Krigen i Ukraine er ved at gå ind i sin afgørende fase. Her er tre bud på, hvordan den ender

Kronik af dekan Mikkel Vedby Rasmussen (Det Samfundsvidenskabelige Fakultet) i Berlingske den 20. februar 2023. 

Krigen i Ukraine er ved at gå ind i sin afgørende fase.

Et resultat af forårets kampe kan blive, at krigen fortsætter i årevis. På nuværende tidspunkt virker det dog mere sandsynligt, at krigen finder en eller anden form for afgørelse i 2023. Spørgsmålet er så bare: hvilken afgørelse? Der er groft sagt tre svar på det spørgsmål: en sejr til Ukraine, en sejr til Rusland eller uafgjort.

1. Ukraine vinder 

Donbas og Krim vil blive det 21. århundredes Alsace og Lorraine. Efter at have tabt de to provinser til Tyskland i 1870 var Frankrigs primære udenrigspolitiske mål at vinde dem tilbage og Tysklands at forsvare dem.

I Vesten er Ukraines sejr allerede indregnet i fremtiden på samme måde, som børsmæglere indregner forventningerne til en rentestigning i deres handler.

I sin »State of the Union«-tale 7. februar omtalte USAs præsident Bidens »Putins invasion af Ukraine« som en test af USAs magt og USAs vilje til at lede den frie verden. Ved at støtte præsident Zelenskjys kamp mener præsident Biden, at USA har fået et 12-tal i stormagts-terminsprøven.

I sin tale refererer Biden således til, hvordan alverdens politikere og analytikere for få år siden så Kina som fremtidens magt. Men som Biden bjæffede fra talerstolen: Nævn mig én statsleder, som vil bytte plads med Xi Jinping nu?

Den kinesiske leder har fået et noget andet karakterblad på grund af sin helt uacceptable præstation, når det kom til at håndtere coronaepidemien, og en jævn præstation i at spille med musklerne overfor Taiwan på en måde, der har mobiliseret regionen mod Kina. Men det er gruppearbejdet med Vladimir Putin, som for alvor har svækket Kina.

Xi gav Putin sin velsignelse af invasionen i februar 2022. For invasionen af Ukraine var også et udtryk for, at de autoritære regimer mente, at Vesten var så svækket, at de kunne bruge militær magt til at forme verden i deres billede.

Putins invasion af Ukraine var planlagt som en russisk version af de amerikanske interventioner - tænk: Irak-krigen i 2003. Med overvældende militær magt ville Kreml hurtigt få kontrol med landet og indsætte en russiskvenlig regering. At Ukraine forhindrede Putins plan, er et knusende nederlag for ideen om, at det 21. århundrede tilhører regimer som dem i Moskva og Beijing.

Ligesom Ukraines sejr på slagmarken afhænger af vestlig politisk, økonomisk og militær støtte, vil landets evne til at forvalte en sejr afhænge af vestlig støtte. Rusland er allerede nu omhyggelig med at beskrive krigen som en krig mod NATO.

Et russisk nederlag til NATO kan tjene til at forstrække den fortælling om et Rusland omgivet af fjender, som Kreml vil have endnu mere brug for efter et nederlag. En ukrainsk sejr vil derfor stille Kreml endnu mere fjendtlig overfor Vesten. Kreml vil formentlig forsøge at score point mod Vesten andre steder for kompensere for nederlaget i Ukraine.

Uanset realiteterne på slagmarken, så vil Kreml ikke opgive kravet på de ukrainske provinser, som Rusland har annekteret. Donbas og Krim vil blive det 21. århundredes Alsace og Lorraine. Efter at have tabt de to provinser til Tyskland i 1870 var Frankrigs primære udenrigspolitiske mål at vinde dem tilbage og Tysklands at forsvare dem. Den strid lagde kimen til Første Verdenskrig.

2. Rusland vinder

I lyset af den russiske hærs miserable indsats hidtil i krigen vil det være et chok for Vesten, hvis den ukrainske forårsoffensiv bryder sammen, og den russiske hær formår at indlede et modangreb, der sikrer Rusland kontrol med det sydøstlige Ukraine. En sejr over den ukrainske hær i felten kan sikre hæren og regimets ære, og de østlige provinser vil være krigsbytte nok til, at Putin kan føle sig nogenlunde sikker i sadlen.

