Med bred finanslov slipper man for kritik af at agere

Klumme af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Kristeligt Dagblad den 12. december 2023.

Finansloven har ændret karakter. De opsigtsvækkende og udgiftskrævende politiske initiativer er flyttet til andre tider på året

Finansminister Nicolai Wammen (S) fik for nylig den obligate aftale i hus om statens budget for det kommende år. Der er tale om en meget bred aftale, hvor alle partier undtagen Enhedslisten er med.
Den brede aftale om finansloven for 2024 hænger blandt andet sammen med regeringens voldsomme tab af terræn i meningsmålingerne. Den vaklende tilslutning til regeringen påvirker sandsynligvis behovet for, at den også via det kommende års finanslov søger at manifestere en stor tilslutning bag loven. Så slipper den i hvert fald for at blive skudt i skoene, at den agerer flertalsregerings-magtfuldkomment.

Det brede finanslovsforlig har også medført kritiske kommentarer om, at det er en blodfattig, mindste fællesnævner finanslov. Og at den derfor ikke udpeger nogen særlig retning for en regering, som ellers netop ved sin etablering slog på, at dens eksistensberettigelse bestod i en sådan særlig reformkurs.

Nu er finansloven blot ikke særlig velegnet til at sætte en særlig kurs. Langt det meste af den består i lovbundne udgifter til lønninger, pensioner, sociale ydelser og så videre. Der er årligt kun et mikroskopisk lille råderum til ekstra ting i forbindelse med finanslovsforhandlingerne, som ellers traditionelt indledes med en runde med alle partier, hvor de får lejlighed til at fremsætte deres ønsker. I år udløste finanslovsforhandlingerne penge til blandt andet Center for Hjerneskade, til en pulje for at fremme udrulningen af fjernvarme og til at nedsætte registreringsafgiften for elbiler.

Samtidig er der sket det i de senere år, at stadig flere af de store udgiftskrævende politiske initiativer er flyttet ud af finanslovsforhandlingerne. Det ændrer naturligvis ikke ved, at de indgår som en del af finansloven for 2024. Men de er blot ikke en del af processen, hvor finansloven bliver forhandlet.

Et eksempel herpå fra det forløbne år er psykiatriplanen, som et politisk flertal nåede til enighed om i slutningen af november lige før finanslovsforliget. Den indgår som en del af finansloven.

Et andet eksempel er den ekstra milliard kroner til velfærd i regioner og kommuner, som regeringen i august i år bebudede ville komme. Det skete, efter at netop kommuner og regioner havde kritiseret regeringen for at forsømme velfærden. Den milliard kroner er også indlejret i finansloven.

Hvis disse to eksempler på politiske initiativer havde været en del af finanslovsforhandlingerne, ville de sandsynligvis være druknet i mediernes behandling af finanslovsforliget.

Årsagen til, at stadig flere politiske initiativer er flyttet til et andet tidspunkt end perioden med finanslovsforhandlinger, er, at det på denne måde i højere grad er muligt for regeringen at profilere sig gennem hele året. Den ændrede proces i forbindelse med finanslovsforhandlingerne skyldes således også det stærkt ændrede mediebillede, hvor konkurrerende medieplatforme året- og nogle gange næsten døgnet rundt efterspørger politiske initiativer fra regeringen om både det ene og det andet.

Forhandlingerne om næste års finanslov foregår naturligvis i regi af Finansministeriet. Forliget om næste års finanslov sætter punktum for et arbejde, som er foregået i ministeriet i det meste af det forløbne år, hvor forslag er blevet indberettet af sektorministerier og politikere, som efterfølgende er blevet analyseret og endevendt. I Finansministeriet - som på det økonomiske område er ministeriernes ministerium - er målet at holde indtægter og udgifter nogenlunde i balance. Dermed spiller Finansministeriet en anden rolle end sektorministerier som Socialministeriet, Erhvervsministeriet og Undervisningsministeriet. Sektorministerierne vil som regel først og fremmest være fokuseret på at skaffe flere midler til eget område.

Hvis der ikke i det danske politiske system var en kraftig modvægt til alle sektorministeriernes mange udgiftsønsker, ville det gå gruelig galt med dansk økonomi. Som det er sket i så mange andre lande, der er blevet ramt af økonomiske kriser og drastiske nedskæringer på grund af en ødelæggende offentlig gældsætning.

Modvægten til alle de udgiftskrævende ministerier er Finansministeriet, hvis rolle det er at sikre en sund dansk økonomi. Eller som det er blevet udtrykt: Finansministeriet agerer på en måde almenviljen á la Jean-Jacques Rousseau i et politisk system fyldt med partikulære viljer.

Emner