Hvad sker der, når unge bliver fans af skoleskydere?

Artikel af lektor Jakob Demant (Sociologisk Institut) og ph.d.studerende Jonatan Mizrahi-Werner (Sociologisk Institut) i Forskerzonen den 27. marts 2023.

24. maj 2022 blev 19 børn og to voksne dræbt i USA’s voldsomste skoleskyderi i et årti.

Og mens våbenlovgivningen forståeligt nok løber med det meste af opmærksomheden, er et andet fænomen vokset frem i skyggen – nemlig en global online subkultur, der forherliger skoleskyderier.

Det fænomenen skal vi forstå, hvis vi vil forstå, hvordan unge bliver tiltrukket af fænomenet, og hvordan det spreder sig til lande uden let adgang til våben.

Også herhjemme oplever vi nemlig en stigning af trusler, hvor unge ned til 14 år truer med at begå skoleskyderier, ligesom drabsmanden i Fields-skyderiet også trak på flere af de samme handlemønstre, man kender fra skoleskyderier.

I dag er der ikke længere en klar opdeling mellem offline- og online-liv.

Det betyder, at vi må gentænke vores eksisterende forklaringer på, hvorfor skoleskyderier sker i lyset af vores digitale hverdagsliv.

I en teoretisk forskningsartikel, der udkom samme dag som skoleskyderiet i Texas, gør vi –sammen med Martine Bech Diederichsen, Benjamin Schou Ilsøe og Atte Oksanen – netop det.

Spændt ud mellem mål og mulighed

Groft sagt er der tre hovedforklaringer på skoleskyderier, der også delvist kan forklare, hvordan folk bliver tiltrukket af denne subkultur: utilfredshed med ens livssituation, imitation af andre og digital adfærd.

I fagtermer fokuserer den første forklaring på belastninger (løst oversat fra det engelske ord 'strain').

Her er en belastning den voldsomt ubehagelige følelse, der opstår, når vi ikke kan opnå vores livsmål, når vi mister positive holdepunkter i livet, eller udsættes for negative oplevelser.

Og fordi den er så ubehagelig, er vi parate til at gå langt for at komme af med den.

Forskningen viser, at skoleskydere typisk har oplevet en eller flere af følgende fire belastninger:

• et (uopfyldt) ønske om at opnå berømmelse,
• (uopfyldte) forventninger om status på baggrund af race,
• en oplevelse af nedadgående social mobilitet, og, endelig,
• maskulinitetsudfordringer, eksempelvis at blive afvist af kvinder eller at blive mobbet for ikke at være mandig nok.

Voldsomt generaliseret er skoleskyderen her en hvid mand, der ønsker at opnå berømmelse, men oplever forværrede sociale og økonomiske levevilkår.

Samtidig bliver han udfordret på sin mandighed og føler, at han skal hævde sin maskulinitet.

Disse online skoleskyderi-grupper er således en måde for dem at finde opbakning og komme af med ubehaget – ligesom at vi andre også søger mod opbakkende fællesskaber.

Der er dog et problem med forklaringen: Det ikke er åbenlyst, hvorfor de ender i lige præcis i disse grupper.

De kunne begynde til rollespil, starte et rockband eller begynde til klatring, alle tre måder at udleve en eller anden form for maskulinitet, uden at det ender i vold.

Du gør, hvad du ser

Her foreslår vi imitation som nøglen til at forstå dette.

Litteraturen peger på, at vi har en tendens til at imitere andre, hvis vi a) kan relatere til dem, b) vurderer at de har højere status end os selv, c) oplever at de bliver belønnet for deres handlinger, og d) vi synes, de er dygtige (se f.eks. denne publikation og denne).

Typisk relaterer vi til ting som etnicitet, alder, køn og livsoplevelser.

Skoleskydere er som oftest unge, hvide mænd, der oplever førnævnte livsutilfredshed – og når deres handlinger får den opmærksomhed, som de får, bliver andre unge, hvide mænd i samme situation mere tilbøjelige til at kopiere dem.

Igen, dette er groft generaliseret, og der er således også eksempler på kvindelige og ikke-hvide skoleskydere.

Derfor undlader man i nyhedsdækningen ofte at beskrive skoleskydere i detaljer, således at der er mindre at relatere sig til.

Men på internettet modtager vi ikke kun information – det er en motorvej i begge retninger, hvor vi også sender enorme mængder af indhold.

Internettets hjørner

Hvordan ser denne her motorvej ud? Det er trods alt de færreste, der googler ’Jeg vil gerne blive medlem af en skoleskyderi-fangruppe’.

Her må vi forstå, hvordan den online-verden er anderledes fra den offline, og til det, kan vi forestille os internettet som et vejkort, vi kan bevæge os rundt på – med nogle væsentlige forskelle.

