Lektor: Fortællingen om EU som udenrigs- og sikkerhedspolitisk aktør dominerer den nye europapolitiske aftale

Debatindlæg af lektor Henrik Larsen i Altinget den 19. december 2023. 

Den nye europapolitiske aftale er interessant læsning. Ikke så meget for det, der konkret foreslås i aftalen, for her er der meget lidt nyt.

Der er i aftalen særligt fokus på flertalsafgørelser vedrørende afgrænsede dele af udenrigspolitikken. Det giver den nuværende Lissabontraktat allerede mulighed for.

Disse synspunkter er i en dansk og europæisk sammenhæng ikke særlig epokegørende.

Danmark har meget længe ønsket, at EU’s udenrigspolitik skulle fungere bedre, men ønsker stadigvæk ikke ændringer af EU-traktaten i EU.

Det interessante ved aftalen er snarere den brede fortælling om EU’s betydning for Danmark, der kommer til udtryk i aftalen.

EU som udenrigs- og sikkerhedspolitisk aktør
Det billede, man får, er, at EU mestendels handler om udenrigs- og sikkerhedspolitik i bred forstand.

Den danske forståelse af EU kommer til at ligne den sikkerhedspolitiske forståelse af EU, man har mange andre steder i Europa i øjeblikket.

 Aftalen indledes med ordene: ”Verden har ændret sig markant siden den europapolitiske aftale fra 2008. EU står over for større geopolitiske udfordringer og mere alvorlige sikkerhedstrusler end nogensinde (…) Den nye geopolitiske virkelighed kalder på et helhjertet dansk engagement i EU”.

Den gamle aftale fra 2008 handlede ikke overraskende om gennemførelsen af Lissabontraktaten, der dengang var på trapperne.

Der blev givet meget plads til de spørgsmål om, hvad den betød for Danmark på en række konkrete, især indenrigspolitiske, områder. Den sluttede også med at fremhæve, at Danmark havde en særlig stilling i EU på grund af sine fire forbehold.

Forskellene er tæt knyttet til de forskellige bagtæpper for de to strategier – henholdsvis gennemførelsen af Lissabontraktaten og krigen i Ukraine og i Gaza i dag.

Udenrigs- og sikkerhedspolitik spillede en ret begrænset rolle i 2008-aftalen, mens fortællingen om dette næsten er hele rammen for 2023-aftalen. 

EU skal udvide mod øst
Den nye europapolitiske aftale består af 43 punkter.

En hurtig analyse af disse viser, at 30 ud af de 43 punkter omhandler udenrigs- og sikkerhedspolitik, herunder også sikkerhed internt i EU, forsyningssikkerhed, handelspolitik og international handlen på klimaområdet.

Hvis man tæller omtalen af migration med i dette, er der endnu flere områder, der omhandler sikkerhed og risici.

EU har et stort udenrigs- og sikkerhedspolitisk ansvar. Ifølge aftalen: ”Må vi (eksternt, red.) sikre, at EU er i stand til at håndtere disse udfordringer og forsvare og fremme europæiske interesser globalt og europæiske værdier”.

Det er ifølge aftalen sikkerhedspolitisk nødvendigt, at EU udvider mod øst - Ukraine, Moldova - og støtter Ukraine.

I den europapolitiske aftale fra 2008, der dog ikke er stillet op på helt samme måde, fyldte de tilsvarende emner langt mindre - rundt regnet fem til seks punkter.

Danmark henter inspiration fra EU-ordbog
Ordet geopolitik optræder hyppigt i den nye aftale, og der tales også om strategisk autonomi - termer, der er blevet brugt hyppigt af EU’s Højtstående Repræsentant Josep Borrell og Ursula von der Leyen-Kommissionen siden 2019.

Der er kommet en højere grad af overlap i målene for dansk udenrigspolitik og dansk europapolitik.

 Den danske forståelse af EU kommer på denne måde til at ligne den sikkerhedspolitiske forståelse af EU, man har mange andre steder i Europa i øjeblikket, herunder i Tyskland og Frankrig, hvor udvidelsen mod øst primært ses som et sikkerhedspolitisk projekt.

Som den bulgarske politolog Krastev har peget på, synes EU’s nye fortælling, blandt andet i forbindelse med udvidelsen, at handle om en eksistentiel sikkerhedspolitisk rolle, og ikke primært om europæisk identitet.

Det er også værd at bemærke, at fortællingen i den nye europapolitiske aftale er tæt sammenfaldende med fortællingen i den nye danske udenrigspolitiske strategi fra foråret 2023, bortset fra at Nato også indgår i sidstnævnte.

Så der er kommet en højere grad af overlap i målene for dansk udenrigspolitik og dansk europapolitik.

Når dette er væsentligt at fremhæve, er det selvfølgelig, fordi man i en dansk sammenhæng traditionelt også, eller måske især, har lagt vægt på de store økonomiske fordele ved EU for dansk erhvervsliv, lønmodtagere og forbrugere.

