Hvad er fødselsdepression?

Vidste du at mere end hver 10., der venter et barn eller lige har født, oplever fødselsdepression?

For indvandrere er det hver fjerde, og når det gælder flygtninge, oplever hver tredje kvinde fødselsdepression. Også mænd og partnere til den fødende har en øget risiko for at udvikle depression i forbindelse med at blive forældre.

Selvom depression og psykisk mistrivsel i forbindelse med at blive forælder således er ganske hyppigt, er det noget, som mange føler skam over, og som de ikke taler med andre om.

Derfor føler mange sig også meget alene med de svære følelser. Og det kan i sig selv forværre de symptomer, de kæmper med. 

Sundhedsstyrelsen har sat fokus på fødselsdepression hele februar måned med en ny kampagne.

Formålet har været at øge viden om fødselsdepression, at bidrage til at nedbryde fordomme og at skabe større åbenhed i samfundet i forhold til det at kæmpe med svære følelser i forældreskabet.

Men hvad er fødselsdepression egentlig? Og hvorfor kommer det?

Det kan du læse mere om i denne artikel, hvor jeg også ser nærmere på, hvordan vi arbejder med fødselsdepression i Danmark - og kommer med et bud på, hvad vi forskere kan bidrage med.

Mange af de samme symptomer

Ligesom ved andre former for depression er kernen i en fødselsdepression, at humøret over flere uger er så nedsat, at det påvirker ens evne til at fungere og klare sit hverdagsliv.

Symptomerne er tristhed og nedtrykthed, manglende interesse i det, man normalt finder glæde ved, og/eller manglende energi.

Hos nogle kan påvirkningen af humøret også komme til udtryk som vrede, irritation og tilbagetrækning fra andre. Mange oplever angst og bekymring, uro eller egentlige stress-symptomer.

De fleste har nedsat selvtillid og føler skyld. Et manglende håb om, at det nogensinde bliver bedre, kan også være en del af depressionen.

Nogle får tænke- og koncentrationsbesvær eller tanker om, at det ville være bedre, de ikke var her mere.

Endelig er selvbebrejdelse og generelt negative evalueringer af sig selv og andre også meget ofte en del af depressionen.

Nogle har alle symptomer, mens andre kun har nogle af dem.

Hvordan er fødselsdepression anderledes end ’normal’ depression?

Det, der adskiller fødselsdepression fra andre former for depression, er, at det opstår i forbindelse med forældreskabet; det vil sige under graviditeten eller i efterfødselsperioden.

I langt de fleste tilfælde (men ikke altid) er symptomerne knyttet til det at være forælder og tanker om barnet.

For eksempel kan symptomet ’nedsat selvtillid’ komme til udtryk ved en manglende tro på, at man kan finde ud af at trøste sit barn – eller i det hele taget at tage sig godt nok af sit barn.

Et andet eksempel er symptomet ’manglende interesse’, som kan komme til udtryk som en oplevelse af ikke at have lyst til at være sammen med spædbarnet eller en følelse af ligegyldighed i forhold til barnet.

Det kan også ske under graviditeten, hvor det kan komme til udtryk som en manglende lyst til overhovedet at tænke på det, der vokser i maven, eller at forberede sig på, at barnet kommer.

Mange forældre, der har en fødselsdepression, fortæller således, at de frygter, at de ikke elsker deres barn (nok). At de ikke glæder sig til, at barnet kommer, eller at de har fortrudt hele projektet med at få børn.

Fælles for de fleste er, at de skammer sig frygteligt over at have det, som de har det.

Hvorfor får nogen fødselsdepression – og er der nogen, som er i særlig risiko?

Forskere har i mange år forsøgt at identificere særlige ’risikoprofiler’. Her har man forsøgt at finde ud af, om nogle personer er i særlig risiko for at få fødselsdepression.

Det ville hjælpe os med at forstå, hvordan og hvorfor fødselsdepression opstår.

Samtidig ville det også forbedre vores muligheder for at forebygge og behandle fødselsdepression, blandt andet gennem systematisk opsporing og tidlige indsatser.

Imidlertid kan vi forskere ikke pege på en bestemt gruppe, der er i særlig risiko.

Mennesker fra alle samfundsgrupper får fødselsdepression, og der er ikke én gennemgående faktor, der kan forklare fødselsdepression hos alle.

Sagt på en anden måde: Forældre med fødselsdepression er meget forskellige, og vi skal passe på med opbygge stereotyper om, hvordan en person med fødselsdepression ’er’ eller ’ser ud’.

Mange forskellige faktorer spiller en rolle

I stedet er der i forskningen generelt enighed om, at en kombination af faktorer øger risikoen. Og jo flere af disse, der er til stede, desto større risiko har man.

Nogle af de alvorligste risikofaktorer hos kvinder er:

• Tidligere at have haft depression eller andre psykiske lidelser
• Manglende social støtte
• At være udsat for vold fra sin partner

For tidlig fødsel, ammeproblemer, en voldsom eller måske traumatiserende fødsel, et barn, der er svært at berolige, fattigdom og generelle stressfaktorer i livet (for eksempel skilsmisse, tab og at være isoleret fra sit netværk) er alle faktorer, der også øger risikoen.

Se også sidehistorien under artiklen om ensomhedsfølelser før og under forældreskab.

