Kan universiteterne lære noget af Blockbuster?

Kronik af dekan Mikkel Vedby Rasmussen (Det Samfundsvidenskabelige Fakultet) i Politiken den 30. marts 2023. 

DER VAR ENGANG en antropolog, der fortalte mig, at grunden til, at mennesket ofte forfalder til dommedagsfortællinger, er, at vi har nemmere ved at forholde os til ideen om en fælles undergang, hvor alt ophører, end vores individuelle død. Min snak med antropologen dukkede op i min bevidsthed om eftermiddagen, da regeringen lancerede deres uddannelsesudspil Forberedt til Fremtiden i begyndelsen af marts.

Jeg var fanget mellem to møder og havde sat mig på en kaffebar for hurtigt at skrive en reaktion på regeringens udspil, der skulle lægges på Fakultetets intranet.

Jeg havde muligvis forberedt mig dårligt, for rygterne om indholdet, herunder millionbesparelser på de videregående uddannelser, 1-årige kandidatuddannelser og hårde konsekvenser for de humanistiske og samfundsvidenskabelige universitetsuddannelser, var løbet i forvejen og en letforståelige Robin Hood-fortælling havde præget mediernes overskrifter i dagene forud for lanceringen: Tag fra byen og giv til landet. Tag fra djøf'erne og giv til erhvervsuddannelserne. Tag fra de privilegieblinde og giv til fagbevægelsens børn.

Og reaktionerne på Twitter den torsdag eftermiddag var lige så forudsigelige, som avisernes overskrifter. Skåret hårdt op risikerede om ikke jorden, så i hvert fald store dele af uddannelsessektoren at gå under. Borgmestre fra København, Århus, Odense og Aalborg larmede. Det samme gjorde mange af akademikernes repræsentanter. Det var synd for de unge, for erhvervslivet, for kvaliteten og for den akademiske uddannelse og dannelse.

DET VAR MENS, jeg drak min kaffe og fulgte Twitter-strømmen og grundede over, hvorfor jeg ikke havde forberedt mig bedre til min og fakultetets fremtid, at samtalen med antropologen dukkede op i min bevidsthed. For reaktionerne på Twitter den torsdag eftermiddag var netop forudsigelige, fordi de for en stor dels vedkommende forfaldt til rygmarvsreaktionen om, at nu gik jorden under.

Og ja, jeg burde sikkert også være blevet bekymret, da jeg de følgende dage nærlæste regeringens udspil. For næsten 40 procent af alle universitetskandidater dimitterer fra et af landets samfundsvidenskabelige fakulteter.

Det er rundt regnet 9.000 mennesker, og det lyder måske af mange, men meget tyder på, at det er for få, for på en lang række af de uddannelser er beskæftigelsen så høj, at man kan tale om mangel på arbejdskraft. Samfundsvidenskab ligger også i top, når vi ser på produktiviteten, og over et arbejdsliv giver en kandidat fra en af uddannelserne et afkast på 5 millioner kroner til samfundet. Det er kun overgået af kandidaterne fra sundhedsvidenskaberne.

Når man så læser, at regeringen lægger op til, at netop de samfundsvidenskabelige uddannelser skal holde hårdt for, så forventes det vel nærmest, at man som dekan på et samfundsvidenskabeligt fakultet reagerer med dommedagsretorik.

Når man har været på universitet så længe som jeg, ved man også, at uddannelser hele tiden forandres – og skal forandres

Men selvom jeg repræsenterer netop de uddannelser, der tilsyneladende skal levere mest for at realisere regeringens ambitioner, så er sandheden sjældent hverken så konkret eller sort-hvid, som den kan læses i et twitter-feed. Der kan man heller ikke læse den erkendelse, at selvfølgelig er der mange ting, der kan gøres bedre på universiteterne - og også på de samfundsvidenskabelige uddannelser.

Men først, lad det stå helt klart: Jeg er stolt af de kandidater, vi uddanner. De er vidende og kompetente, og jeg vil til enhver tid med ro i sindet overlade fremtidens Danmark til dem. Og når de forlader universitet, har de fået en uddannelse, som de med stolthed kan tænke tilbage på, når de engang skal mindes den del af deres liv.

Men når man har været på universitetet så længe som mig, så ved man også, at uddannelser hele tiden forandres - og skal forandres. Og vi ændrer løbende en eksamensform hist og erstatter et fag med et andet pist. Og vi bliver inspireret af, hvad de gør på andre universiteter og låner med tak deres gode ideer. Men netop fordi vi kun justerer hjørner af vores uddannelser, kan jeg godt frygte, at vi overfokuserer på kun at gøre en lille del af det store puslespil - universiteterne og den samlede uddannelsessektor er - bedre. Eller spurgt meget direkte: Gør vi reelt kun de 10 procent bedre, mens vi glemmer de resterende 90 procent?

