Ingen ville tabe ansigt over en ballon

Kronik af professor Bertel Heurlin (Institut for Statskundskab) i Jyllands-Posten den 9. februar 2023.

Forleden duvede en gigantisk kinesisk vejrballon hen over hele USA fra vest til øst båret af vinden uden nogen synderlige muligheder for at navigere. Hvilket andet formål kunne den have end at udspionere og hente værdifulde informationer om amerikansk nationalt sikkerhedsberedskab? Ikke mindst om nogle af USA vigtigste afskrækkelsesvåben, de interkontinentale landbaserede atommissiler, som Kina nu langsomt er ved at forsøge at matche ved at øge sin hidtidige meget begrænsede atomslagstyrke.

Kina synes åbenlyst at demonstrere globale ekspansive evner.

Ballonen sejlede langsomt afsted. Efter at have indhentet tilstrækkeligt med informationer blev det for meget for USA. En effektiv og endegyldig nedskydning viste USA's vilje og evne til at sætte Kina på plads.

I USA svirrede spørgsmålet: Er Kina ved at overtage kloden? Viser en gigantisk spionballon virkelig, at Kina sigter mod global tilstedeværelse? Ønsker Kina at markere en overordnet rumbaseret suverænitet? Det vender vi tilbage til.

Det mere fundamentale spørgsmål i denne forbindelse er, om der i den generelle magtbalance mellem de to rivaliserende lande er tegn på, at Kina er nået et ”tipping point”, som undergraver USA's enesupermagtsposition.

At spionballonen er Kinas bløde og avancerede teknologiske knytnæve. At Kina er ved at overtage den amerikanske eksisterende verdensledelse og USA's generelle politiske, økonomiske, militære og teknologiske overlegenhed.

Mange globale tendenser peger i den retning. Kina er allerede nu verdens største økonomi, hvis beregningen hviler på købekraft. Kina er verdens største handelsnation og produktionsnation. Kina er et globalt teknologisk center. Kina præsterede i 2022 en årlig vækst på 3 pct. På trods af covid-19 og den generelle globale uro med svigtende forsyningskæder, stigende inflation, international spænding som følge af en heftig krig i Europa, som involverer to stater, Rusland og Ukraine, som begge har stærk kinesiske tilknytning. Tilmed har Kina lige overstået sin 20. partikongres, som demonstrerer partiets styrkelse gennem en bomstærk ledelse under Xi Jinping, og som viser imponerende socioøkonomiske landvindinger. Aldrig har Kina stået så stærkt og stabilt, nationalt så vel som globalt.

Det er det billede, der dukker op, når man umiddelbart betragter Kina udefra: landet, som fundamentalt udfordrer USA og Vesten. Men hvordan ser Kina sig selv?

Selv om Xi triumferer på partikongressen, forbereder han sit folk til at modstå »oprørte vande og farlige storme«. Kina møder modstand internationalt, og der er dybe modsætninger i det kinesiske samfund. Kina har stadigvæk mulighedernes vindue, hvis man holder sig tæt til den videnskabelige socialisme med kinesiske karakteristika.

Men fortsat ser Kina sig selv som et udviklingsland - ganske vist verdens største - på vej til endemålet 2049, hvor 100-året for folkerepublikkens oprettelse skal fejres.

I 2049 skal Kina være velstående, stærkt, harmonisk, kulturelt avanceret, demokratisk og smukt. Samtidig skal Kina have et militær af verdensklasse. Kina opstiller mål, som man endnu ikke har nået, men som skal være på plads om 26 år. Der er stadigvæk god tid!

Kina har mere at tabe end USA, hvis rivaliseringen accelererer.

I den kinesiske forståelse er der ikke nogen officielle forventninger om, at man skal stå lige med USA, endsige overgå. Tværtimod. Lytter man til kinesiske beslutningstagere, er der ingen tvivl. Her findes fortsat en ydmyghed over for supermagten USA's overlegne internationale position. Den giver sig udtryk i en forståelse af, at USA fortsat skriver de internationale regler og normer.

