Med lov kan land ødelægges

Debatindlæg af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 14. maj 2023. 

Lovmaskinen kværner til stadighed – hurtigere og mere ihærdigt.

En ny opgørelse lavet af den borgerlige tænketank CEPOS på baggrund af Folketingets egne data viser med al tydelighed, at politikerne bruger mindre og mindre tid på det enkelte stykke lovgivning, fordi de haster mere og mere igennem. Noget, der ofte sker ved at dispensere for normal, vedtagen praksis.

Den nye SVM-regering har i gennemsnit kun brugt 44,2 dage på hvert stykke lovgivning - fra første fremsættelse over høring og udvalgsbehandling til endelig vedtagelse. Til sammenligning brugte de seks foregående regeringer, røde som blå, i gennemsnit mellem 63,6 og 76,6 dage på et stykke lovgivning. Allerede inden covid-19-pandemien havde Mette Frederiksens S-regering øget tempoet gevaldigt til dengang rekordniveau, og som nu er overgået. Det er godt den halve tid af, hvad politikerne brugte for to årtier siden.

Nogle vil måske se en sådan hurtig lovgivningsproces som noget godt, som udtryk for stor»produktivitet«. Problemet er bare, at i et demokratisk retssamfund er høj hastighed og stort output ikke nødvendigvis entydigt godt.

En up-speedet og mere overfladisk politisk proces øger uvilkårligt risikoen for sjusk. Juridisk sjusk, hvor embedsværket presses og love ikke bliver formuleret korrekt i forhold til de problemer, de skal løse, eller hvor man overser problemer i forhold til anden lovgivning. Politisk sjusk, hvor lovgiverne, blandt andet fordi de reducerer høringsfrister grotesk meget til få dage, ikke får input fra berørte borgere og interessenter. Hele minkskandalen er (selvom den var mere kompliceret) nærmest arketypen for, hvor skidt det kan gå, når politikere og embedsmænd i en uhellig alliance haster ting igennem hurtigere, end de parlamentariske bukser kan holde.

En anden konsekvens følger af, at en hurtigere politisk proces som regel også medfører stigende regulering. Det ser man tydeligt herhjemme, hvor den stadigt kortere lovbehandling går hånd i hånd med en stadigt større samlet lovmængde. En opgørelse af den samlede danske lovmængde optalte i 2017, at denne dengang bestod af 23 millioner ord. Det var godt en tredobling på mindre end 30 år før.

Er det meget eller lidt? Man kan anskue det på denne måde: Hvis det lidt generøst tager gennemsnitligt et halvt sekund at læse et enkelt ord, vil det tage 191.667 minutter at læse al dansk lovgivning. Eller 3.194 timer. Eller 133 døgn - dag og nat, uden søvn eller pauser, og hvis den slags også skal lægges ind, ville det nok nærmere tage mindst et år.

Det lyder måske ikke af så meget, men lovtekster er notorisk svært stof at forstå - selv for politikere og jurister. Hvis man antager, at det tager ti gange længere at forstå en juridisk tekst end at læse den (og det er meget moderat sat), ville det altså tage op mod ti år at læse den samlede danske lovmængde. Og i mellemtiden ville der så komme cirka fire procent yderligere lovtekster til - hvert år.

Heldigvis er vi ikke alle berørt lige meget af al lovgivning. Men skattelovgivningen berører os alle ret direkte, og den alene var i 2017 på godt 1,4 millioner ord. Den vil det også tage adskillige måneder at læse og måske et par år at forstå, men nok meget mere, fordi den sammen med miljølovgivning er blandt det sværeste materiale overhovedet.

Hvorfor nu disse mærkelige regnestykker? For at understrege, at vi har et problem. Et fundamentalt princip i et retssamfund er, at det skal være muligt for borgerne at kunne kende den lovgivning, som de skal overholde. De skal kunne finde den, læse den og forstå den. Det er ikke bare fornuftigt, men også selve grundlaget for, at ukendskab til lovgivning ikke opfattes som en formildende omstændighed, hvis man har gjort noget ulovligt.

Men regnestykkerne illustrerer dette banale faktum: Det er reelt praktisk umuligt for borgerne at kende eller forstå blot en brøkdel af den lovgivning, de i hverdagen forventes at overholde.

Det kan meget let få andre konsekvenser.

Helt grundlæggende betyder det, at titusinder af borgere hvert år må bruge tid på at kæmpe med at kende og forstå lovgivning, som de forventes at overholde. Tid de kunne have brugt anderledes, og penge til advokater og revisorer, der kunne have været brugt bedre. Begge dele repræsenterer reelt et betragteligt»velfærdstab«for samfundet.

Det kan også betyde, at borgerne i frustration begynder at ignorere lovgivning eller handle i blinde, fordi de fravælger at bruge tid på ting, som de ikke kan forstå. Det sidste er ikke helt hypotetisk: Masser af undersøgelser har afdækket, at et stort mindretal af danskerne på mange simple, faktuelle spørgsmål om politik er ganske uvidende. Hvis de er det dér, er de det næppe mindre, når det handler om kompliceret lovgivning.

På den måde er den hurtigere lovgivningsproces og eskalerende regelmængde med til at udgøre en potentiel trussel for vores retssamfund.

Emner