Hvorfor rammer konservativ europæisk bølge ikke Danmark?

Kommentar af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Kristeligt Dagblad den 26. juli 2023. 

EUROPA OPLEVER en sand konservativ bølge. Det ene konservative parti efter det andet har vokseværk i denne tid. Der er tilsyneladende noget i tidsånden, måske krig og andre usikkerheder, som peger i retning af støtte til de konservative politiske partier. Senest fik det spanske konservative Partido Popular en tredjedel af stemmerne ved parlamentsvalget den 24. juli. Om det er nok til at overtage regeringsmagten, står stadig hen i det uvisse. Men uanset hvad er en vælgerfremgang på 12 procentpoint stadig værd at skrive om.

Også det græske konservative parti, Nea Demokratia, fik fremgang ved valget til parlamentet i juni. Med over 40 procent af stemmerne fortsatte det sikkert i regeringssadlen med Kyriakos Mitsotakis som statsminister.

I Norden ser vi nogle af de samme tendenser. Det finske konservative parti, Samlingspartiet, blev ved valget i april det største parti. Partiets leder, Petteri Orpo, blev efterfølgende landets statsminister efter socialdemokraten Sanna Marin. I Sverige skete det samme skifte tilbage i september sidste år, da det konservative parti, Moderaterna, med partileder Ulf Kristersson i spidsen overtog statsministerposten.

Lige nu ligger Norges konservative parti, Høyre, ret konstant på omkring 30 procent af stemmerne i meningsmålingerne, hvilket er ti procentpoint over, hvad partiet fik ved stortingsvalget i 2021. Også i Tyskland står det konservative parti, CDU, og dets bayerske søsterparti, CSU, til 26-28 procent af stemmerne. Det er langt bedre end de under 20 procent, som partierne fik ved forbundsvalget i 2021. 

Hvorfor fravælger danske vælgere Det Konservative Folkeparti, når de flokkes om partiets søsterpartier i andre europæiske lande?

DANMARK STIKKER UD i den konservative bølge. Ifølge de fleste meningsmålinger ligger De Konservative på fem-syv procent af stemmerne. I modsætning til de fleste andre konservative partier i Europa er det danske parti et lille parti med langt til regeringsmagt - for slet ikke at tale om statsministermagt.

Hvad er forklaringen på den danske konservative misere? Hvorfor fravælger danske vælgere Det Konservative Folkeparti, når de flokkes om partiets søsterpartier i andre europæiske lande?

Som altid i politik er der flere svar på de stillede spørgsmål. Et partis ringe resultater har altid noget med partilederen at skaffe. I en lang periode frem til folketingsvalget i efteråret 2022 var Søren Pape Poulsen storpopulær. Det smittede også af på tilslutningen til partiet i meningsmålingerne. Men da han pludselig blev involveret i en række sager, der involverede ham som person, begyndte partiet at gå tilbage. Fremgangen i meningsmålingerne forud for valget endte med en regulær tilbagegang, da valgdagen oprandt. Det valgnederlag har partiet ikke rigtig rejst sig fra.

En anden forklaring på den ringe tilslutning til De Konservative har sikkert også noget med partiets arbejdsstil at gøre. Under Poul Schlüters lederskab af partiet fra 1970'erne og frem - da partiet voksede sig stort - lød de anvendte slogans på valgplakaterne: ”Borgerlige stemmer, der arbejder”, ”Slut med sur protest” og ”En sikker borgerlig stemme”.

VALGPLAKATERNE AFSPEJLEDE en virkelighed på Christiansborg, hvor De Konservative bed sig fast i bordkanten under de politiske forhandlinger som oppositionsparti. Man forlod dem ikke. Og da man overtog regeringsmagten, var De Konservative forrest, når det gjaldt om at tage ansvar for meget upopulære beslutninger, fordi man så sig som partiet, der skulle ”holde sammen på Danmark”, som et andet valgplakatslogan lød. Der er i sandhed forskel mellem De Konservatives arbejdsstil på Christiansborg dengang og nu.

En tredje forklaring på De Konservatives status som lille parti er sandsynligvis dets manglende forbindelse til konservative åndsstrømning - eller ideologi - som ruller hen over Europa og Danmark. Her i landet har der ikke i årtier været en mere kreativ og dybbundet konservativ tænkning, end der er nu. Der er opstået konservative tidskræfter, tænketanke, Facebook-sider og så videre, hvor talrige borgere giver deres besyv med om, hvad moderne konservative er og bør være. Der udgives velkvalificerede bøger om borgerlighed og konservatisme. Christian Egander Skovs rigtig gode bog om ”Borgerlig krise. Det ideologiske opbrud i blå blok” er blot ét blandt mange eksempler herpå.

Alligevel virker alt dette ikke til at have nogen effekt på De Konservatives måde at føre politik på. Det virker ikke til, at man inddrager det konservative tankeguld i nævneværdig udstrækning. Godt nok sagde Poul Schlüter i 1984, at ”ideologi er noget bras”. Men der var jo tale om falsk beskedenhed. Som statsminister og før havde Poul Schlüter i den grad de ideologiske antenner indstillet på de nye borgerlige ideologiske strømninger, som vandt frem i Storbritannien, USA, Tyskland og her til lands i perioden. Det skabte dybde og idémæssig konsistens i Poul Schlüters konservative projekt, som De Konservative savner i dag.

Emner