Krisernes alvor kræver en større jordreform
Debatindlæg af postdoc Inge-Merete Hougaard, lektor Stine Krøijer, ph.d.-studerende Kathrine Dalsgaard (alle fra Institut for Antropologi) og lektor Lone Kristensen (Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning) i Altinget den 16. juni 2023.
Landbrugeren Peter ser ud over sine marker i en midtjysk ådal, hvor han gennem årtier har haft sin landbrugsbedrift. Han har været i tvivl om, hvad fremtiden skulle bringe, men nu har han besluttet, at den skal indgå i den aktuelle lokale multifunktionelle jordfordeling.
For Peter er det en måde at ”give noget tilbage” på – særligt til lokalsamfundet, for hvem ådalen er et yndet udflugtsmål.
Jordfordeling er ifølge Peter ”den bedste måde at sælge mit livsværk på,” og kan give ham ”mange gode år til at kigge på et flot naturområde.”
Han ser multifunktionel jordfordeling som ”sådan en win-win-situation hele vejen rundt.”
I bedste fald giver det både nye muligheder for landbruget og indfrier mål for klima, natur og biodiversitet, og det understøtter lokale fællesskaber og rekreative muligheder.
Behov for en større jordreform
Den globale klima- og biodiversitetskrise kalder på nye måder at forvalte landskabet og landbrugsjorden på.
Udtagning af lavbundsjorde ses som en velkendt og effektiv måde at nedbringe landbrugets CO2-udledninger på. Men udtagningen går for langsomt, som der også peges på i regeringsgrundlaget.
Citat: Ironisk nok er det blandt andet tidligere jordreformer, der gør udtagningen af lavbundsjorde vanskelig.
Inge-Merete Hougaard, Lone Kristensen m.fl.,, se alle afsendere i indlæggets faktaboks
Samtidig er der behov for samlet at adressere andre krav og interesser i landskabet, såsom landdistriktsudvikling, rekreation og produktion af vedvarende energi.
I et policy brief fra Københavns Universitet peger vi på behovet for at levere på den politiske ambition om en ny større jordreform i Danmark.
Vores anbefaling udspringer af forskningsprojektet Lokale Landvindinger, hvor vi i samarbejde med Naturstyrelsen Himmerland samt Viborg, Randers og Mariagerfjord Kommune undersøger pilotordningen for multifunktionel jordfordeling (MUFJO).
Samtænkning af arealer og interesser
Ironisk nok er det blandt andet tidligere jordreformer, der gør udtagningen af lavbundsjorde vanskelig.
Lavbundsarealer i ådale, enge og moser består ofte af tidligere udstykkede smålodder med forskellige ejere. Det kræver koordination og enighed blandt ejere, før grøfter og dræn kan sløjfes, og oprindelige vandforhold genskabes.
Der er behov for at processerne ’speedes up’, så de står mål med det tempo, klima- og biodiversitetskrisen kræver.
Vores forskning viser, at multifunktionel jordfordeling er et godt redskab til at imødekomme forskellige krav og ønsker til landskabet og sikre langsigtede og bredt forankrede løsninger.
For kommuner og styrelser giver det mulighed for at samtænke indsatser, der ikke kan opnås ved individuelle ordninger.
Men de multifunktionelle ambitioner bremses af kassetænkning og konkurrerende støtteordninger, designet til at levere på et enkelt parameter som reduktion af kvælstof eller CO2-udledninger.
Desuden finansierer den nuværende MUFJO-ordning ikke projektledelse, borgerinddragelse eller rekreative projektelementer, ej heller værditab eller køb af erstatningsjord.
Det skaber et komplekst finansieringspuslespil, der blokerer for sammenhængende planlægning.
Forandring, fremdrift og medbestemmelse
Størstedelen af de landbrugere og lodsejere, vi har interviewet, ser, ligesom Peter, positivt på både jordfordeling og udtagning af lavbundsjorde, dog af meget forskellige grunde.
