Hvilke konsekvenser har Ukraine-krigen globalt?

Kronik af professor Bertel Heurlin (Institut for Statskundskab) i Politiken den 22. februar 2023.

DET ER DEN skinbarlige, absurde, ildevarslende sandhed: Det er atter krigstid i Europa. To store europæiske lande kæmper om territorium.

Der er frontlinjer, som skubbes frem og tilbage. 1900-tallets skyttegrave er virkelighed.

Missiler og droner flyver over store afstande, bliver skudt ned eller dræber mennesker og destruerer bygninger: det 21. århundredes realiteter. Ukraine fryser. Danmark fryser. Pegepinden fra Golfkrigen er tilbage i tv-studierne. Forskellen er markant: I Golfkrigen stod Irak over for en overlegen medspiller. Stort set hele verden stod bag USA. Krigen blev kort.

Ukraine-krigen bliver lang - skønt udfaldet synes givet: Det bliver ikke russisk sejr. Men heller ikke det totale nederlag. USA som den centrale spiller i stedfortræderrollen er altafgørende, også selv om støtten til krigen skulle svækkes.

Rusland vil kunne presse USA ved at stå med det nukleare kort i hånden, men med begrænsede muligheder. At overskride den nukleare tærskel, som har eksisteret siden 1945, er et gigantisk skridt, som er selvdestruktivt. Rusland vil næppe tage dette skridt Men det er ikke i Ukraine, ikke i Europa, at det afgøres, hvor verden bevæger sig hen. Asien er det centrale og fundamentale kontinent.

Det er her den økonomiske, militære og teknologiske udvikling sætter sine spor. Det er her, Kinas gigantiske opvækst har sat enesupermagten på prøve.

Er USA's rolle som den magt, der sikrer Asiens sikkerhed og stabilitet, ved at være udspillet, ikke mindst tynget af byrderne fra dets fundamentale indsats i Ukraine? Eller besidder USA magtressourcer, kapaciteter og evner til at fastholde og udvide sine magtbaser tilført fra allierede og partnere i en grad, som kan være grundlaget for, at USA fortsat kan fremtræde som en global verdensleder?

Vil et samlet vestligt indflydelses- og afskrækkelsespotentiale være tilstrækkeligt til at fastholde en regel- og værdibaseret vestligt præget verdensorden?

DET AFGØRENDE svar vil komme fra Kina. Mere direkte og præcist kunne spørgsmålet være: I hvor høj grad vil Kina - som i 40 år har nydt godt af en åben liberal verdensorden, som har budt landet velkommen til at udnytte frihandels- og globaliseringsmuligheder med omfattende særhensyn til landets placering som udviklingsland, som har været afgørende for fænomenet 'China Rise' i et massivt, uforudset omfang - kunne dreje sin udvikling i en ny retning?

En retning mod afkobling af og stigende konkurrence med USA, og som demonstreres i udpræget afstandtagen fra amerikansk politik, og som i foruroligende grad møder markant modstand i USA?

Retningen af svaret er allerede givet: Kina vil i høj grad kunne føre landet i en ny retning. Kina har haft muligheden for at kunne udnytte en privilegeret position i den eksisterende verdensorden, som - ud over at fastslå USA som den politiske, økonomiske, militære og teknologiske absolutte verdensmagt - også indeholdt en vision om og en strategi om, at global udvikling giver international sikkerhed.

Der er frontlinjer, som skubbes frem og tilbage.

1900-tallets skyttegrave er virkelighed

I denne sammenhæng var Kinas vækst også en del af den amerikanske strategi for verdens udvikling. Som det blev udtrykt af McNamara, amerikansk forsvarsminister og senere direktør for Verdensbanken: »Udvikling skaber sikkerhed«.

MED KINAS vækst voksede Beijings interesse for at ændre visse dele af det eksisterende internationale regelgrundlag ikke mindst på det sikkerhedspolitiske område.

Et centralt mål var en fastholdelse af mulighederne for ekspanderende økonomiske og finansielle aktiviteter, som krævede og indebar sikre og omfattende forsyningslinjer og handelsrelationer.

Dette mål blev i den grad udfoldet i Kinas omfattende og mangesidede silkevejsprojekter, BRI. Denne politik betød også effektiv kinesisk udnyttelse af den amerikanske åbne og transparente samfundsindretning og af landets liberale businessmuligheder, en politik, som brutalt og karikeret blev karakteriseret af præsident Trump som »at USA af Kina blev bestjålet, bedraget og voldtaget«.

Dertil kom en udvikling, som betød, at amerikanske arbejdspladser i voldsomt omfang blev flyttet til Kina. Alt i alt åbnede det op for den basale baggrund for 'America First'-politikken. Dertil betød Xi Jinpings overtagelse af magten fra 2012 øgede aktivistiske udenrigspolitiske og militærpolitiske initiativer, som umiddelbart bekymrede USA og fremkaldte modreaktioner.

Den åbenlyse rivalisering mellem USA og Kina blev langsomt tydeligere og tydeligere. I oktober 2018 blev en omfattende amerikansk kampagne indledt af vicepræsident Pence. Den var et heftigt angreb på Kinas indflydelses- og indblandingspolitik, ikke mindst mod USA, men også generelt mod verden.