For Vesten vil en russisk sejr være en streg i regningen. Amerikansk artilleri og tyske kampvogne vil pludselig ikke fremstå så overlegne. Hvis vores teknologi alligevel ikke var overlegent, så var vores strategi det måske heller? Den polske regering vil sammen med en række andre østeuropæiske NATO-lande påpege, at de hele tiden havde sagt, at Ukraine skulle have modtaget tunge våben tidligere, og at NATO skulle have engageret sig direkte i krigen for eksempel ved at indføre en flyveforbudszone. Præsident Biden vil stå tilbage, som han gjorde efter den amerikanske tilbagetrækning fra Afghanistan: Som en leder, der var god til at identificere problemet, men dårlig til at løse det.

For NATO vil en russisk sejr betyde et endnu større pres på at opruste. I Danmark vil regeringen godt kunne glemme kun at holde forsvarsbudgettet på to procent af BNP. Mens NATO således øger våbenproduktionen, opstiller nye enheder og sender styrker til Finland og de baltiske lande, vil Ukraine have et massivt behov for hjælp.

Selvom regeringen i Kyiv med rette kan prale med, at Putins ønske om at underlægge sig hele landet ikke lykkedes, så vil et tab af de østlige provinser være traumatisk. Fra danmarkshistorien ved vi, at tabet af et grænseområde til en stor nabo sætter sig dybe spor. Krigen i 1864 formede det moderne Danmark, og fremtidens Ukraine bliver formet i denne krig.

Et Ukraine, som har tabt på slagmarken, vil kompensere ved at blive mere europæisk. Paradoksalt nok så er Ukraines chance for at blive medlem af EU og NATO størst, hvis landet har tabt de provinser, som Rusland gør krav på, og Kyiv har accepteret dette tab.

For uden en grænsestrid med Rusland importerer EU og NATO ikke et sikkerhedsproblem ved at gøre Ukraine medlem. Rusland vil uden tvivl protestere højlydt, men krigen har bragt alle partnerne et sted hen, hvor Rusland ikke kan være en del af debatten om, hvem EU og NATO skal optage. Ved at vinde krigen vil Putin have mindre indflydelse i europæisk politik.

3. Uafgjort

Kreml vil kunne genvinde noget af sin position i europæisk politik, hvis hverken Ukraine eller Rusland vinder. At fronterne fryser fast, uden at nogen af partnerne kan fremtvinge en afgørelse på slagmarken, fremstilles ofte som det mest sandsynlige scenario, men det er måske snarere det mest belejlige.

For vestlige diplomater vil det være meget nemmere at håndtere en situation, hvor alle og ingen kan påberåbe sig en sejr, og hvor de frosne fronter giver den mulighed for lidt konstruktiv uklarhed, der ofte er den bedste baggrund for diplomati.

En grund til, at regeringen i Berlin var så modvillig ved at give grønt lys for at sende kampvogne til Ukraine, var netop, at kampvogne var en direkte støtte til en ukrainsk forårsoffensiv. Kampvogne mindskede sandsynligheden for, at fronterne frøs fast.

Fra det tyske perspektiv ville en uklar afgørelse på krigen være at foretrække, fordi det ville gøre, at krigen i Ukraine ikke alene skal afgøres på Ukraines betingelser, men at det blev et europæisk spørgsmål, hvor gasleverancer vejer lige så tungt, som hvor grænsen mellem Rusland og Ukraine skal gå.

En frossen konflikt vil give Rusland og Tyskland mulighed for at genetablere handelsforbindelser, som de så ud mellem 2014 og 2022, hvor russiske og ukrainske styrker kæmpede i det østlige Ukraine, uden at det betød så meget for de vesteuropæiske regeringer. Til forskel fra den gang vil regeringen i Kyiv være velbevæbnet, og støtten fra USA, Storbritannien og Polen vil formentlig fortsætte. I denne situation vil Ukraine ikke kunne blive medlem af NATO, men et EU-medlemskab kan være den pris, som Tyskland vil betale for at sikre sig, at Ukraine ikke genåbner krigen.

Om det kan lade sig gøre at holde fronterne frosset, er en anden sag. Risikoen for, at krigen bryder ud igen, vil være en ny konstant i europæisk sikkerhedspolitik.

Uanset om krigen slutter på en af de tre måder, som er beskrevet her, eller om krigen ikke slutter i år, så vil konsekvenserne af Ukraine-krigen forme europæisk sikkerhedspolitik i mange år.

Emner