Hvorfor er politikerne gået reguleringsamok?

Kommentar af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 28. maj 2023.

En konstant strøm af nye forbud, påbud og reguleringer giver politikerne mulighed for at virke handlekraftige, uden at det behøver at koste meget - i hvert fald synligt. Så det får vi mere af.

Berlingske har de seneste uger vist og kommenteret, hvordan lovgivningsmaskinen i Danmark i disse år synes at køre på højtryk. Aldrig har regeringer og folketing været så hektisk optagede af at få så megen lovgivning og så mange nye regler igennem på så kort tid. Aldrig har den samlede danske regelmængde været større.Men hvorfor er det egentlig tilfældet?

En banal forklaring ville være, at det simpelthen er, hvad vælgerne vil have. Vælgerne har jo valgt folketingsmedlemmerne, og regeringen udgår af Folketinget, så det må vel være vælgernes ønske? Hvis ikke vælgerne ønsker flere regler, kan de jo bare stemme på nogle andre.

En næsten lige så banal forklaring ville være, at flere regler simpelthen er nødvendige: At et stadigt mere komplekst samfund fordrer stadigt flere og mere detaljerede regler.

Begge er som forklaringer isoleret set ikke meget værd.

For det første sætter vælgerne ikke deres kryds i vished om, hvad politikerne vil gøre i detaljer efter valget, og når de fleste stemmer, gør de det i virkeligheden efter en mere eller mindre kompleks afvejning af mange forskellige hensyn: Værdier, ideologi, partiprogrammer, konkrete forslag i en valgkamp, baggrund, opvækst og arbejde, politisk viden og interesse samt kvaliteten af de opstillede politikere. Den samlede mængde af lovgivning er næppe vigtig - positivt som negativt - for særligt mange vælgere.

For det andet er der ingen absolut nødvendighed i, at et mere komplekst samfund partout også skulle medføre mere omfattende regulering. Som den amerikanske juraprofessor og retsfilosof Richard Epstein har argumenteret i sin bog»Simple rules for a complex world«, kan det meget vel forholde sig stik modsat: at jo mere kompliceret samfundet bliver, desto mere er det både muligt og nødvendigt med relativt simple regler.

Et godt eksempel er den danske skattelovgivning, der er herostratisk omfattende og kompliceret - som illustreret af at blot den seneste lovgivning om ejendomsvurderinger er på ikke mindre end 1.000 sider. Det er ingen naturlov, at det skal være sådan: Skattesystemet kunne let bestå af en flad indkomstskat uden komplicerede fradrag, skattetrin og opgørelsesregler. Det er alene et politisk og ideologisk valg, at man ikke ønsker det sidste, men foretrækker det første.

Så hvorfor er danske politikere tilsyneladende gået reguleringsamok? Det er formodentlig konsekvensen af ikke én, men flere årsager.

En fundamental grund kunne være, at hvor megen politik i det 20. århundrede grundlæggende handlede om, hvor meget staten kunne slippe afsted med at indkræve i skatter og omfordele mellem grupper, indså de fleste i årene før årtusindskiftet, at vi er ved at have nået et slags mætningspunkt. Man kan ikke uden stærkt negative konsekvenser for samfundets velstand og de offentlige finanser fortsætte med at hæve skatter og afgifter i det uendelige - og stadigt flere samfund er dermed endt med et skattetryk nogenlunde stabilt på mellem 35 og 50 procent. De samfundsmæssige omkostninger ved regulering kan også være store, men er til gengæld mindre synlige og kræver ikke i sig selv nye skatter og afgifter. Så hvor man for nogle årtier siden ville have gået til sundhedspolitikken alene med flere udgifter til forebyggelse og behandling, vælger man i dag i vidt omfang at påbyde og forbyde for derved at påvirke borgernes adfærd.

Hvilket alt sammen hænger sammen med en anden fundamental mekanisme: Politikere vil først gerne vælges og dernæst gerne genvælges. Men tilbageholdenhed giver ingen opmærksomhed og derfor sjældent stemmer, så uhyre få politikere holder af at være passive og mane til eftertanke og mådehold. Ved at foreslå forbud, påbud og anden regulering kan de derimod udvise initiativ - og som sagt ofte»gratis«, fordi de samfundsmæssige omkostninger ofte er mere usynlige.

En tredje faktor er, at regulering ofte får sit eget liv. Nye forbud og påbud kan give de konsekvenser, politikere tilsigter - men ofte har de også utilsigtede og negative konsekvenser, der først viser sig nede ad vejen. En midlertidig foranstaltning bliver gjort permanent og medfører efterspørgsel på nye indgreb, som så genererer nye problemer, o.s.v. Det klassiske eksempel er de midlertidige reguleringer af boligmarkedet indført under Anden Verdenskrig, som med tiden har forvandlet dette til en uoverskuelig jungle af regler med en masse indbyggede problemer i form af for eksempel underudbud af nye lejeboliger og manglende mobilitet.

Ikke alle regler - nye eller gamle - er dårlige. Men tilsammen giver de bagvedliggende årsager, sammen med andre forhold, et politisk marked for stadigt flere forbud, påbud og reguleringer, så der efterhånden ikke er nogen del af samfundslivet, politikerne ikke bevæger sig ind i. Uanset, hvor meget det griber ind i borgernes frihed og ansvar for deres egne liv, og hvor det som konsekvens bliver stadigt sværere for borgerne at vide, hvornår de er lovlydige, og hvornår de er forbrydere.

Emner