En omfattende rapport som dokumenterede udviklingen fra Hudson Institute blev kort efter offentliggjort. Allerede i foråret 2018 havde Trump-administrationen påbegyndt en handelskrig mod Kina. En ny global strategisk international situation aftegnedes: den regionale og globale rivalisering mellem USA og Kina.

HER STÅR VI NU: med en omfattende, ekstremt destruktiv, primitiv, forældet og ulovlig regional erobringskrig mellem to europæiske magter, en stormagt og en mellemstor magt.

En mellemstor magt, Ukraine, som tilmed nu af militæranalytikere kaldes Europas stærkeste militærmagt. En krig, som samtidig er dybt forankret i en global sammenhæng, da den fungerer som en proxykrig mellem stormagten Rusland og enesupermagten USA.

Netop enesupermagtpositionen er helt afgørende, dels fordi balancen mellem Ukraine plus USA og Rusland er så fundamental asymmetrisk, at der ikke kan være tvivl om krigens endelige udfald. Dels fordi situationen, som den aftegnes nu, viser en næsten lige så fundamental asymmetri mellem den hjælp, som USA yder over for Ukraine, og den, der ydes af de europæiske Nato-magter.

USA agerer fortsat som enesupermagten. Den kendsgerning demonstrerer, at for at styrke den samlede vestlige placering i verdensordenen må Europa nødvendigvis effektivt tage sig sammen for at ændre på byrdedelingen, så Europa kommer op på ikke blot 2 procent af BNP, men nærmer sig USA's andel på 3,5 procent.

USA er fortsat ikke alene Europas fredsgarant, men må også - trods afstanden - ses som en europæisk magt, som garanterer kontinentets sikkerhed. Alene det forhold, at der lige nu er 100.000 amerikanske soldater stationeret direkte på europæisk jord, siger alt om Europas afhængighed af USA.

Med andre ord: USA demonstrerer sin globale position i Europa, samtidig med at den mest centrale amerikanske modstander og udfordrer er Kina. Der er ikke tale om en to-fronts krig.

USA er indirekte engageret i blodig lokal destruktionskrig i Europa med klare fronter. USA har sin heftigste modstander i Kina, som er den eneste stat, som har kapacitet til og intention om at udfordre USA's globale hegemoniske position som overlegen verdensleder.

Man kunne kalde det en global indflydelses- og indblandings-hegemonikrig uden faste fronter. Fronterne er i realiteten overalt. De drejer sig om kampen om, hvorvidt den eksisterende verdensorden skal fortsætte.

UKRAINE-KRIG og verdensordenskrig hænger sammen. USA og Kina er de absolutte hovedaktører. USA tager vare på Ukraine, og Kina bekymrer sig for Ruslands problematiske ageren i krigen, men vil ikke opgive den tætte binding til Rusland, som mere og mere får karakter af, at Rusland reduceres til kinesisk vasalstat. Spørgsmålet er: Hvad er effekten af Ukraine-krigen på verdensordenskrigen?

Hvad der sker på Ukraine-fronten smitter af på verdensordenen.

Ukraine-krigen manifesteres lokalt, regionalt og globalt. Lokalt er der - ud over mulige russiske trusler mod østeuropæiske lande - effekter i forbindelse med Taiwan-konflikten.

Her er der oprustning på begge sider. Der er konstante kinesiske overflyvninger af Taiwans selverklærede flyzoner, missilaffyringer i forbindelse med heftige militære øvelser, som omringer øen Taiwan.

Men der optræder også passagerfly, som bringer højtstående amerikanske politikere, som provokerer Beijing, fordi besøgene opildner til taiwansk selvstændighed, som er truende i forhold til den fælles amerikansk-kinesiske forståelse af en urokkelig Et-Kina-Politik, som imidlertid tolkes forskelligt.

Der er ingen tvivl om den militære balance. Her har Kina umiddelbart klart overhånden. Men spørgsmålet om, hvordan Kinas hær i realiteten kan gennemføre et angreb i tilfælde af en mulig taiwansk erklæring om uafhængighed, er fortsat åbent. For Ukraine-krigen viser, at Kina - i lighed med Rusland - kan få alvorlige problemer med at udkæmpe en traditionel, konventionel frontbaseret krig.

Kina ser, at Rusland, som man har betragtet som militært stærk, og som man har været teknologisk og militært tæt tilknyttet, klarer sig slet i forhold til et land, som kæmper for sin frihed. Det ved Ukraine-krigen, der bekymrer PLA, er, at man mere end nogen anden ved, at Kina har været opbygget på sovjetisk-russiske militære traditioner og på russisk militær organisation. Indtil for nylig har PLA f.eks. været afhængig af russiske kampflymotorer.

Spørgsmålet melder sig: bliver et muligt angreb på Taiwan, som bliver nødvendigt hvis selvstændigheden tager over i Taiwan, noget der ligner et svidende nederlag for kommunistpartiet.

