Indførelsen af en national krisedag vil ruste danskerne til en usikker fremtid

Debatindlæg af lektor Kristoffer Albris (Institut for Antropologi) i Altinget den 8. maj 2023.

Risiko er hukommelse, vi skubber foran os. Denne sætning er velkendt for folk der, som jeg selv, forsker i katastrofer og kriser. Det er dybest set en omskrivning af det gamle ordsprog "klog bliver man af skade".

Og der er jo også almen visdom i det: Hvis man én gang er faldet af cyklen, har man større sandsynlighed for at iføre sig en hjelm, før man igen sætter sig i sadlen.

Fra et samfundsmæssigt perspektiv rejser denne læresætning dog nogle dybere spørgsmål. For hvis vi kun er opmærksomme på de risici, som er en del af vores kollektive hukommelse, så svinder vores fælles forståelse af de risici, vi står overfor, helt naturligt med tiden.

Tænk blot i forhold til naturkatastrofer. Udover den jævnlige trussel fra storme, stormfloder og skybrud, så er katastrofer udløst af naturens vrede ikke mange, eller voldsomme, i vores lille hjørne af verden.

Alligevel vil en stormflod, som den der dræbte et par hundrede mennesker i november 1872, højst sandsynligt ramme os igen. Derfor bør vi forberede os på det scenarie. Men hvor stor en procentdel af befolkningen – som ikke arbejder for kystdirektoratet eller i beredskabssektoren – kender til den begivenhed?

Danskernes manglende kriseforståelse
Den kollektive bevidsthed i befolkningen, om hvilke kriser og katastrofer Danmark står overfor, er altså historisk betinget af, om vi nu og da bliver konfronteret med dem. Og om vi som samfund husker, hvordan de påvirker os.

Det eneste alternativ til dette er, at vi aktivt arbejder for at kultivere en sådan fælles bevidsthed. Ikke blot blandt professionelle beredskabsfolk, men i befolkningen som helhed.

Siden afslutningen af Den Kolde Krig og frem til foråret 2020, har Danmark og resten af Europa oplevet en relativt rolig periode. Der har naturligvis været flere forfærdelige hændelser og kriser, herunder finanskrisen i 2008, storme, stormfloder, skybrud og terrorangreb i såvel Danmark som omkring i Europa. 

Målet må være at skabe en kultur, hvor forståelsen af kriser er en del af den normale dannelse

Men på en samfundsskala var oplevelsen af disse kriser ikke i nærheden af, hvad først covid-19 pandemien, og siden Ukrainekrigen, har konfronteret os med.

Vi står altså derfor på et tidspunkt i historien, hvor der med rette spørges, hvorvidt vi ikke bør kigge nærmere på danskernes kriseforståelse. Dette indebærer også de kriser, som vi ikke er blevet ramt af endnu. Vigtigt i denne ligning er det, i min optik, at der hermed menes den danske befolkning som helhed.

Naturligvis skal den primære opmærksomhed være rettet mod at give de professionelle beredskabsmyndigheder, samt politiet og forsvaret, de nødvendige ressourcer for at opretholde et moderne beredskabsniveau.

Men herudover bør vi arbejde med det, jeg kalder "krisedannelse". Det vil sige, at befolkningen er vidende om, ikke blot hvad vi skal gøre, når kriserne rammer, men også hvad der forårsager dem, samt hvordan de påvirker forskellige dele af samfundet.

Pointen er samtidig ikke at skabe en frygtkultur. Målet må være at skabe en kultur, hvor forståelsen af kriser er en del af den normale dannelse, vi forventer, at borgere i landet har.

National krisedag
Hvis vi kigger mod internationale erfaringer og praksisser, er der en lang række tiltag, der kan give inspiration. I lande der oplever mange årlige katastrofer, er det for eksempel ikke unormalt at have en såkaldt "national disaster management day", altså en national katastrofe- eller krisedag.

Dette indebærer typisk en del opmærksomhedsarbejde fra myndighederne i skoler og på arbejdspladser omkring de risici, som landet står over for. 

Vi må begynde at tænke på kriseforberedelse som et dannelses- og oplysningsprojekt

Et oplagt sted at starte i den danske kontekst, kunne være at udbrede viden om kriser og katastrofer i uddannelsessystemet, med temadage på folkeskoler, gymnasier, og højere uddannelsesinstitutioner, omkring en sådan national krisedag (eller temauge, hvis det giver mere mening).

Det kunne også relevant at have en sådan temadag på landets arbejdspladser, både offentlige og private.

Lyder det en smule underligt? Måske. Nogle ville måske mene, at en sådan dag ikke passer til den danske kontekst. Vi er i sidste ende ikke Bangladesh eller USA, der er udsat for adskillige årlige naturkatastrofer.

Hukommelse vi skubber foran os
Ikke desto mindre vil for eksempel stormfloder blive mere intense i fremtiden. Ligeså vil skybrud. Cyberangreb, der kan lamme IT infrastruktur, er en risiko, som myndighederne på området mener vil udgøre en stigende trussel i de kommende år.

Samtidig viser truslen fra de russiske skibe i danske farvande, at undersøiske kabler og vores energiproduktion er truet af sabotage fra fjendtlige operationer. Endelig har covid-19 vist os, at pandemier ikke er et artefakt af fortiden, men en håndgribelig og alvorlig nutidig udfordring.

Om vi som samfund er interesseret i at indføre en national krisedag, er ikke det afgørende. Det afgørende er, om vi er villige til at bruge mere tid og energi på at opbygge et mere resilient samfund.

Og den opbygning starter blandet andet med, at vi begynder at tænke på forberedelse på kriser som et dannelses- og oplysningsprojekt. For hvis vi ikke gør det, vil samfundet ikke være forberedt på de kriser, vi står overfor, men kun dem vi for nylig har oplevet. Risiko er, som nævnt, hukommelse vi skubber foran os.

Emner