Uanset om man er for eller imod regeringens udspil, er det en kærkommen lejlighed til at træde to skridt tilbage og spørge sig selv: Hvorfor kan vores uddannelser ikke tænkes anderledes og som helhed gøres bedre? Burde vi netop ikke i uddannelsessektoren omfavne nytænkning, tænke med og ikke imod? Stoppe op og spørger os selv, hvorfor vi ikke umiddelbart mener, at den ramme, som regeringen har spillet ud med, kan gøre os bedre?

For selv om rammen umiddelbart kan se stram ud, skal den stadig farvelægges og udfyldes, og vores job er trods alt – også – at gøre vores uddannelser og hele sektoren bedre, at gøre de studerende endnu bedre forberedt til den fremtid, som vi burde være nogle af dem, der er tættest på at kende.

I dagene efter udspillet tillod jeg mig derfor at trække vejret, tænke over regeringens udspil og reaktionerne. For burde vi ikke være nysgerrig og nytænkende? For det er vel egentlig det nærmeste, vi som uddannelsesinstitutioner kommer et mantra, og det er vel netop vores opgave at opdage ny viden og sprede denne viden gennem uddannelse til resten af samfundet. Og vi kan og skal vel aldrig være bange for at blive klogere? Og det bør også gælde, når det kommer til os selv.

Så hvorfor kommer de sværeste spørgsmål ikke fra os, men fra verden omkring os? Tør vi spørge os selv, om vi uddanner til de kompetencer, der er brug for og bliver efterspurgt i dag og i morgen? Også uden for vores egne mure? Og kan vi gøre det, uden at det bliver til en taktisk kamp om budgetter og ressourcer mellem institutter, fakulteter og institutioner?

Så hvorfor spørger vi ikke os selv, om vi er blevet en fabrik, der primært har fokus på at optage og uddanne flere og flere længere og længere? Har vi glemt at være uddannelsesinstitutioner, hvor kvaliteten i undervisningen og de færdigheder, der skal læres, sættes i højsædet? Hvis en mulighed for at bremse den udvikling eksempelvis er forsøg med livslang læring, differentierede uddannelser og 1-årige kandidatuddannelser, som regeringen foreslår, hvor der til gengæld frigøres ressourcer til mere og bedre undervisning med individuel feedback på mindre hold, er det så ikke værd at se nærmere på?

Er vi blevet for optaget af vores egne debatter, vores egne siloer og vores egen verden til for alvor både at kunne tænke nyt og tænke med på nye ideer? 

Ideer, der måske ved første øjekast kan fremstå bekymrende og provokerende, men som gennem engagement og eftertanke kunne rumme kimen til fremtidens universitet og uddannelsessektor. Et universitet og en uddannelsessektor, som ikke nødvendigvis skal være defineret af de klassiske videnskaber, men som også kan rumme differentierede uddannelser og en stærkere tværgående tænkning – også på tværs af sektoren. Er det netop ikke oplagt at indgå i et større samspil med erhvervslivet, det offentlige og aftagerne af vores unge og tænke i bedre og andre muligheder gennem livslang læring? Måske er det netop noget af det, der vil gøre os stærkere og ruste os alle til fremtiden og dens udfordringer.

Og ja, uddannelsessektoren og universiteterne har været udsat for mange politiske tiltag og forsøg på at gøre os bedre. Og man kan godt sætte spørgsmålstegn ved, om man egentlig nogensinde rent politisk har haft den nødvendige tålmodighed til at få implementeret nye tiltag og afvente resultaterne og effekten af dem. Og man kan også godt sætte spørgsmålstegn ved, om der er blevet reformeret for meget og eksperimenteret for lidt. Og ja, jeg kan også godt frygte, at regeringen opgiver at inddrage universiteterne og blot gennemfører sit udspil med en kirurgisk præcis instruktion til os om, hvad og hvordan vi skal gøre det.

Det ville ikke være første gang, at det endte sådan. Men når vi nu rent faktisk ligger inde med den viden og erfaring, der er nødvendig, hvis eksempelvis nye, kortere uddannelser skal have en mulighed for at finde deres form, hvorfor så ikke bringe den i spil? 

Læring er ikke længere nødvendigvis noget, som man sætter sig i et auditorium for at modtage

Ligesom man aldrig bliver færdig med at lære noget, bliver en uddannelse heller aldrig færdig. De ændrer sig i takt med tiden, den teknologiske udvikling og arbejdsmarkedets krav. Bør vi ikke netop aktivere vores viden fra konstant at justere uddannelser og deltage i, hvordan vi får indrettet de bedste uddannelser? Vi ved jo om nogen, at man sjældent får en ny studieordning lavet helt rigtigt første gang. Og vi ved, at forsøg med nye uddannelsesformer kræver tid, ligesom vi ved, at det vil kræve, at nogle af de midler, som regeringen lover, netop skal bruges til flere undervisningstimer og mere vejledning. 

