Grundloven er for vigtig til at overlade til politisk ønsketænkning

Kommentar af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab i Berlingske den 11. juni 2023.

Venstrefløjen vil gerne have indskrevet»klima«,»natur«og»miljø«i grundloven. Det er en rigtigt dårlig idé - af mange årsager.

I forbindelse med grundlovsdag i sidste uge foreslog Radikale Venstre, at man får indskrevet klimaet, miljøet og naturen i grundloven. Det har den yderste venstrefløj foreslået før, og også blandt industrivirksomheder med stærke økonomiske særinteresser på området har man syntes, at det lød som en god idé.
Men det er det ikke - af mange årsager.

Det mest grundlæggende problem er, at dét - at lave forfatninger om til en politisk ønskeliste - er en pervertering af disses grundlæggende funktion. Lige siden de første liberaldemokratiske forfatninger i slutningen af 1700-tallet har de først og fremmest haft to grundlæggende elementer: At beskytte borgerne imod den store magt, der ligger koncentreret i statens hænder og at tilrettelægge de grundlæggende spilleregler for den politiske proces. Beskytte imod tyranni og muliggøre demokratisk deltagelse. Det er derfor, at alle de store, klassiske forfatninger, herunder den danske, indeholder garantier om ytrings-, tros-, forsamlingsfrihed mv. beskyttelse af privat ejendom og privatlivets fred, samt muligheder for demokratisk kontrol med magthaverne. Man overlod til gengæld alle de konkrete politiske mål til hverdagens demokratiske proces.

Det var derimod Sovjetunionen og andre kommunistiske diktaturer, der i det 20. århundrede begyndte at vende logikken på hovedet og i stedet for at begrænse staten i forhold til borgerne reelt gjorde borgerne til underordnede af staten ved, at man gjorde forfatninger til opsummeringer af alle de ting, man mente, staten skulle gøre.

Fra de kommunistiske diktaturer bredte ideen sig til nye eller nyligt uafhængige stater, især i udviklingslande, der har formuleret ofte hundreder af sider lange forfatninger med løfter om alt mellem himmel og jord, som i praksis sjældent er blevet overholdt.

Den anden grund til, at det er en dårlig idé, er, at det er realpolitisk helt unødvendigt. Hvis et flertal af vælgerne godt kan lide ren luft og rent vand - og det tyder meget på, at de overvældende godt kan - hvorfor skulle politikerne så ikke bare stemme det igennem i Folketinget? Intet tyder på, at politikerne mangler at tale klima- og miljøudfordringer op eller udbyde politikker, som vælgergrupper ønsker.

En tredje grund til at lade være med at forvandle grundloven til en politisk indkøbsliste af miljøpolitiske ambitioner er, at det uvilkårligt vil være svært at operationalisere i praksis. Det er principielt rimelig let at fastslå, hvem der er omfattet af den danske grundlovs frihedsrettigheder, eller hvad staten ikke må gøre mod danskerne. Ikke altid ukompliceret, men i det store billede let.

Men det samme kan ikke siges om»naturen«,»klimaet«eller»miljøet«, som ikke er faktiske personer eller eksisterende institutioner. Ingen jurister ved deres fulde fem vil påtage sig at definere juridisk, hvad der er»natur«,»miljø«eller»klima«, og hvad der ikke er. Og hvem er det, der skal straffes for at overtræde grundloven, hvis»klimaet«ændrer sig?

Det betyder, at sådanne grundlovsbestemmelser næsten uvilkårligt vil forblive abstrakte ambitioner, men ikke noget, der i praksis kan håndhæves. Lidt på samme måde som at den grundlovsbestemmelse, som kommunisterne i 1953 fik ind i den danske grundlov, om at alle har ret til arbejde, aldrig har kunnet bruges i praksis. Det har man faktisk allerede set i blandt andet Norge, hvor domstole på hele tre niveauer har afvist sagsanlæg fra miljøorganisationer om, at olieudvinding var i strid med grundlovens ord om et rent miljø. Forskere har faktisk kunnet konstatere, at der er lille eller ingen sammenhæng mellem den slags løfter i forfatninger og den faktiske førte politik, men at lange forfatninger til gengæld synes at gå hånd i hånd med mindre social og politisk tillid.

For en sidste ting at holde in mente for dem, der gerne vil have, at miljø og klima skal have så stor prioritet, er, at de jo kan spørge sig selv, hvad de mindst kunne tænke sig, at deres ideologiske modstandere fik puttet ind i grundloven? Åbner man først den Pandoras æske, det er at gøre grundloven til en partipolitisk ønskeseddel, så vil man ikke kunne have noget principielt imod, at andre politiske kræfter vil have andet indskrevet i grundloven.

Gør man den danske grundlov til en slagplads for partipolitiske ønsker, risikerer man altså at undergrave de klassiske frihedsrettigheder, lave noget der dårligt kan håndhæves, og institutionalisere en alles kamp mod alle. Dermed kan man ende med at underminere selve grundlovens legitimitet som et sæt af spilleregler for den politiske proces og som en beskyttelse af borgerne imod overgreb fra statens side. For det vil uvilkårligt betyde, at grundloven ikke længere ses som»vores alles«af de danskere, der måtte være uenige i de specifikke politikker.

Emner