Hvorfor er klimapolitikken så svær at få succes med?

Kommentar af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Kristeligt Dagblad den 20. juli 2023. 

FOR NYLIG UDSENDTE FN's generalsekretær, António Guterres, en stærk appel til verdens ledere om at gøre mere på klimaområdet. Verdens lande var meget langt fra de mål om reduktion af deres udslip af klimagasser, som de har forpligtet sig til.

”Jeg er meget bekymret for, hvor verden er på vej hen med hensyn til klimaet. Landene er kørt af sporet, når det drejer sig om at leve op til deres løfter og forpligtelser. Jeg ser mangel på ambitioner. Mangel på tillid. Mangel på støtte. Mangel på samarbejde. [...] Klimadagsordenen undermineres. Netop som vi skulle accelerere aktiviteterne, holder man sig tilbage. [...] Med den nuværende linje er verden på vej til en temperaturstigning på 2,8 grader celsius ved udgangen af århundredet. Det er ensbetydende med katastrofe.”

Hvorfor er det tilsyneladende så svært at få lederne af verdens lande til at gøre noget rigtigt alvorligt ved den lurende klimakatastrofe? Mange har gennem årene henvist til, at man tidligere har evnet at løse grænseoverskridende miljøproblemer. For nogle tiår siden var der store problemer i Europa med skovdød og forsurede søer på grund af nedbør med store mængder svovldioxid.

I 1979 fik man så Genevekonventionen om grænseoverskridende luftforurening. Den havde protokoller med konkrete mål for udslippet af svovldioxid fra skorstene og biler. Efter nogle års indfasning er EU-landenes udslip i dag reduceret med 80 procent i forhold til 1990. Skovdød på grund af sur regn er ikke længere noget stort problem. 

Alt håb er ikke ude, når det gælder løsning af klimaproblemerne. For eksempel er stigningstakten i udslippene aftagende.

EFTER DEN SURE REGN kom der problemer med et for tyndt ozonlag. Sidstnævnte er vigtigt for at beskytte jordens liv mod solens ultraviolette stråling. Synderen bag fortyndingen af ozonlaget er såkaldte CFC-gasser, som anvendes i blandt andet spraydåser, køleanlæg og plastskum. I 1985 og 1987 fik vi henholdsvis Wien-konventionen og Montréal-protokollen, som siden kraftigt har mindsket anvendelsen af CFC-gasser. Man har fundet på erstatninger, som virker lige så godt. Ozonlaget får det derfor langsomt bedre.

Både med hensyn til den sure regn og ozonlaget er der tale om internationale, grænseoverskridende problemer, som skal løses via samarbejde mellem verdens stater. Det har krævet hårde forhandlinger, fordi en række landes industrier har skullet indrette deres produktion på en ny måde. Det koster. Men det er i begge tilfælde endt med et godt resultat. I bekæmpelsen af den sure regn gik EU-landene forrest, men USA var ledende for at få en løsning på det stadigt tyndere ozonlag.

Hvorfor tyder det på, at det er så meget sværere at få løst problemerne med den globale opvarmning på grund af udledninger af for megen kuldioxid og metan?

Der er i hvert fald et par grunde til, at klimaproblemet er en ekstra hård nød at knække, som gør, at FN's generalsekretær igen og igen må tale dunder til verdens ledere.

For det første er bekæmpelsen af sur regn og ozonlagets fortynding relativt afgrænsede problemer. De har kunnet løses ved at bortrense svovlforbindelser fra skorstensrøg og montering af katalysatorer på bilerne. Og for så vidt angår ozonlaget, har man kunnet opfinde ufarlige erstatningsprodukter til CFC-gasserne. I begge tilfælde har politikerne kunnet iværksætte initiativer, som med kirurgisk præcision har fjernet problemernes rødder.

DET FORHOLDER SIG ANDERLEDES med udslippene af klimagasser. De kommer alle steder fra og beror på så forskellige områder som energiproduktion, transport og landbrug. Der skal derfor et langt mere facetteret sæt af instrumenter til i klimapolitikken, når udslippene af klimagasser skal begrænses og kontrolleres.

For det andet har der ikke i gennemførelsen af klimapolitikken været en decideret global leder. EU-landet Frankrig har spillet en helt central rolle i underskrivelsen af Parisaftalen mellem 196 lande i 2015, som skulle sikre en maksimal stigning i Jordens temperaturer på 2,0 grader celsius. EU som sådan har imidlertid svært ved blive enig med sig selv om at stå frem som en stærk leder i den klimapolitiske kamp.

USA ville derimod være en oplagt kandidat til at agere klimapolitisk leder, ligesom da problemet med ozonlaget blev løst.

USA har imidlertid svinget meget i holdningen til klimapolitikken. Donald Trump trak ligefrem USA ud af Parisaftalen. Med Joe Biden som præsident har tingene ændret sig, men USA er stadig ikke en decideret leder, som anviser vejen og går foran med store krav til sig selv.

ALT HÅB ER IKKE UDE, når det gælder løsning af klimaproblemerne. For eksempel er stigningstakten i udslippene aftagende.

Problemet er dog, at det går for langsomt, som FN's generelsekretær understreger. Det gør det, fordi vi ikke kun skal ændre en bestemt produktionsform. Vi skal også ændre vores måde at organisere samfundet på. 

Emner