Løkke og Frederiksens gamle opskrifter på succes virker ikke længere

Kommentar af dekan Mikkel Vedby Rasmussen (Det Samfundsvidenskabelige Fakultet) i Politiken den 28. januar 2023. 

Helligdage har en særlig betydning i dansk politik. Vores politiske historie tæller således hele to påskekriser. Krisen i 1920, hvor Christian X afskedigede regeringen Zahle, og krisen i 1948, hvor den daværende regering frygtede en sovjetisk invasion. I 1998 øgede Poul Nyrup Rasmussens regering skatterne med Pinsepakken.

Bliver store bededag afskaffet, vil helligdagen kun blive husket af bagere og politisk interesserede. De politisk interesserede vil huske holmgangen om helligdagen som tidspunktet, hvor krisepolitikkens rammer blev sat.

Regeringens forslag om afskaffelsen af store bededag er i virkeligheden den seneste coronarestriktion. Det er en inddragelse af velerhvervede rettigheder med begrundelse i en krise, på samme måde som krav om at holde 2 meters afstand var det. I dette tilfælde er det blot den europæiske sikkerhedskrise efter Ruslands invasion af Ukraine, der retfærdiggør indgrebet.

Krisebegrundelsen bliver suppleret med en krisemetodik, som den daværende regering benyttede under pandemien. Afskaffelsen af helligdagen er en politik, det er bydende nødvendigt at gennemføre på kort tid, lyder argumentet.

Der var respekt for og accept af den måde at føre politik på under coronakrisen. Slaget om store bededag viser, at det er der ikke mere. Allerede nu må statsministeren således konkludere, at det er nemmere at lukke et samfund end at åbne en ny politisk dagsorden.

AT AFSKAFFE store bededag er samtidig et forslag taget ud af konkurrencestatens grønspættebog. Færre helligdage betyder øget produktivitet, lyder argumentet. Danskerne må arbejde mere for bedre at kunne klare sig i den globale konkurrence.

Ud fra konkurrencestatslogikken betyder en forkærlighed for at spise varme hveder aftenen før en helligdag, som mange bruger på havearbejde, ikke meget. Denne forskel mellem den teknokratiske nødvendighed og det levede hverdagsliv er netop kendetegnet ved den nødvendighedens politik, som professor Ove Kaj Pedersen beskriver som konkurrencestatens metode.

Når Lars Løkke Rasmussen (M) brokkede sig over, at det nationale kompromis om forsvars- og sikkerhedspolitik manglede finansiering, så gjorde han det netop, fordi det øgede forsvarsbudget ikke var blevet vedtaget efter nødvendighedens politik. Aftalen var lavet umiddelbart efter pandemien, hvor statskassen stod åben over for alle nødvendige initiativer. Det var en 'krisen står for døren, send regningen'-politik. Men SVM-regeringen ville have forsvarsaftalen tilbage på dydens smalle sti, hvor finansiering krone for krone er en nødvendighed.

NØDVENDIGHEDENS POLITIK er demonstrativt udramatisk. Den handler om at realisere langsigtede planer ved at skabe økonomisk råderum ved reformer, der vedtages efter store analyser med brede flertal. Det er en politik, der lever efter devisen, at rejsen begynder med det første skridt.

Krisepolitik er anderledes dramatisk. Statsminister Mette Frederiksens pressemøde 20. marts 2020 er et rendyrket eksempel på, hvordan krisen placerer en statsleder som centrum i et nationalt drama: »Det, jeg vil sige i aften, det kommer til at få store konsekvenser for alle danskere«.

Siden dengang har statsministeren gjort det dramatiske pressemøde til sin genre. Krisepolitik handler også om nødvendighed, men det er en bydende nødvendighed: Der skal handles, der skal handles nu, og der er i virkeligheden kun én handling mulig. Krisepolitik handler om at skille de ansvarlige, der tør handle, fra de uansvarlige, som ikke tør betale prisen for at handle.

Bliver store bededag afskaffet, vil helligdagen kun blive husket af bagere og politisk interesserede

FORSVARSMINISTER Jakob Ellemann-Jensen (V) har hidtil måttet betragte dette politiske drama som en tilskuer henvist til en plads på plænen foran Marienborg, mens statsministeren præsenterede de nyeste coronatiltag. Ellemann tog imidlertid kriseretorikken til sig, da han på regeringens vegne stillede accept af afskaffelsen af store bededag som betingelse for at deltage i forsvarsforliget. Ellemann lancerede nødvendighedens politik som krisepolitik. Det var umiddelbart to vinderformler fusioneret i en, men i virkeligheden udlignede de to typer politiske argumenter hinanden. 

Nødvendighedens politik giver politikerne mulighed for at formulere et argument om, at hvis ikke pengene passer, så må vores børn gå fra hus og hjem. Denne købmandslogik har danskerne vænnet sig til at acceptere.

Krisepolitikken giver politikerne mulighed for at kræve, at vi løfter i flok. Den enkelte må bringe personlige ofre for fællesskabets bedste. I løbet af pandemien viste danskerne overraskende stor vilje til at bringe ofre i en ekstrem og ekstraordinær situation.

