23. juni 2023

KU's klimapolitik hæmmer forskningen

Debatindlæg af professor Mogens Fosgerau og tenure track adjunkt Frikk Nesje (Økonomisk Institut) i Uniavisen den 23. juni 2023.

Københavns Universitet har vedtaget at reducere sine CO2-emissioner per ansat med 50 procent i 2030 sammenlignet med 2018. Emissionerne fra medarbejdernes flyrejser skal også reduceres med 50 procent.

Det er en markant beslutning, som griber væsentligt ind i forskernes mulighed for at udføre deres arbejde. Det er derfor væsentligt at undersøge, om det nu også er en klog beslutning.

God forskning er international

International tilstedeværelse er helt afgørende for et universitet. Den bedste forskning er international. Man kan ikke sidde alene på kontoret og være genial.

Rigtig meget foregår via personlige kontakter og relationer. Ved at være en del af et internationalt forskningsmiljø. Det kan man ikke gøre hjemmefra – det er nødvendigt at rejse. Og så er der selvfølgelig felter som for eksempel udviklingsstudier, som slet ikke kan klares fra et skrivebord hjemme i Københavnstrup.

KU’s beslutning om at reducere de ansattes flyrejser hæmmer altså forskningen ret kraftigt. Hvad opnår vi så til gengæld?

EU gør allerede jobbet

Der er allerede meget klimapolitik i verden. Verdens lande melder klimamålsætninger ind til FN. Europa er via EU længst med at gennemføre ambitiøse klimapolitikker, og Danmark er i førerfeltet i EU.

Der er forskellige klimapolitiske værktøjer i brug. Skatter og afgifter selvfølgelig. EU’s kvotesystem er nok den mest effektive klimapolitik, verden endnu har set. Hertil kommer tekniske krav til for eksempel brændstof og transportmidlers energieffektivitet.

Der er allerede meget klimapolitik i verden.

Mogens Fosgerau og Frikk Nesje, Økonomisk Institut

CO2 fra flyvning i EU er omfattet af EU’s kvotesystem, som sætter et loft for de samlede emissioner fra blandt andet luftfart. Emissionerne under kvotesystemet reduceres hvert år. Der er allerede tekniske krav til brændstoffet. EU er i gang med at stramme reglerne, så tempoet i omstillingen kommer endnu højere op. I sidste ende betyder kvotesystemet, at den klimamæssige nettoeffekt af vores flyrejser er langt mindre end den direkte effekt, som KU opgør.

Flyvning ind og ud af EU er dækket af CORSIA-aftalen, som kræver, at man kompenserer for CO2-emissioner fra flyvning med reduktioner andre steder. Det er et mindre tilfredsstillende system, fordi kompensationerne nok er noget tvivlsomme. Til gengæld holder EU muligheden åben for at inkludere dette område i kvotesystemet, hvis ikke CORSIA udvikles tilfredsstillende.

Så der er allerede ganske meget klimapolitik på det store plan.

Hver vores private klimapolitik

EU’s og Danmarks klimapolitik virker ved at ændre de rammer, vi som borgere og virksomheder agerer under. Den beder os ikke om hver især at have vores egen klimapolitik. Og det giver fin mening.

Det gør det for det første, fordi det er meget svært som individ eller virksomhed – eller universitet – at føre klimapolitik på en måde, som faktisk gavner klimaet i sidste ende. Der er mange problemer i at agere individuelt. Et stort problem er, at det er ret umuligt at vide, hvad de klimamæssige konsekvenser egentlig er af at gøre det ene eller det andet. Ikke engang KU kan finde ud af det, når de kræver reduktion af flyrejser, der allerede er omfattet af EU’s kvotesystem.

For det andet, fordi det er vigtigt, at omstillingen til klimaneutralitet sker så smertefrit og med så små omkostninger som muligt. Dels er det jo bare dumt at påtage sig unødvendige omkostninger ved at gøre klimapolitikken unødigt dyr. Dels risikerer man, at klimapolitikken i sidste ende bliver mindre ambitiøs, hvis omkostningerne bliver for store. Også i det lys er KU’s beslutning om at reducere sit klimaaftryk fra flyrejser mindre end klog.

Husk, hvorfor vi er her

Endelig er der det helt principielle spørgsmål om, hvad KU’s opgave egentlig er. Først og fremmest får vi penge for at forske og undervise. Vi skal gøre det så godt, vi kan, inden for de rammer, vi har

Klimaspørgsmålet er et enormt globalt problem. Omstillingen kommer til at vare mange år og vil kræve store anstrengelser verden over. KU kan – forhåbentlig – levere forskning, som bidrager til at løse verdens problemer, herunder klimaproblemet. Det er vores rolle.

I stedet vælger KU at føre sin egen private klimapolitik, helt upåvirket af, hvad der allerede findes af politik. KU’s private klimapolitik har meget begrænset klimaeffekt i forhold til omkostningerne for forskningen. Det er ikke et eksempel til efterfølgelse.

Det sender derimod et kraftigt signal til omverdenen om, at KU vurderer sin egen forskning som så ligegyldig, at den må vige til gengæld for, at nogle kan opnå en følelsesmæssigt tilfredsstillende tro på, at de personligt gør noget for klimaet.

Emner