Eksisterende lovgivning giver kun begrænset mulighed for, at lokale borgere i fællesskab kan købe jord til rekreative formål.
Nogle ønsker at samle deres jorde, andre ser økonomiske muligheder ved den grønne omstilling eller anledning til at bidrage positivt til lokalsamfundet.
Der er dog også skepsis over for projekterne. Nogle lodsejere udfordrer den videnskabelige evidens bag udtagning af lavbundsjorde som klimavirkemiddel, er usikre på fremtidige støtteordninger eller har dårlige oplevelser fra tidligere møder med myndighederne.
Endelig er selvstændighed en vigtig værdi hos mange landbrugere, der selv ønsker at kunne bestemme tempoet i forandringen.
Mange ejere og princippet om frivillighed betyder, at det tager tid for jordfordelingsplanlæggerne at forhandle aftaler igennem.
Jordfordelingsplanlæggerne overhales også af andre landbrugeres bedriftsudvidelser eller af private investorer med nye energiprojekter, som kan handle hurtigere og byder en højere pris.
Der er dermed behov for at processerne ’speedes up’, så de står mål med det tempo og den skala, som klima- og biodiversitetskrisen kræver.
Endelig har lokale borgere, som ikke ejer landbrugsjord, også idéer og ønsker til landskabets indretning, der kan bidrage til at skabe mere attraktive landområder. Hvorvidt borgernes ønsker bliver inddraget, afhænger af, hvordan planlægningsprocesserne er tilrettelagt, og af jordfordelingsforhandlingen hos den enkelte landbruger.
MUFJO-ordningen adresser dog ikke udfordringen med strukturudviklingen i landbruget, hvor markveje og småbiotoper forsvinder, når marker sammenlægges, og ejerskab til jorden koncentreres på færre hænder.
Ligeledes giver eksisterende lovgivning kun begrænset mulighed for at lokale borgere i fællesskab kan købe jord - for eksempel til rekreative formål.
Pejlemærker for en jordreform
Regeringsgrundlaget tegner konturerne af en samlet visionsplan for landbruget med mål for den fremtidige arealanvendelse.
Man vil kunne skabe attraktive landområder, så flere borgere – ligesom Peter – kan nyde den smukke natur i ådalene.
Vores vurdering er, at indfrielse af denne politiske ambition vil kræve en større jordreform, der kan indfri samlede mål for arealanvendelse og løse udfordringerne i udtagning af lavbundsjorde med tempo, skala, finansiering og ejerskab.
For det første bør der etableres en langt bredere finansieringsramme, der sprænger den snævre projekttilgang og går videre end individuel udtagning af lavbundsjorde.
Der bør være finansiering til jordreformsprocessen, herunder projektelementer som skovrejsning og etablering af vådområder, men også projektstyring og inddragelse af interessenter.
For det andet bør der etableres en demokratisk styret jordfond, der kan opkøbe de lavbundsjorde og randområder, som skal tages ud af drift. De kan senere sælges videre til enkeltpersoner, lokale fællesskaber eller forvaltes af statslige styrelser.
For det tredje skal der skabes bedre muligheder i lovgivningen for nye ejerskabsformer i det åbne land, der sikrer lokalt fælleseje af arealer til blandt andet naturpleje og rekreation.
Endelig er det vigtigt med tidlig inddragelse af berørte borgere og lodsejere. Det er ønskværdigt at udtagning af lavbundsjorde sker af frivillighedens vej, men der bør foretages en politisk afvejning af tempo og effekt for at overveje andre mere direkte veje.
Lykkes det at igangsætte og gennemføre en national jordreform, vil man ikke blot kunne nedbringe en stor del af landbrugssektorens CO2-udledninger og skabe bedre vilkår for natur, biodiversitet og friluftsliv.
Man vil også kunne skabe attraktive landområder, så flere borgere – ligesom Peter – kan nyde den smukke natur i ådalene.