Ja, vi har kartelpartier, men medlemsdemokratiet i de danske partier er ikke afskaffet

Kronik af lektor Karina Kosiara-Pedersen (Institut for Statskundskab) i Altinget den 21. november 2023.

Har vi kartelpartier i Danmark?

Den diskussion blev for nylig bragt op i Altingets podcast #dkpol, og det er et emne, som forskningen har beskæftiget sig en del med.

I Altingets podcast blev der refereret til en videnskabelig artikel, som en amerikansk og en irsk politolog skrev i 1995. Det er en velstruktureret og tilgængelig artikel, men hvis nogen alligevel skulle finde den videnskabelige artikel for tung, vil jeg gerne give et alternativ.

Diskussionen er vigtig, fordi den kan være med til at sætte fokus på, om den danske model for politisk organisering er i krise – eller om den bare er ved at udvikle sig og tilpasse sig til en ny tid.

Når man taler om kartelpartier, betyder det, at de etablerede partier indretter valgsystemet, partifinansiering og medieadgang til fordel for dem selv og til ugunst for nye partier, og at de samarbejder om at mindske omkostningerne ved ikke at sidde i regering.

I kartelpartiernes tid, er partierne i højere grad en service til civilsamfundet, der i høj grad tilvejebringes af staten, som et tilbud til borgerne.

Som følge heraf er partiernes indkomst primært statsstøtte, og deres valgkampagner kræver penge, men ikke nødvendigvis megen arbejdskraft. Partimedlemmer bidrager i kartelpartimodellen primært med legitimitet, deres parti-interne rettigheder og pligter er mindre vigtige, og de udøves individuelt, ikke gennem det aktive mellemlag i partierne.

Grænsen mellem medlemmer og andre støtter sløres. Politik er en profession.

Artiklen fra 1995 indeholder de to forskere, Richard S. Katz og Peter Mairs opsummering af, hvordan politiske partier har organiseret sig gennem tiden, samt deres bud på den nyeste type.

Den var resultatet af et større projekt om partiorganisationernes udvikling i en række vesteuropæiske, etablerede demokratier i perioden 1960-1990.

Det var ikke alle de nationale partiforskere, der havde indsamlet data om partiernes i deres egne lande, der var enige i kartelpartimodellen, og de to projektledere endte derfor som eneforfattere på artiklen.

Richard S. Katz er professor på Johns Hopkins University i Baltimore (Maryland, USA), mens ireren Peter Mair var mangeårig professor dels på Leiden Universitet, Holland, dels på European University Institute i Firenze indtil sin alt for tidlige død i 2011.

Partiernes udvikling
På kort form opsummerer Katz og Mair partiernes organisatoriske udvikling fra det 19. århundredes elitepartier, hvis eneste medlemmer var de notabiliteter, der havde tilstrækkeligt med midler til selv at stille op, herunder personlige kontakter; rigets noble mænd.

Udvidelsen af valgretten skabte massepartier, der gav medlemmer rettigheder og pligter i bytte for kontingenter. Massepartierne organiserede samfundssegmenter med det formål at skabe sociale reformer, og at repræsentere de hidtil ikke-valgberettigede i disse nye civilsamfundsorganisationer.

Da båndene mellem sociale klasser og partier løsnede sig i årene efter Anden Verdenskrig, den sociale mobilitet steg, og de politiske mål handlede mere om justering end reformer, ændrede partierne sig til catch-all partier, der ikke begrænsede sig til at repræsentere et enkelt samfundssegment men favnede bredere, og som fik midler fra andre kanaler end medlemmer. Her var partimedlemsskab en mindre vigtig del af identiteten.

Partierne har samtidig som organisationer bevæget sig fra civilsamfundet til staten.

I første omgang var partierne en del af både civilsamfund og staten på samme tid, da den elite, der udgjorde partierne, var de samme, der indtog pladserne i parlamentet.

I partiernes gyldne dage som medlemsorganisationer, var de solidt forankret i civilsamfundet og samtidig repræsenteret i parlamentet, hvormed de skabte et unikt forbindelsesled mellem folket og de folkevalgte.

Men i catch-all og kartelpartiernes tid, er partierne i højere grad en service til civilsamfundet – en service, der i høj grad tilvejebringes af staten, som et tilbud til borgerne.

Er de danske partier kartelpartier?
Danmark er nævnt som et af de oplagte lande, hvor kartelpartier opstår, primært på grund af vores stærke tradition for forlig og parlamentarisk samarbejde. Derfor er det oplagt at undersøge, om de danske partier var kartelpartier i midten af 1990'erne, da artiklen udkom, og om de er det i dag.

I kartelpartimodellen er medlemmer værdsat, fordi de bidrager til at legitimere myten om, at partier da har medlemmer.

Det gælder for alle partier, at den offentlige partistøtte udgør en stor del af deres indtægter.

Deres rettigheder er individualiserede for at undgå det aktive mellemlag, og en del rettigheder deles med andre støtter, for eksempel følgere på sociale medier. Det er de folkevalgte, ikke medlemmerne, der bestemmer.