For mænd og partnere øges risikoen for at udvikle depression i forbindelse med forældreskabet, hvis:

• Deres partner har en fødselsdepression
• Parforholdet er belastet
• De oplever stress og usikkerhed i relation til at tage sig af barnet

Men igen er det vigtigt at understrege, at selv hvis man kan nikke genkendende til mange af disse risikofaktorer, så er det ikke sikkert, at man får en fødselsdepression.

Omvendt kan man godt få en fødselsdepression uden, at man kan pege på nogle af ovennævnte.

Mennesker med fødselsdepression er som nævnt en meget forskelligartet gruppe.

Hvad gør vi i Danmark?

I Danmark har vi ikke nationale retningslinjer for arbejdet med fødselsdepression.

Derfor er praksis på tværs af landet ganske forskellig med hensyn til, hvordan man arbejder med at opspore fødselsdepression.

Det er eksempelvis forskelligt, hvordan og til hvem man henviser forældre ved mistanke om fødselsdepression, hvilke typer behandling, man kan blive tilbudt, og endelig hvilken målgruppe behandling er tilgængelig for.

Det er sundhedsplejersker, jordemødre og praktiserende læger, der arbejder med at opspore de forældre, der har eller er i risiko for at få depression.

Den faggruppe, der mest systematisk arbejder med at opspore fødselsdepression, er sundhedsplejerskerne.

På de regionale fødesteder, det vil sige ved jordemoderbesøg, arbejder man også mange steder med at opspore fødselsdepression.

Hos praktiserende læger er det mere sjældent, at systematisk opsporing anvendes. Her er opsporingsarbejdet oftest baseret på et lægefagligt skøn.

Sundhedsplejerskerne bruger typisk et spørgeskema, der er udviklet til opsporing af fødselsdepression, og som er valideret til danske mødre.

I sig selv fortæller spørgeskemaet ikke, om man har en egentlig depression eller ej. Det vil sige, at man ikke kan stille en diagnose på baggrund af besvarelsen.

Men det kan give den professionelle en indikation og være udgangspunkt for en samtale om, hvordan man som forælder har det, og om man har brug for at blive henvist til yderligere udredning og behandling.

Systematiske opsporingsindsatser eller ej?

Formålet med systematisk eller universel opsporing – det vil sige at give spørgeskemaet til alle forældre uden undtagelse – er at kunne tilbyde hjælp og behandling så hurtigt som muligt.

Målet er, at det skal ske, før nedsat trivsel udvikler sig til en egentlig depression.

Samtidig er formålet også at få øje på dem, man ellers ikke ville have fundet - altså dem, som ikke af sig selv rækker ud til lægen, sundhedsplejersken eller jordemoderen, men som måske alligevel har brug for hjælp.

Internationale studier peger nemlig på, systematisk opsporing i sig selv kan være med til at forebygge fødselsdepression og mindske forekomsten af fødselsdepression i en population.

Alligevel er der blandt fagprofessionelle og forskere i Danmark ikke enighed om, hvorvidt man bør indføre systematisk opsporing for alle forældre.

En af grundende hertil er, at vi ikke har veldokumenterede indsatser, som kan tilbydes alle dem, som potentielt har brug for det.

Kun de, som bliver så depressive, at de er ’kvalificeret’ til at få behandling i psykiatrien, har vi velafprøvede tilbud til. Ofte er ventetiden dog (for) lang.

Til den store mellemgruppe, hvor mindre intensive, ikke-medicinske indsatser ofte er nok, har kommunerne langt fra altid et tilbud.

Endnu flere kommuner har ikke indsatser, som er tilpasset de behov, som forældre med indvandrer- eller flygtningebaggrund har. Heller ikke indsatser, som er tilpasset fædre med depression eller de forældre, der er alene med deres barn.

Og dér, hvor man faktisk tilbyder indsatser – ofte gruppeforløb – har vi alt for lidt viden om effekten af disse indsatser.

Hvad kan forskningen bidrage med?

Når en kommune således henvender sig til os forskere, fordi de ønsker vejledning i, hvad de skal tilbyde de forældre, som sundhedsplejerskerne i de danske kommuner opsporer, kan vi ikke give noget klart svar. Endnu.

Derfor er der behov for at udvikle og afprøve indsatser rettet mod forældre med fødselsdepression.

Indsatser, der kan tilpasses forskellige forældres behov, og som realistisk kan implementeres i en dansk kommunal virkelighed.

I Center for tidlig Indsats og Familieforskning på Københavns Universitet har vi en ambition om netop at gøre dette.

Således vil vi i de kommende år gerne, i samarbejde med praktikere (for eksempel psykologer og sundhedsplejersker), udvikle og afprøve en gruppebaseret indsats rettet mod forældre, der kæmper med psykisk mistrivsel i barselsperioden og i graviditeten.

Den indsats vil forhåbentlig kunne supplere de etablerede behandlingstilbud i psykiatrien og måske bidrage til at færre får brug for at blive behandlet i psykiatrien.

Derudover skal den enkelte professionelle let kunne tilpasse den til forskellige målgrupper, fordi alle ikke har samme behov.

Således vil forældre med fødselsdepression i fremtiden kunne få hurtig og tilstrækkelig hjælp – uanset hvor i landet de bor, og uanset hvem de er.