Men der er til gengæld klart en voldsom modstand over for USA's hegemoni, som demonstreres i magtfuldkommenhed, i aggressiv magtudfoldelse, i tvangspolitik og i en fjendtlig unilateralisme. Det bekymrer også kineserne, at USA's strategiske mål er at udkonkurrere Kina. Den centrale opfattelse i Beijing er, at man fortsat ser USA som supermagten.

Men hvad er baggrunden for denne opfattelse? Et almindelig kendt synspunkt blandt politiske iagttagere i verden er, at USA på flere punkter er ”declining”. Det giver sig udtryk i mindre indflydelse, magt og lederskab. USA er blevet mere lige med verdens nye magtfulde nationer. Multipolariteten er ved at skabe en ny verdensorden.

Sådan ser USA det ikke. USA-strategi er fortsat baseret på verdenslederskab og global overlegenhed. Men minsandten om ikke også kinesiske forskere nu taler om, at USA faktisk ikke er ”declined”. Det hævder den kendte professor og direktør for Institute for International Strategic Studies fra det berømte Peking-universitet Wang Jisi i en ny artikel.

Tesen er, at sammenlignet med Kina er USA svækket. Men ikke hvis man sammenligner med andre lande. Dertil kommer, at i forhold til tidligere hegemoniske imperier har USA nogle vigtige fordele, som forhindrer ”decline”. F.eks. peger han på, at USA efter den finansielle krise i 2011 havde 21,1 pct. af verdens gnp. I 2020 var tallet imidlertid 24,9 pct., altså en stigning i andelen af verdens gdp.

USA's økonomiske og teknologiske udvikling er ikke blevet begrænset. Han hævder også, at USA er et mikrokosmos af verden. Immigration giver fortsat øget styrke til USA. Wang Jisi henviser til, at mange amerikanere ikke tror, at USA-Kina-konkurrencen ville føre til en ny kold krig. Biden-administrationen øger USA's indre styrke og venter på, at Kina ”makes a mistake”. Han opfordrer til at have en objektiv og klar opfattelse af et styrket USA.

Det interessante er, at markeringer hos kinesiske beslutningstagere og holdningen i kinesisk presse viser, at Wang Jisis tolkninger ikke er fjern fra den kinesisk ledelses.

Så hvor står på denne baggrund USA og Kina over for hinanden i den aktuelle rivalisering? USA og Kina har optrappet rivaliseringen, ikke mindst efter det provokerende Pelosi-besøg i Taiwan i august 2022. Der er - trods kinesisk vrede - etableret et nyt ”new normal” på et højere spændingsniveau, hvor parterne har kunnet tale sammen. Xi og Biden mødtes i flere timer i Bali efterfulgt af et møde mellem de to landes forsvarsministre. Og hvis ikke den store ballon med vestenvinden var drevet hen over USA, ville udenrigsminister Blinken og hans kinesiske modpart have forhandlet i Beijing.

Var ballonen et signal, en markering eller en ren fejltagelse? Hvorfor talte USA først sagen ned for siden at løfte den til et nationalt sikkerhedsproblem? Og hvorfor talte Kina ligeledes ballonsagen ned - for at hæve den til skingre krav om modreaktion og erstatningskrav og anklager om brud på folkeretten efter nedskydningen?

Der er en forklaring: Ingen af parterne ville tabe ansigt over for deres respektive nationalt indstillede befolkninger. Det store spørgsmål er: Betyder den tilsyneladende og for nogen opsigtsvækkende amerikansk-kinesiske enighed om, at USA fortsat står stærkt og ikke er i ”decline”, at forsøget på at regulere, men ikke nødvendigvis at reducere, rivaliseringen har en mulighed for at lykkes? Jeg mener ja. Kina har mere at tabe end USA, hvis rivaliseringen accelererer.

Emner