Det er ikke i Ukraine, ikke i Europa, at det afgøres, hvor verden bevæger sig hen

MEN DEN kinesiskamerikanske rivalisering udfolder sig også regionalt. Også her spiller Ukraine-krigen en central rolle. USA forsøger at bebrejde Kina for at holde hånden under Ruslands angrebskrig bl.a. som en del af en påvirkningskampagne af de asiatiske lande.

Undersøgelser peger på, at USA har et vist held med få en række lande til at være tilbøjelige til mere at hælde til USA end til Kina, hvis vision for Asien er snævert Kina-identifikationsorienteret relateret.

Helt centralt er den globale dimension: rivaliseringen mellem den svækkede enesupermagt og den aspirerende om indflydelse og indblanding, manifesteret i verdensordenen.

Her er Ukraine-krigen en vigtig trædesten - men ikke rivaliseringens centrum. Det er og bliver Asien, som er omdrejningspunktet i en global verdensorden. Ukraine er USA's trædesten i Europa, hvor spændet bliver taget videre til Asien i en demonstration af den amerikanske orden. USA er - om vi vil det eller ej - fortsat enesupermagten.

Mange lande haler ind og bliver mere magtfulde, men multipolariteten har ikke indfundet sig endnu. USA tror på sig selv som verdenslederen, og andre lande ved det. Selv Kina siger det - men bekæmper samtidig det amerikanske hegemoni. Varer det ved?

Er Kina parat og villig til at tage over? Svaret er: Hverken parat eller villig.

Kina ser fortsat sig selv som et udviklingsland. Dets mål er ikke verdensherredømme - men Kinas fortsatte nødvendige udvikling - både økonomisk og sikkerhedsmæssig. De mål skal først opfyldes i 2049.

Men villig? Xi Jinping vil se et fuldt udviklet Kina, før en afgørende ny verdensorden skal skabes. Den nuværende skal ændres, men Kinas egen endelige udvikling skal prioriteres.

Men Kina har også indset, at man langsomt må forberede sig på nye tider globalt. Derfor har Kina nyligt iværksat nye initiativer. Dels det globale udviklingsinitiativ og dels det globale sikkerhedsinitiativ. De skal gøre Kina spiselig og attraktiv for alverdens lande - ikke mindst udviklingslandene.

Men hvad er tiltrækkende ved Kina? Omfattende udviklingsstøtte og infrastruktur, som betyder stærkt tyngende lån og 'sinificering', er ikke altid nødvendigvis fristende. Kinas forestillinger om udvikling med 'kinesiske karakteristika' svækker tiltrækningen. Til gengæld er krav til menneskerettigheder og frihedsrettigheder fraværende.

Vesten og ligesindede vifter med bannere med individets rolle som politisk, økonomisk og social aktør, om åbne og gennemsigtige samfund, om menneskerettigheder og frihedsrettigheder. Men USA som rollemodellen er ikke overbevisende. Tilbage er ikke mindst de visioner, som har været afgørende for starten af alle revolutioner - oprøret mod tyranniet, mod autokratiet med frihedens fane i spidsen. Trods tilbageslag for demokratiet er der latent globalt grobund for krav om frihed. Det sker i verden i dag.

Det overskygger ikke den realitet, at vi lever i en verden med en orden, som er stærkt påvirket af den kinesisk-amerikanske rivalisering.

MEN UKRAINE-KRIGEN? Her er det fundamentale spørgsmål: Kan USA holde til at kæmpe på to fonter? Med en kampfront i Europa og mangfoldige i Asien. Noget tyder på det, ikke mindst fordi en samling af lande - 'USA-Vesten-plus' - forsøger at stå sammen.

I Europa som i Asien. Ukraine er vigtig for USA, fordi USA som supermagt nødvendigvis må have tjek på Europa. Men afgjort mere vigtigt er det at have tjek på Indo-Pacific.

Påstanden er, at uden den amerikanske evne til at opretholde sikkerhed og stabilitet i Asien, er USA ikke den stærkeste magt på kontinentet; og uden at være det, er det forbi med den amerikanske verdensledelse og landets generelle overlegenhed.

Denne sikkerheds- og stabilitetssituation vil ikke kunne opretholdes, uden at USA har et tæt forhold til Taiwan - et forhold, som har stærk lighed med en alliance. Uden denne tilknytning vil USA's afskrækkelsespolitik over for Kina blive svækket. En svækkelse vil kunne betyde, at de asiatiske USA-allierede lande og partnere må se sikkerhedsgarantien krakelere.

Det vil medføre omprioriteringer i forhold til Kina. I sidste instans vil det betyde USA's endeligt som sikkerhedsskaber og som supermagt.

Heroverfor står nu effekten af Ukrainekrigen. At USA har kapaciteter og vilje til at fastholde Ukraine som beskyttet territorium og optræder som den centrale støtte med omfattende militær-økonomisk hjælp og samtidig har kapaciteter og vilje til at fastholde og beskytte Taiwans territorium og optræde som militær-økonomisk hjælper - om end i en helt forskellig politisk delikat sammenhæng - viser klart, at USA endnu ikke kan afskrives som verdens stærkeste magt med evner og muligheder for en tidlang at være den globale, uundværlige magt.

Emner