Krav om erstatninger for slaveri er historieløs identitetspolitik

Kommentar af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 16. april 2023.

Måske man i stedet skulle koncentrere sig om nutidens uretfærdigheder.

Fra flere sider lyder det i flere lande, at der bør udbetales»erstatninger«til efterkommere af ofre for slaveri.

Senest har den nye britiske konge, Charles III, annonceret, at han vil have undersøgt, i hvilket omfang kongefamilien historisk har draget fordel af slaveri. Tættere på os selv har grupper i Caribien flere gange krævet ikke bare danske undskyldninger, men også erstatninger for slaveriet i Dansk-Vestindien frem til 1848.

Mest opsigtsvækkende har et byrådsudvalg i San Francisco i Californien (hvor slaveri ikke var lovligt) i marts anbefalet en ekstremt vidtgående politik, hvor alle sorte indbyggere i San Francisco vil få udbetalt fem millioner dollar som en engangserstatning. Dertil en garanteret mindsteløn på 97.000 dollar om året i 250 år, eliminering af al gæld og en gratis ejerbolig.

Forslaget vurderes at løbe op i i alt 175 milliarder dollar og at ville koste hver ikkesort familie mindst 600.000 dollar i skat.

Ved første øjekast kan erstatning for fortidens synder virke sympatisk: Når mennesker er blevet udsat for store uretfærdigheder og berøvet liv eller ejendom, er det udtryk for en naturlig retfærdighed at forsøge at kompensere, hvor det er muligt og meningsfuldt.

Et godt eksempel er de europæiske jøder, der under nazisterne blev frarøvet blandt andet formuer og kunstsamlinger, og hvor man nu har brugt årtier på at opspore personer og tab og gennemføre en form for erstatninger. Men her er der tale om specifikke mennesker og meget konkrete tab, hvor de relevante relativt let kan identificeres, og hvor det derfor generelt kan ske indenfor en normal juridisk proces.

Det samme kan slet ikke siges i spørgsmålet om slaveerstatninger i for eksempel San Francisco-sagen, som er woke-ideologi blandet godt op med følelser og særinteresser. Her skal alle betale (via skatter), uanset om de lige er flyttet til landet, eller selv er efterkommere af slaveejere, eller noget helt tredje. Til gengæld er ofrene i praksis alene defineret ved deres hudfarve. Med andre ord har man helt adskilt det at være offer og det at være forbryder.

Særligt det sidste åbner for groteske perspektiver, hvis man aktivt fravælger at skulle kunne påvise skade. For enten skal man basere sig alene på hudfarve - hvilket vil betyde, at alle med blot den mindste smule sort hudfarve, uanset hvor de kommer fra, eller hvornår de er ankommet, vil have et krav. Eller også skal man kaste sig ud i vurderinger af, hvornår nogle er tilstrækkeligt»sorte«til at være sorte. Her kommer man meget let ud i den slags absurditeter om racemæssige»aneprøver«, som nazister praktiserede i 1930erne.

Debatten om»slaveerstatninger«er i høj grad en udløber af amerikansk identitetspolitik og spilder over til andre lande grundet USAs dominerende plads i vestlig samfundsdebat, også selvom det er svært at isolere som fænomen. En oplagt pointe er jo, at det faktisk var afrikanske slavehandlere, der indfangede og solgte andre afrikanere som slaver - så hvis tanken skulle tænkes til ende, var det nok så meget i Afrika, hvor slaveri historisk var langt mere udbredt end i for eksempel Vesten, man skulle lede efter skyldige.

Men et andet oplagt spørgsmål er naturligvis: Hvor stopper logikken?

I Nordamerika alene er mange andre grupper historisk blevet udsat for undertrykkelse - fra inuitter og indianere til de ganske hvide europæere, der kom til landet som tvangsarbejdere, hvilket i 1600-tallet gjaldt for mellem halvdelen og to tredjedele af indvandrerne. Der er formodentlig ikke en eneste i dag med nordamerikanske aner længere end 160 år tilbage i tiden, som ikke er efterkommer af undertrykte grupper.

Europa har såmænd også oplevet slaveri. Mens den afrikanske slavehandel til Nordamerika fra 1500-tallet til 1800-tallet menes at have omfattet cirka 388.000 slaver, der blev fragtet direkte til Nordamerika, (ud af de i alt 12,5 millioner slaver, der blev fragtet mod vest til»Den nye verden«), var antallet af europæere, som nordafrikanske slavehandlere i samme periode bortførte under plyndringstogter, større: Det anslås, at mellem 1 million og 1,25 millioner europæere blev bortført af nordafrikanske pirater og bragt til osmanniske slavemarkeder. Man angreb såmænd også det danske rige, hvorfra der blev hentet slaver til Algeriet - blandt andet et angreb i 1627 på Vestmannaøerne med 400 indbyggere, hvoraf 30 blev dræbt og 250 taget som slaver. En trafik, der først blev standset med Den Første Berberkrig (1801-1805). Skal Tyrkiet og de nordafrikanske stater så betale erstatninger til europæere?

At dykke ned i århundreder gamle konflikter af den slags, der har været alle steder til alle tider, for at gennemtvinge, at nogle, der ikke er gerningsmænd, skal afkræves en bod til nogle, der ikke er ofre, er svært at forlige med nogen form for retfærdighedssans. Måske man i stedet burde koncentrere sig om at rette op på uretfærdigheder i nutid og umiddelbar fortid?

Emner