Mange forudså en storkonflikt. Men den danske model beviste sin styrke

Kommentar af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Kristeligt Dagblad den 18. april 2023. 

I begyndelsen af 2023 var mange kommentatorer og iagttagere ikke i tvivl: Årets overenskomstforhandlinger på arbejdsmarkedet ville ende i storkonflikt. Alt pegede i den retning.Arbejdsmarkedet var et lønmodtagerarbejdsmarked, fordi der var mangel på arbejdskraft. Inflationen havde udhulet reallønnen, og lønmodtagerne krævede noget, der lignede fuld kompensation herfor, hvilket man ikke mente, at arbejdsgiverne kunne honorere. Hertil kom regeringens ønske om at omdanne store bededag til en arbejdsdag, hvilket havde fået fagbevægelsen på barrikaderne med krav om folkeafstemning, mens arbejdsgiverne gemte sig bag et Mona Lisa-smil.

Var der noget, som kunne udløse en storkonflikt, måtte det være ovenstående giftige cocktail. Troede mange. Men de forregnede sig. Og måske havde de heller ikke helt forstået, hvordan den danske model netop måske er allerbedst, når det drejer sig om at løse, hvad der ser ud til at være gordiske knuder.

For den danske model for arbejdsmarkedet er noget ret særegent. Sverige og Norge har arbejdsmarkedsmodeller, som i en vis udstrækning ligner den danske. Men også kun i en vis grad. Den i princippet helt selvstyrende konfliktløsningsmodel uden politisk indblanding findes kun i Danmark. Og uden for Norden er modellen lige så særpræget som dinosaurer i dag er på den danske savanne. Folk i andre lande fatter den ofte ganske enkelt ikke.

Den danske arbejdsmarkedsmodel skyldes ikke et bevidst dansk stykke design. Den opstod nærmest ved en tilfældighed. I 1899 var der storkonflikt på det danske arbejdsmarked. Den løb fra maj til september. På sit højdepunkt omfattede den over halvdelen af alle organiserede danske arbejdere. Da vi nåede til september samme år, var begge parter godt møre. Arbejderne sultede, og arbejdsgiverne gik konkurs en efter en. Løsningen blev et historisk kompromis - Septemberforliget - hvor begge parter både måtte give sig og samtidig fik tilgodeset væsentlige interesser.

Arbejdsgiverne accepterede arbejdernes ubetingede ret til at organisere sig. De skulle samtidig respektere og forhandle med de organiserede arbejderes valgte repræsentanter - det vil sige fagbevægelsen. Fagbevægelsen anerkendte omvendt arbejdsgivernes eneret til i sidste ende at lede og fordele arbejdet på arbejdspladsen. Siden har disse to ben i den danske model bredt sig til at omfatte langt de fleste lønmodtagergrupper i Danmark. Ikke kun arbejderne på det private arbejdsmarked som i 1899.

I den danske model er det således de to arbejdsmarkedsparter - arbejdsgiverorganisationerne og fagbevægelsen - som forhandler, hvilke løn- og arbejdsvilkår der skal gælde. Man "knækker nødderne selv", som det ofte udtrykkes. Derfor er den danske fagbevægelse som regel også imod for eksempel indførelsen af lovbestemte regler om minimumslønninger, fordi det forskyder forhandlingsretten fra arbejdsmarkedsorganisationerne til det politiske niveau.

Det private danske arbejdsmarked - som ofte er domineret af såkaldte minimallønninger - er todelt. Dels føres der centrale forhandlinger mellem hovedorganisationerne på lønmodtager- og arbejdsgiversiden. Her forhandles om generelle lønstigninger, pensionsindbetalinger, ferielængde, barselsregler og lignende. Dels følges disse forhandlinger op med decentrale forhandlinger, hvor lokale tillidsmænd forhandler om lokale lønstigninger for lønmodtagerne. Det sidste betyder, at virksomheder, der klarer sig godt, vil være tilbøjelige til at give større lønstigninger end virksomheder, som ikke klarer sig så godt. For det private arbejdsmarked er det en god ting for fleksibiliteten, fordi de mest konkurrencedygtige virksomheder bliver mere attraktive. Det omvendte gælder på det offentlige arbejdsmarked - som er domineret af såkaldte normallønninger - for her fastsættes lønningerne derimod helt overvejende via overenskomstforhandlingerne.

Sædvanen tro var det Dansk Industri og CO-industri, som stod for gennembrudsoverenskomsten ved årets overenskomstforhandlinger, som blandt andet gav en betydelig stigning i mindstelønnen, øgede pensionsindbetalinger fra arbejdsgiverne og bedre barselsregler. Den blev samtidig udgangspunktet for forhandlingerne på overenskomster på andre dele af det private arbejdsmarked. Og den bliver også en inspiration for forhandlingerne på det offentlige område.

De forhandlede overenskomster skal godkendes af medlemmerne. Afstemningen herom gav både en høj stemmeprocent og en høj ja-procent på 78,7 procent blandt de stemmeberettigede arbejdere og funktionærer på FH-områder. Enhver storkonflikt er hermed afblæst. Den danske model på arbejdsmarkedet er stadig sund og i live. Den er oven i købet i stand til at inkludere særlige hensyn til forskellige grupper. På trods af store bededag og alt det.

Vi bør stadig være glade for tilfældighedernes spil hin varme sensommer i 1899.

Emner