En forskel er vores evne til at drive omkring. I den fysiske verden er der grænser for, hvor meget vi kan bevæge os rundt.

Folk ville bemærke os, hvis vi kom tæt nok på andre til at lytte til eller deltage i deres samtaler, og det ville få konsekvenser, hvis vi sagde, at vi var fascinerede af skoleskyderier.

Omvendt er vi på de problematiske dele af nettet – eksempelvis skoleskyderi-subkulturer – typisk anonyme.

Vi bestemmer selv, hvor meget vi vil blande os og give os selv til kende, og vi kan derfor ubemærket glide fra forum til forum, hvorfor vi konsekvensfrit kan dyrke vores interesse for skoleskyderier.

Flere rapporter peger desuden på, at Facebooks og YouTubes algoritmer leder brugere mod potentielt radikaliserende indhold (se denne side og denne).

Endelig har vi også set, at skoleskyderifans bevidst forvirrer søgemaskinerne ved at navngive glorificerende fanvideoer efter videoer til minde om ofrene.

I vejkortstermer ville det svare til, at nogen forsøgte at sætte vildledende skilte op for at forvirre dig og din GPS.

På den måde kan en uskyldig søgning ret hurtigt føre frem til en fangruppe for skoleskydere.

Hovedparten er ikke kommende skoleskydere

Om, og i så fald hvordan, disse grupper bevirker til radikalisering er endnu ikke undersøgt grundigt nok.

To bud på, hvordan en radikalisering kan foregå, er følgende:

• At vi gennem vores online-interaktioner får tilfredsstillet vores behov for fællesskab og får en følelse af overskud, men også potentielt bliver radikaliseret af andre.
• Et andet bud er, at vi, ved at læse noget relaterbart, identificerer os selv med afsenderen, hvilket potentielt er radikaliserende.

Vi ved det ikke med sikkerhed. Vi ved til gengæld, at langt de fleste medlemmer ikke har tænkt sig at begå et skoleskyderi.

Men samtidig ved vi også, at flere skoleskydere har haft deres færden på disse fora, ligesom medlemmerne producerer indhold, som kan blive delt og imiteret.

Lad de mindst radikale afradikalisere de andre

Så hvad gør man? Hvordan undgår vi, at disse online grupper skaber morgendagens skoleskydere? At blokere dem er ikke nødvendigvis det hensigtsmæssige.

Dels risikerer man, at de farligste medlemmer bevæger sig over på det såkaldte dark web, hvor man ikke længere kan holde øje med dem.

Men man risikerer også at øge frustrationerne hos mindre radikale medlemmer ved at fratage dem deres sociale fællesskaber – frustrationer, de i værste fald reagerer på med vold.

I stedet kunne man fokusere på by-standere: Mindre radikale medlemmer kan agere forum-moderatorer. De udpeges til at vurdere og fjerne upassende indhold i stedet for, at en central myndighed gør det.

Alternativt kan mindre radikale medlemmer sige fra over for radikaliserende indhold og på den måde modarbejde radikalisering. Og endelig kan brugere alarmere myndighederne, når de vurderer, at der er fare på færde.

Lad os opbygge en ny onlinekultur

Det kan lyde naivt at regne med, at forum-medlemmer vil ’forråde’ andre medlemmer. Men her er det vigtigt at huske på, at folk er medlemmer af mange årsager, og mange ikke nødvendigvis støtter skoleskyderierne.

Nogle er ’bare’ fascinerede af det, på samme måde som andre synes, det er spændende at læse om kz-lejre, Titanic eller Tjernobyl.

Andre fantaserer om skoleskydere, fordi de oplever at kunne relatere til deres følelse af modgang og frustration. Og så træder skoleskydernes løsning, selve skoleskyderiet, lidt i baggrunden.

Det er ikke helt ulig, hvordan mange af os af og til kan genkende os selv i Bonnie og Clyde, når hverdagens rammer bliver så snævre, at vi får lyst til undslippe det hele.

Her har vi dog også en tendens til at nedtone det faktum, at de bag al deres hedonisme og fernis af utæmmet kærlighed faktisk myrdede 13 mennesker i koldt blod.

Og endelig, så foregår meget af vores daglige færden nu på nettet, og det er ikke altid til at sige, hvorhenne på nettet vi ender, eller hvorfor.

Derfor er det også vigtigt at vide, hvordan man skal reagere, når man ser noget potentielt farligt.

Ligesom vi fra barnsben har lært at sige fra over for mobning og ringe til politiet, hvis vi ser noget mistænksomt, skal vi altså nu opbygge samme kultur online.

Når vores offline og online verdener smelter sammen, må vi nemlig også blive langt bedre til at forstå, hvordan sociale og psykologiske forklaringer spiller sammen med vores digitale hverdagsliv.

Ellers kan vi ikke undgå, at online had kammer over i offline vold.

Emner