Fraværet af de danske forbehold er iøjnefaldende
Men med den anderledes fortælling om udenrigs- og sikkerhedspolitiske, åbnes der jo for en anden logik, når man skal beslutte, hvad Danmark skal være med til. 

EU-diskussionen løftes til et mere sikkerhedspolitisk eksistentielt niveau, snarere end at rette fokus mod Danmark udtagelser.

 Udenrigs- og sikkerhedspolitiske hensyn har det med at overtrumfe andre argumenter, når politikerne henviser til dem.

Et godt eksempel er Ukrainekrigens betydning for ophævelsen af det danske forsvarsforbehold og forøgelsen af forsvarsbudget.

I den sammenhæng er det iøjnefaldende, at aftalen ikke nævner de tilbageværende danske forbehold på Euro- og retsområdet - bortset fra, at ”man løbende følger konsekvenserne af retsforbeholdet for Danmarks deltagelse i EU-samarbejdet”.

Måske synes de tilbageværende forbehold ikke så relevante, efter at Danmark har ophævet forsvarsforbeholdet, når den primære fortælling handler om udenrigs- og sikkerhedspolitik.

EU-diskussionen løftes til et mere sikkerhedspolitisk eksistentielt niveau, snarere end at rette fokus mod Danmark udtagelser.

Overgang til flertalsafgørelser rejser nye spørgsmål
Reelt er der som nævnt ikke særlig meget konkret nyt i aftalen.

Partierne bag aftalen siger ja til, at man med de øvrige EU-lande kan blive enige om at bruge flertalsafgørelser på afgrænsede del af det udenrigspolitiske område.

Denne mulighed har længe eksisteret i traktaten, men er aldrig blevet brugt i praksis, og om det isoleret set ville komme til at gøre en stor forskel er ikke indlysende.

De medlemslande, der er bekymrede for at blive stemt ned, kan jo bare sige nej til at overgå til flertalsafgørelser på netop dette område.

Eksempelvis ville Ungarn nok ikke sige ja til, at sanktioner over for Rusland overgår til flertalsafgørelser.

Samtidig er det allerede svært, som det er at være udenrigspolitisk isoleret i EU; et land som Ungarn bliver udsat for stort politisk pres, som de talrige gange har givet efter for.

Det er derfor spørgsmålet, hvor stor en forskel en beslutning om at overgå til flertalsområder på et afgrænset område egentligt ville gøre.

En mere radikal overgang til flertalsafgørelser på hele det udenrigspolitiske område - hvilket Danmark i øvrigt er imod -, ville rejse nogle langt mere vidtgående spørgsmål om, hvorvidt det er i EU’s interesse at udstille sine udenrigspolitiske uenigheder på denne måde.

Politiske partier lægger vægt på forskellige dele af aftalen
Når Danmark alligevel fremhæver den relativt beskedne mulighed for at bruge flertalsafgørelser på afgrænsede dele af udenrigspolitikken - og i øvrigt deltager i en udenrigspolitisk arbejdsgruppe i EU med ni andre lande om dette spørgsmål - er det uden tvivl for at markere sig som en pålidelig og central spiller i udviklingen af det europæiske udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde.

Fortællingen om EU som udenrigs- og sikkerhedspolitisk aktør i bredeste forstand dominerer den nye europapolitiske aftale.

 Mere specifikt for at gøre det tydeligt, at samarbejdet skal styrkes på trods af lande som Ungarns lejlighedsvise blokering og kommende udvidelser.

Det er en markering af politisk vilje til at forstærke det udenrigs- og sikkerhedspolitiske arbejde i EU – men uden at pege midlerne til at nå dertil.

Udover som nævnt, at landene kan blive enige om bruge flertalsafgørelser på afgrænsede udenrigspolitiske områder.

Fortællingen om EU som udenrigs- og sikkerhedspolitisk aktør i bredeste forstand dominerer altså den nye europapolitiske aftale. Men betyder det så, at alle de otte partier bag aftalen - alle Folketingets partier minus Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige - deler denne fortælling om EU?

I deres ledsagende kommentarer lægger partierne vægt på forskellige ting i aftalen, selvom især regeringspartierne, Liberal Alliance og de Konservative trækker på den dominerende fortælling.

Socialistisk Folkeparti betoner blandt andet ”det solide grønne og røde aftryk på aftalen”, og Socialdemokratiet taler om ”ordentlige arbejdsforhold og respekt for nationale arbejdsmarkeds- og velfærdsmodeller”.

Så selv om fortællingen om EU som udenrigs- og sikkerhedspolitisk aktør i vidt omfang sætter rammen for den europapolitiske aftale, kommer der også andre fortællinger i spil i dansk europapolitik, hvis den fortsat skal funderes bredt.

Emner