Det er tendenser, vi kan genkende fra danske partier. Men hvis vi spørger de folkevalgte, bruger de tid på at debattere med medlemmer til arrangementer i deres lokale partiforeninger. Og vi ser også i mediernes dækning, at det nogle gange er medlemmerne, der har det afgørende ord.

Ved det Konservative Folkepartis landsråd 23.-24. september 2023 var det de delegerede, der stemte om Pernille Weiss skulle have lov at stå på listen. Da Kristian Jensen udfordrede Lars Løkke Rasmussen i august 2019, var det medlemmerne på et landsmøde, der skulle have afgjort, hvem der ville være Venstres næste statsministerkandidat. Medlemsdemokratiet i de danske partier er altså ikke udslukt.

Partistøtte
Den offentlige partistøtte, som de politiske partiers organisationer har fået på basis af antal stemmer, blev indført i 1987.

Det er et essentielt karakteristika ved kartelpartimodellen, at de politiske partier finansieres af offentlig partistøtte.

Men i Danmark er systemet ikke indrettet til fordel for de etablerede partier. Der skal ved folketingsvalg kun 1.000 stemmer til, før et parti får partistøtte. En partistøtte, der i starten af 1990'erne var på fem kroner, men som siden da er steget stødt.

Partistøttesatserne i 2023 er 35,75 kroner (folketingsvalg), fem kroner (regionsrådsvalg) og otte kroner (kommunalbestyrelsesvalg).

Til sammenligning svarer to procent af de cirka 3,5 millioner stemmer, der blev afgivet til folketingsvalget i 2022, til 70.000 stemmer. Det er kun i slutningen af 1980'erne, før opstillingsreglerne blev strammet, at der var partier, der ved folketingsvalg fik under 1.000 stemmer. Partistøtten er altså ikke indrettet, så det er til fordel for de etablerede partier.

Men det gælder for alle partier, at den offentlige partistøtte udgør en stor del af deres indtægter, og en del partier finansieres primært af den offentlige partistøtte. Det gælder specielt i ikke-valgår, hvor de partier, der har forbindelser til virksomheder, interesseorganisationer og fagbevægelsen kun i mindre grad får tilskud.

Med færre medlemmer og (flere) penge er det ikke underligt, at valgkampagner bliver mere kapital-intensive end arbejdskraft-intensive. I Danmark såvel som i kartelpartimodellen.

Professionalisering af partiapparatet
De fleste partier har stadig aktive medlemmer og andre støtter, der hænger plakater op og deler pjecer, balloner og bolsjer ud.

Men der er en stor del af partiernes kampagner, der kræver langt mere end en stige og et smil. Partiernes professionalisering af deres kampagner betyder blandt andet, at dem, der har råd, anvender ressourcer på at afdække, hvilke politiske temaer og budskaber, der kan tiltrække hvilke vælgere, på at udforme de annoncer og reklamer, der er de bedste budbringere, og på at bringe dem.

Selvom statsministerkandidaterne og de store partier dækkes mere intenst for eksempel i valgkampe, dækkes nye partier også på grund af nyhedskriterierne.

Kartelpartimodellen tilsiger, at de etablerede partier indretter systemet, så det er fordelagtigt for dem selv og ufordelagtigt for nye partier-

De etablerede partier har ikke privilegeret adgang til statsregulerede medier, som kartelpartimodellen ellers tilsiger.

DR's public service-forpligtelse betyder, at de skal behandle alle opstillingsberettigede partier (baseret på grundlovens §31) lige i en valgkamp, og det er derfor, vi ved de seneste folketingsvalg har haft partilederdebatter, der krævede storskærme.

Alle partier er dermed sikret en vis dækning, selvom der er forskel i selve nyhedsdækningen. Med de muligheder, sociale medier har givet, er partier og kandidater snarere tilbage i partipressens dage, der ellers hører massepartiernes gyldne tidsalder til, før omnibuspressens indtog.

Nu kan alle uden indblanding fra journalister, redaktører og andre mediefolk kommunikere deres politiske budskaber. 

Kartelpartimodellen skitserer også, at de politiske partiers hovedkvarterer er professionaliserede. Med det menes både, at det er ansatte snarere end amatører, der varetager alle opgaver, herunder for eksempel at byde nye medlemmer velkommen og vedligeholde medlemskartotek.

Men et endnu vigtigere aspekt er, at det er specialister, der er ansat. Ikke blot HK'ere til at passe telefon og styre kalender. Men journalister, kommunikationsfolk, organisationsudviklere, politiske eksperter, økonomer og så videre. Denne professionalisering ses tydeligt på de stillingsopslag, de danske partier offentliggør.

Det er ikke kun de ansatte, der er professionaliserede i kartelpartimodellen. Det samme er de folkevalgte. Politik er en profession. Der ses klart tendenser til, at der er unge, der vælges uden forudgående erhvervserfaring, og at folkevalgte sidder længe på Christiansborg.

