Hvis vi ikke tager tyren ved hornene, risikerer vi, at det indre marked bryder sammen

Debatindlæg af professor Marlene Wind (Institut for Statskundskab og iCourts) i Berlingske den 14. oktober 2023.

Uanset om og hvorvidt Kreml har spillet en rolle i angrebet, står én ting krystalklart.

En krig i Mellemøsten vil uundgåeligt trække opmærksomheden væk fra Ukraine. Det vil russerne naturligvis ikke bare glæde sig over, men også forsøge at udnytte. Flere og flere spekulerer da også i, om der kan være et sammenfald mellem de mange nye konflikter, der er dukket op i Europas nærområde, herunder armenernes flugt fra Nagorno-Karabakh og den genopblussede uro i det nordlige Kosovo?

Samtidig er det tydeligt, at Europas forsøg på at fremstå som en geopolitisk aktør, som kan håndtere flere kriser på én gang, er udfordret.

Sammen med den demokratiske nedsmeltning, vi ser i Det Republikanske Parti i USA i disse uger, og den parallelle aftagende opbakning til Ukraine blandt amerikanske vælgere, ser den sikkerhedspolitiske situation i Europa pludselig meget mere dyster ud, end den gjorde for bare få måneder siden.

Det er nok at gå for vidt at sige, at opbakningen til Ukraine er ved at smuldre, men også internt i EU er der stigende vaklen i geledderne med ny tvivl om yderligere (våben)hjælp fra Polen, Slovakiet og selvfølgelig Ungarn.

Der er heller ikke rigtig kommet gang i de interne reformer, som skal gøre EU klar til en ny stor udvidelse med op til ni lande. Trods utallige besøg i europæiske parlamenter, hvor politikere og mediekendisser er faldet over hinandens selfiestænger for en 'photo-opp' med Zelenskyj, stikker politikerne fortsat hovedet i busken, når det kommer til en åben og ærlig erkendelse af helt nødvendige institutionelle ændringer.

Disse ændringer er afgørende for, at en udvidelse med potentielt 60 millioner nye borgere kan blive en realitet. Forsætter den nuværende »muddling-through«-taktik, hvor man bare lader som ingenting og kører på indenfor de nuværende rammer, vil mange europæere for sent opdage, at de pludselig ikke bare er blevet nettobidragydere til et langt større EU-budget, men også har mistet den indflydelse på EUs beslutningsprocesser, som de tidligere har kæmpet sig til.

Sagt anderledes, hvis vi ikke tager tyren ved hornene og begynder at tale reformer af EUs interne beslutningsprocesser, risikerer vi at stå med et EU på +30 lande, hvor alle har vetoret og med så mange interne retsstatsproblemer, at det indre marked bryder sammen.

Det var da også konklusionen hos den »gruppe af 12 eksperter«, som Frankrig og Tyskland havde bedt overveje, hvordan man kunne modernisere samarbejdet før en udvidelse, så man undgik at miste handlekraft.

Rapporten er yderst interessant og vidtgående i sine forslag om forskellige typer af EU-medlemskaber og grader af integration.

Det, den desværre ikke forholder sig til, er, hvad man stiller op, hvis de nye medlemslande ikke ønsker en plads i forstuen til den rigtige klub, hvor beslutningerne for alvor træffes. Det forudsætter rapporten nemlig, at de kan overtales til.

Men hvem gider nøjes med Macrons nye »Mini-FN«, som mange drillende kalder det uforpligtende »European Political Community«, som mødtes uden nævneværdige resultater i Grenada for et par uger siden? Zelenskyj har i hvert fald gjort klart for længst, at han ønsker »the real thing«: fuldt EU medlemskab.

Det tager en generation eller mere at lære folk, hvad en liberal retsstat betyder for et rigtigt demokratisk styre, og hvorfor det er noget, man skal kæmpe for hver dag.

Det kan imidlertid have lange udsigter. Polen, som går til parlamentsvalg på søndag, er således pludselig begyndt at udsende nogle mærkelige signaler om stop for våbenleverancer til ukrainerne og stop for import af ukrainsk korn. Man skulle ellers tro, at et nationalistisk parti som det nuværende regeringsparti, PiS, ville satse alt på at bekæmpe en ydre fjende som Rusland, for at forblive ved magten.

Nu er det hele vendt på hovedet, og PiS kører i stedet kampagne for, at ukrainske flygtninge skal have færre sociale ydelser, at polske landmænd skal skærmes mod konkurrence fra ukrainske ditto, og at Polen selv skal beholde de penge, der tidligere gik til Ukraine, fordi polske børnefamilier og pensionister mangler dem.

Hertil kommer naturligvis de sædvanlige angreb på Tyskland og Bruxelles. Det er lige før, Bruxelles fremstilles som en større fjende for PiS end russerne under denne valgkamp.

Det siger forfatteren Slawomir Sierakowski i sin nye meget omtalte bog »Et samfund af populister«, som bygger på fire års research og interviews med 20.000 polakker. Det er en dyster diagnose, han kommer med her 19 år efter, at Polen blev medlem af EU.

Landet er blevet rigt, men ikke rigtig demokratisk. Tværtimod viser den beskidte valgkamp, hvor oppositionen kun fik minimal taletid i de PiS-kontrollerede statslige medier, hvor vanskeligt det er at skabe demokratiske borgere. Du kan lære folk at stemme til valg, men det gør dem ikke til demokrater, siger Sierakowski i et interview til Project Syndicate.

Det tager en generation eller mere at lære folk, hvad en liberal retsstat betyder for et rigtigt demokratisk styre, og hvorfor det er noget, man skal kæmpe for hver dag.

Lad os håbe, at alle EU-politikere læser Sierakowskis bog før de udvider EU igen.

Emner