Måske ulmer et nyt skatteoprør

Opinion af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 18. september

I 1978 begyndte et amerikansk skatteoprør, overraskende for mange og næsten ud af det blå. Vælgerne i Californien havde efter kraftigt stigende ejendomsskatter fået nok og benyttede muligheden for, at borgere kan kræve forslag sat til folkeafstemning.
Det sidste sker snesevis af gange hvert år og oftest til at få bevilget flere penge til det ene eller andet område. Men forslaget - siden kendt som »forslag 13 » - var innovativt og satte en lavine i gang i amerikansk politik.
Forslag 13 sagde, at ejendomsskatterne skulle fastlåses til det, der havde været niveauet to år før eller på seneste købstidspunkt, og herefter kunne de kun stige med dét, der svarede til inflationen. Endnu mere markant foreslog man, at i fremtiden kunne delstatsskatter kun indføres eller hæves, hvis det blev vedtaget med et kvalificeret flertal på to tredjedele i begge delstatsparlamentets kamre. Kommunale skatter blev ligeledes underlagt begrænsninger.
Overraskende for mange vedtog vælgerne det med overvældende flertal (63 procent mod 34 procent), og siden har få politikere til højre eller venstre ønsket - eller turdet - at ændre på det. Forslaget blev også efterlignet i andre delstater, og mange har set »forslag 13« som begyndelsen på 1980ernes skatteoprør og som vejen til Ronald Reagans valgsejr ved præsidentvalget i 1980.
Den slags skatteoprør forekommer, når der er stor diskrepans mellem, hvad borgere betaler, og hvad de synes, de får igen. Eller når de ikke kan gennemskue systemet.

Begge facetter var i spil ved et skatteoprør herhjemme: Skabelsen af Fremskridtspartiet i 1973 og et ryk til højre for flere borgerlige partier. Det skete ovenpå, at de borgerlige under VKR-regeringen selv havde været med til at øge skatterne og indføre kildeskatten. Samtidigt havde selve skattesystemet udviklet sig til at være både uigennemskueligt og bizart: Hvor almindelige mennesker ikke kunne forstå deres fradrag, men hvor kreative millionærer kunne ende med at betale nul procent i indkomstskat.

Allerede nationaløkonomiens fader Adam Smith (1723-1790) forudså i 1776, at borgerne ikke vil finde sig i urimelige skatter og opstillede nogle fire simple principper for god skattepolitik:

1. Rimelighed: At skatterne skal være til at betale i forhold til den enkelte borgers omstændigheder.

2. Sikkerhed: At borgerne skal kunne forstå, hvordan de beregnes og opkræves.

3. Bekvemmelighed: At skatterne skal opkræves på en for borgerne så lidt skadelig måde som muligt.

4. Effektivitet: At de skal have en karakter og opkræves på en måde, så de er så lave som muligt og gør minimal skade på samfundsøkonomien.

Og dermed er vi så ved den forgangne uges store historie: De nye ejendomsvurderinger og de deraf følgende nye ejendomsskatter. Ud fra et smithsk perspektiv fejler politikerne her på stort set alle punkter.
Systemet for vurderinger er så uigennemskueligt og det tilsvarende for betalinger så indviklet, at en meget stor del af danskerne simpelthen ikke forstår, hvor meget de skal betale i ejendomsskatter eller hvorfor. Samtidig er der åbenlyse absurditeter, hvor helt ensartede boliger vurderes meget forskelligt, eller hvor grunde vurderes så dramatisk højere end de samlede ejendomsværdier (grunde plus hus), at de bliver usælgelige.

Det eneste, boligejerne kan være sikre på, er, at i det lange løb kommer mange til at betale mere eller miste opsparing. Ganske vist er der nu en »rabat« for dem, der ellers skulle have skattestigninger, ligesom der kan ske indefrysning af skyldige skatter. Men der er skjulte effekter, som få forstår.
For det første, at de nye vurderinger delvist er med tilbagevirkende kraft fra 2020. For det andet, at de skyldige skatter skal betales en dag - man mærker dem bare ikke nu og her. For det tredje, at den næste ejer vil skulle betale de fulde skattestigninger. Det kan en køber kun få råd til på en måde: Ved at betale mindre for selve boligen, end han ellers ville have gjort.
Det sidste vil de næste år uvilkårligt forplante sig i efterspørgsel og dermed friværdi - for mange mennesker en slags opsparing til fremtidige pensioner.

Det eneste, boligejerne kan være sikre på, er, at i det lange løb kommer mange til at betale mere eller miste opsparing

Kan vi så vente et nyt skatteoprør som det, der førte til jordskredsvalget i 1973?
Som dengang er der en »bred midterregering«, der kommer til at stå som dem med ansvaret. Den vil kunne blive beskudt fra både højre og venstre, og vælgerne er i dag også langt mere troløse og klar til at straffe partier ved at skifte til andre.
Men det kræver politikere, som forstår at gribe chancen og artikulere den som en folkelig anti-establishment bevægelse. Ikke teknikaliteter om topskat og arbejdsudbud men fokuseret på uigennemskuelighed og åbenlyse uretfærdigheder.

Emner