Liberalismen døde ikke med Ruslands invasion af Ukraine - tværtimod

Debatindlæg af professor Marlene Wind (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 21. januar 2023.

Ifølge Harvard professoren Dani Rodrik signalerede invasionen et farvel til den »liberale verdensorden« og en tilbagevenden til en ny kold krig med stormagtsrivalisering og interessesfærer. Selvom Rodrik på ingen måde selv abonnerer på det realistiske tankegods - som for eksempel amerikanske John Mearsheimer og nu også den danske historiker Thorkild Kjærgaard - så er selve resignationen med til at legitimere dogmet om, at et folks ret til at vælge friheden altid er underordnet denne logik. Liberalisterne skulle have vidst og handlet på dette, stoppet ukrainernes frihedsdrømme og dermed undgået krigen, må man forstå.

De hårdkogte realister er dog ikke alene om at mene, at invasionen var dødsstødet til liberalismen - eller måske rettere neoliberalismen.

Det vil sige den periode i historien, hvor verden efter kommunismens sammenbrud og Murens fald blev erstattet af en ny ubekymrethed. Hvor markedet og deregulering kom i højsædet, og hvor alle stræbte efter at blive som os i Vesten. Tidsalderen, hvor alle på tværs af tidligere ideologiske skel fik adgang til de samme luksusgoder, ferier, biler, og hvor demokrati blev taget for givet.

Det var perioden, hvor vestlige vælgere droppede ud af partierne og blev i sofaen, når der var valg til politiske organer, og hvor man ikke længere så den store forskel på middelklassedanskeren og middelklasserusseren på stranden i Las Palmas. Måske bortset fra, at russerne råbte lidt højere. Alle stræbte jo alligevel efter det samme: En let og ubekymret gang på jord, hvor den årlige ferie, Webergrillen og en o.k. levestandard til næste generation, var på den fælles ønskeliste. Også selvom frihed trods alt ikke var den samme i Hjørring som i Novosibirsk.

I den neoliberale epoke var rigtig krig erstattet af handelskrig, og den globale arbejdsdeling var Gud. Putin hyggede sig med Merkel og erhvervslederne i Davos, og gassen flød uhindret.

Den russiske invasion af Ukraine lærte os imidlertid, at denne udvisken af forskelle var en stor, fed løgn. For middelklasserusseren kom nu pludselig ikke længere til Las Palmas, og neoliberalismens økonomiske ubekymrethed var blevet til inflation, lukkede grænser og ny geopolitik.

Men betød det så også et endegyldigt farvel til liberalismen - 89ernes epoke - som mange også herhjemme hævder? Eller var der snarere tale om et farvel til neo- eller hyperliberalismen, mens værdiliberalismen, som vi efterhånden har glemt alt om, er tilbage med fuld styrke? Det korte svar er ja.

Putins krig i Ukraine minder os først og fremmest om, hvorfor det liberale demokrati og liberale værdier netop er værd at kæmpe for. Krigen har vist os, at muligheden for at kunne sige nej til Putins formørkede autokrati og ja til demokratiet, ytringsfriheden, uafhængige domstole og til at kunne smide valgte politikere på porten ved næste valg er noget, man kan dø for. Det er netop disse værdier, Putin og ledere i andre diktatoriske regimer som Iran, Taleban og Belarus nægter deres egne befolkninger. Det er selve ønsket om frihed, der for alvor truer dem.

Når geopolitikken i dag er tilbage, og vi derfor fremover bliver nødsaget til at tænke politik og handel sammen i alt, hvad vi foretager os, så er det med andre ord primært den ubekymrede, grådige og apolitiske version af liberalisme vi - for nu - må vinke farvel til.

Værdiliberalismen derimod er tilbage. Det er den, fordi vi først nu igen forstår, hvor skrøbelig den verdensorden, som vi skabte i fællesskab i asken af de to store verdenskrige med millioner af døde, var. En verdensorden, som manifesterer sig i det regelværk og de institutioner, vi kender som FN, menneskerettighedskonventionen, det europæiske fællesskab og NATO, og som ukrainerne så uendeligt gerne vil være en helhjertet del af.

Putin troede fejlagtigt, som den estiske professor Andrey Makarychev formulerer det, at europæiske staters suverænitetsafgivelse til overnationale institutioner, signalerede svaghed.

En svaghed der aldrig ville kunne slå tilbage. Men det kunne den.

89erne har derfor meget at være stolte af, ligesom generationerne før dem som skabte den liberale orden, som de fleste også i dag stræber efter at blive en del af. Spørg almindelige mennesker i Teheran, Kabul eller Kyiv.

Så nej, liberalismen er ikke på vej i graven. Putins krig har tværtom givet den den livsforlængende behandling, den havde så hårdt brug for.

Emner