Krisen mellem S og fagbevægelsen viser, at der trods alt stadig er en relation

Kommentar af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Kristeligt Dagblad den 9. maj 2023.

ENGANG OMTALTE MAN den socialdemokratiske bevægelse som en størrelse på tre ben. Der var naturligvis for det første partiet med afdelinger i mange af byernes kvarterer og på de store arbejdspladser. Her mødtes man til møder og i studiekredse for at organisere arbejdet og diskutere politik. For det andet var der fagforeningerne, som man gjorde meget for at sikre blev ledet af socialdemokrater og ikke af folk fra venstrefløjen.

Endelig var der for det tredje de mange kooperative virksomheder, som var ejet af medarbejdere og medlemmer og ofte etableret af fagforeningerne. De dækkede alt fra bagerier, daglige indkøb (Brugsen), forsyning med kul og koks, banker, boligforeninger og bryggerier (Stjernen) til en lang række håndværksvirksomheder. Man kunne nærmest leve i en socialdemokratisk sfære døgnet rundt.

De kooperative virksomheder har været under pres i mange år. I dag er de fleste af dem bukket under for konkurrencen fra de privatejede virksomheder, der efterhånden kunne sælge billigere og var hurtigere til at omstille sig med de ændrede konjunkturer. Kooperationen som et ben i den socialdemokratiske bevægelse er i dag kun en skygge af sig selv.

Fagforeningerne har været presset på medlemstallet, men alt i alt er det danske arbejdsmarked langt mere velorganiseret end i de fleste andre lande. Tager man alene udgangspunkt i de traditionelle fagforeninger, er organisationsprocenten knap 60 procent. Det betyder, at den danske model stadig virker efter hensigten, således at aftaler mellem arbejdsmarkedets parter stadig sætter takten for løn- og arbejdsvilkår generelt på hele det danske arbejdsmarked, som de har gjort i årtier.

Derimod har relationen mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen undergået betydelige ændringer. I hvert fald på det formelle plan. Der har således ikke siden 1995 været en formel forbindelse mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Det betyder, at Socialdemokratiet og Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) ikke herefter har været repræsenteret i hinandens hovedbestyrelser. FH har heller ikke kunnet understøtte Socialdemokratiet økonomisk. Det kan fagforbund under FH derimod stadig.

Det er sigende, at Danmarks tre seneste socialdemokratiske statsministre - Poul Nyrup Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt og Mette Frederiksen - alle har arbejdet i FH (som dengang hed LO), før de blev statsministre.

SELVOM DE formelle bånd mellem Socialdemokratiet og FH er blevet til et papirløst forhold mellem de to tidligere medlemmer af den socialdemokratiske bevægelse, er der dog stadig mange uformelle bånd. Det er sigende, at Danmarks tre seneste socialdemokratiske statsministre - Poul Nyrup Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt og Mette Frederiksen - alle har arbejdet i FH (som dengang hed LO), før de blev statsministre.

Samtidig var de formelle bånd mellem Socialdemokratiet og FH/LO langt fra nogen garanti mod store konflikter mellem de to parter. Da Anker Jørgensen var statsminister i 1975-1982, opstod der løbende konflikter, når regeringen måtte stramme den økonomiske politik og lave besparelser for at undgå at havne i den økonomiske afgrund. LO var som regel utilfreds hermed.

Da den konservative Poul Schlüter kom til som statsminister i 1982-1993, var LO omvendt utilfreds med Socialdemokratiets varetagelse af oppositionsrollen, hvor man efter LO's mening agerede alt for uansvarligt. Denne utilfredshed skubbede til, at Poul Nyrup Rasmussen afløste Svend Auken som formand for Socialdemokratiet i 1992.

Under Mette Frederiksen har forholdet mellem FH og Socialdemokratiet været relativt godt i lange perioder. FH var svært tilfreds med indførelsen af den såkaldte Arne-pension, og man var også glade for den del af SVM-regeringens grundlag, som drejede sig om en styrkelse af erhvervsuddannelserne (der jo som nyuddannede også potentielt organiseres under fagforbundene i FH).

OMVENDT HAR FH været voldsomt utilfreds med forslaget i regeringsprogrammet om afskaffelsen af seniorpensionen, som giver en højere ydelse end Arnepensionen mod, at modtageren har en lægeattest på at mangle arbejdsevne i betydelig grad. Også forslaget om afskaffelsen af store bededag affødte protester fra FH, som gik ud i en kampagne mod afskaffelsen med krav om folkeafstemning og påstand om, at forslaget underminerede den danske model for arbejdsmarkedet. Ikke mindst FH's tidligere formand, Lizette Risgaard, var aktiv i kampagnen mod afskaffelsen af store bededag og med en sprogbrug, som nok i toppen af Socialdemokratiet blev opfattet som temmelig skinger. Samtidig forhindrede FH på grund af afskaffelsen, at socialdemokratiske politikere talte ved fagbevægelsens 1. maj arrangementer, som det ellers er traditionen.

Forholdet mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen har været i krise i de seneste måneder. Det har det været før, selvom krisen denne gang har fået et ekstra tryk. Men de løbende kriser afspejler også, at der stadig er en relation. For var den der ikke, var ikke noget, som kunne være krise i.

Emner