Men tendensen er ikke helt entydig, når nye partier rekrutterer nye ansigter, som vi for eksempel så med Alternativet og Moderaterne, og når både ministre og andre prominente MF'ere forlader politik for at forfølge en civil karriere.

Hvor massepartierne skulle repræsentere, og catch-all partierne blev bedømt på deres evne til at finde gode politiske løsninger, er kartelpartierne fokuseret på effektiv administration af det politiske system. Det er output-siden snarere end input-siden, der er vigtig; en tendens, der også er blevet påpeget i den politologiske forskning.

Tradition for forlig
Kartelpartimodellen tilsiger, at de etablerede partier indretter systemet, så det er fordelagtigt for dem selv og ufordelagtigt for nye partier.

Men både opstillingsreglerne, valglovens spærregrænse, og den offentlige partistøtte er indrettet, så det ikke er til ugunst for nye partier. Og der har gennem tiden, og ikke mindst i de senere år, været opstillet – og indvalgt – en del nye partier. Det danske partisystem har ikke lukket sig om sig selv.

Det er også centralt i kartel-tankegangen, at de etablerede partier mindsker forskellen mellem at være i regering og i opposition. Den stærke danske tradition for forlig og brede flertal for meget lovgivning passer fint hertil.

Regeringsdannelserne har omvendt i perioden 2001-2022 i mindre grad været over midten end hidtil. Hvorvidt SVM indvarsler en ny epoke ved vi ikke, men Radikale Venstre (og tidligere også Kristendemokraterne og Centrumdemokraterne) har ikke haft positionen som det afgørende midterparti, der afgør regeringsdannelsen.

Det smalle VKO-flertal blev i 2001-2011 også brugt til vigtige beslutninger, for eksempel strukturreformen. På den anden side kan offentlighedsloven ses som et udtryk for sammenhold mellem de etablerede regeringsbærende partier.

Der har siden artiklens offentliggørelse for snart 30 år siden inden for statskundskaben været dels debat om den, dels forskellige forsøg på videreudviklinger.

Det er blandt andet blevet påpeget, at en del af de etablerede partiers tættere samarbejde kan skyldes andet end konspiratorisk karteldannelse, for eksempel også at jerntæppets fald de facto indskrænkede den ideologiske spændvidde, og at det politiske råderum på økonomiske problemstillinger er mindsket af blandt andet globalisering og europæisk integration i EU.

Reaktioner mod kartellet
Vi har set reaktioner på kartelpartimodellen både i Danmark og i andre lande med lang tradition for partier.

Katz og Mair pegede i midten af 1990'erne på, at nye partier slog sig op på at være anderledes end og bryde med de etablerede partier, selvom de ikke holdt sig tilbage, hvis de fik muligheden for selv at sidde med ved regeringsbordet, som hollandske D66 og de britiske liberaldemokrater.

De politiske partier er med til selv at bestemme den kontekst, de agerer inden for, fordi det er dem, der lovgiver, blandt andet om opstillingsregler og partistøtte.

Disse partier er af forskellig ideologisk observans, men Katz og Mair pegede også specifikt på fremvæksten af højrefløjspartier, for eksempel belgiske Vlaams Belang og franske Front National, der udover anti-immigration også slog sig op på at ville bryde de etablerede partiers hyggelige arrangement.

Som et kuriosum kan i øvrigt nævnes, at det danske Fremskridtsparti var en inspiration til debatten om reaktioner på kartelpartimodellen. Da Glistrup dannede Fremskridtspartiet i 1973, var det med en specifik retorik og politisk modstand mod de etablerede partier.

Hvor kommunisterne i Danmark og andre etablerede demokratier var imod systemet, var Glistrup og Fremskridtspartiet imod det etablerede partisystem. Det var et anti-parti-system-parti, ikke et anti-system-parti som kommunister ofte kategoriseres som. Det skabte en klar nuance til forståelsen af modstanden.

En retorik mod kartellet, mod det etablerede, mod eliten bliver en dem-og-os-retorik (systemet mod menigmand), også kendt som populisme. Senere har Katz i andre publikationer peget på, at næste generation efter kartelpartitypen også indbefatter nichepartier, der fremmer et bestemt politisk emne, for eksempel grønne partier, der ikke nødvendigvis anvender anti-kartel retorik, men som alle nye typer af partier selvfølgelig forholder sig til de partier, der allerede er i systemet.

Partier i forandring
I sin status over de danske partiers udvikling fra 1960-1995 konkluderede Lars Bille, der var det danske medlem af det forskningsprojekt, som Katz og Mair ledede om partiernes organisering, at partierne er i forandring.

Ikke i forfald eller krise, som 1990'ernes partiforskning og offentlige debat ellers havde for vane at konkludere. De politiske partier forandrer sig i takt med samfundsforandringerne. Men de er også selv med til at bestemme den kontekst, de agerer inden for, fordi det er dem, der lovgiver, blandt andet om opstillingsregler og partistøtte.

Emner