Men fordi store bededag-forslaget var begrundet i både nødvendighed og krise, så virkede forslaget utroværdigt. For forslaget var nødvendighed uden en møjsommelig politisk proces for at skabe accept af nødvendigheden, samtidig med at det var en krise uden et dramatisk pres for øjeblikkelig handling. Tilbage stod kun en mistanke om, at SVM-regeringen ikke orkede at forhandle materielanskaffelser for milliarder med SF og de radikale og derfor søgte at skaffe en undskyldning for at få dem ud af forhandlingerne.

Hver for sig fungerer krisepolitik og nødvendighedens politik så godt i Danmark, fordi vi, selv om vi hungrer efter stærke ledere, ikke har appetit på magt. Derfor skal vilje fremstilles som et udtryk for konsensus, og magt kamufleres som nødvendighed.

Den første flertalsregering siden 1994 er tydeligvis magtfuld og per definition ikke udtryk for konsensus. Netop på grund af denne styrke er regeringen sårbar over for beskyldningen om magtfuldkommenhed. Ved Folketingets åbning blev Jakob Ellemann-Jensen netop spurgt, om han som en del af flertalsregeringen ikke opførte sig på netop den måde, som han selv havde kritiseret den tidligere socialdemokratiske regering for. Venstre-lederens svar var, at den tidligere regering havde været en mindretalsregering, som burde samarbejde. SVM-regeringen havde flertal og behøvede derfor ikke at samarbejde.

Udsagnet er i grundlovsmæssig forstand korrekt. Men det tager ikke højde for, at krisen ikke længere er akut nok til at retfærdiggøre Ellemanns insisteren på, at der kun er én måde at finansiere forsvarsudgifterne på og kun et øjeblik til at tage beslutningen. Store bededag-krisen er et udtryk for, at ønsket om en handlekraftig regering ikke er den stærkeste politiske arv fra coronakrisen - den stærkeste arv er tværtimod den diskurs om modmagt, der voksede frem under pandemien.

GEORGE ORWELL mente, at politisk sprog handler om at kamuflere magt, men under coronakrisen var afmagtens sprog vejen til indflydelse, fordi det sprog udstillede og demonterede magten. Brancher, som blev berørt af nedlukningen, kunne bebrejde politikerne, at deres levebrød blev ødelagt, og på den måde sikre sig statsstøtte. Da det kom til at beslutte, om det var cafeerne eller skolerne, der skulle åbne først, applerede forskellige grupper til regering og Folketing på basis af, hvem det var mest synd for. Jo mere magtesløs en gruppe eller et erhverv fremstod, desto tydeligere fremstod de regler og forbud, de levede med, som et overgreb. Jo større det overgreb var, desto mere magtfuldkomne virkede politikerne, som måtte kompensere de krænkede. Denne logik var selvfølgelig allermest synlig for minkavlerne.

Kritikken af krisepolitikken under corona var lige så alsidig, som coronarestriktionerne var omfattende - og minksagen udgør selvfølgelig en særlig problematik. Men kritikken af krisepolitikken var også et udtryk for en magtkrise, der var opstået før pandemien og fortsætter, efter at de sidste coronarestriktioner er blevet ophævet.

I dette perspektiv er kritikken af regeringens magtfuldkommenhed en kritik af at regere. Krisen er i virkeligheden et udtryk for, at samfundet ikke fungerer - coronakrisen var blot en af de mange kriser, som præger samfundet. At forsøge at fikse en sundhedskrise eller en bæredygtighedskrise er i virkeligheden et udtryk for, at man ikke forstår, hvor fundamental krisen er, lyder argumentet. At løse disse fundamentale kriser inden for det traditionelle demokratiske politiske system er en samarbejdspolitik med de strukturer, der skaber krisen. Der er behov for et anderledes fundamentalt opgør, hvis man virkelig ønsker at løse krisen. Som miljøaktivisten Greta Thunberg siger, er tiden inde til at gøre oprør.

Når fagbevægelsen opfordrer til folkeafstemning om forslaget om afskaffelsen af store bededag, virker det som at skyde gråspurve med kanoner, hvis man tror på at løse politiske problemer inden for de traditionelle rammer. Men for fagbevægelsen er politikernes forsøg på at gøre velerhvervede rettigheder til genstand for krisepolitik et udtryk for, at systemet ikke længere fungerer. Fagbevægelsen fører derfor også afmagtens politik: Hvis det er sådan, regeringen vil regere, så bør man simpelthen omgå regeringens flertal i Folketinget og appellere direkte til befolkningen.

Regeringens måde at føre politik på bliver således set som en del af problemet snarere end som en del af løsningen. Den formel, som regeringen Mette Frederiksen I udviklede under coronakrisen, synes ikke at virke for regeringen Mette Frederiksen II. Netop på grund af sit flertal bliver regeringen sårbar over for afmagtens politik. Samtidig er det ikke et reelt alternativ at søge tilbage til den konkurrencestatspolitik, som var formlen for krisehåndtering for tidligere regeringer.

Emner