Men vi ved også, at penge er ikke alt. De forandringer, regeringen lægger op til, vil nemlig også kræve, at politikerne lover at sidde på hænderne i nogle år og lade os begå de fejl, der skal til, for at vi sammen kan nå frem til nye og gode formater.

Der er behov for at eksperimentere, fordi selve ideen om, hvad læring er, og hvordan den skal forberede kandidaterne på resten af deres liv, ændrer sig fundamentalt i disse år. Vi har allerede en ophedet diskussion om, hvorvidt kandidatuddannelsen skal være et eller to år, men læring er ikke længere noget, som bare foregår på universitet, når man er i begyndelsen af tyverne.

Éns læring er livslang, og man får den der, hvor man har brug for det. Læring sker både på skolebænken, men også på éns arbejdsplads og ude i virkeligheden. Læring er ikke længere nødvendigvis noget, som man sætter sig i et auditorium for at modtage. I stigende grad ser store virksomheder på, hvordan de kan uddanne deres folk selv, og i udlandet ser vi allerede, at krav om en given grad eller specifik uddannelse forsvinder fra jobannoncerne, ligesom mængden af online-degrees i udlandet er eksploderet.

Ud fra de perspektiver er længden på kandidatuddannelsen måske slet ikke det vigtigste spørgsmål, som man bør stille til universitetssektoren, ligesom jeg godt kan frygte, at vi giver de studerende en falsk tryghed, når vi fortæller dem, at hvis de gennemfører deres uddannelse til tiden og med en høj karakter, har de det store kørekort til fremtidens arbejdsmarked. Måske er et af de helt store spørgsmål, om det er på tide at give slip på idealet om, at vi uddanner med dannelse som højeste formål, og i stedet se på, om universitet også kan være et sted, hvor vi man lærer de grundlæggende redskaber og værktøjer, men først lære sin fulde metier uden for universitets trygge mure. Præcis som mange hævder, det gælder, når det kommer til bilkørsel – at der er forskel på at tage kørekort og at lære at køre bil.

Den tilgang til uddannelse vil kræve, at vi er endnu mere bevidste om vores faglighed og endnu mere optaget af forskningen. Forskningsbaseret undervisning er ikke undervisning i at blive forsker, men undervisning i forskningens metoder og viden. Kortere, mere aftagerfokuserede uddannelser kræver, at vi er meget bedre til at kuratere vores viden, så de studerende ikke bliver oplært til at blive som deres lærere, men i de kompetencer, som de vil få brug for i deres arbejdsliv. 

Når de får brug for nye kompetencer, skal vi stå klar til at undervise dem i det. Denne tilgang til uddannelse kræver, at vi evner at se vores egen verden udefra: se på, hvad samfundet har brug for fra os, og ikke på, hvad vi gerne vil fortælle vores omverden. Det vil kræve, at vi gentænker, hvordan vi underviser og bliver bedre at skabe karrierer for universitets gode undervisere. Når undervisning er andet og mere end at formidle vores egen forskningspraksis, må vi i fremtiden være lige så professionelle omkring undervisningsmetoder, som vi i dag er om forskningsmetoder. På universitet skal vi være mere åbne for, hvad vi kan lære, og måske er det på tide, at vi bruger nogle færre timer på kontorerne og i laboratorierne og nogle flere timer sammen med de studerende.

Derfor bør vi indgå i reelle partnerskaber med virksomheder og organisationer, så vi opnår bedre viden om, hvilke kompetencer de studerende skal bruge i deres arbejdsliv, og vi samtidig binder arbejdsgiverne op på, at de løbende sender deres medarbejdere tilbage til os, så vi kan lære dem mere, efterhånden som de får brug for nye kompetencer.

Jeg mener, at disse spørgsmål og udfordringer kun gør opgaven med at deltage større og tænke med regeringens udspil – uagtet hvad man synes ved første gennemlæsning – for fremtiden bygger vi i samarbejde. Og vi redder hverken Jorden eller fremtidssikrer vores uddannelser med korslagte arme og rygmarvsreaktioner, for en af de store lærer inden for samfundsvidenskab og i verden generelt er netop, at reagerer vi med rygmarven, og formår vi kun at forsvare det bestående, går Jorden faktisk under i morgen. Og så risikerer vi at ende som Blockbuster, som viste sig at være mere forberedt på fortiden end fremtiden.

Emner