Med Putins invasion er frygten for krigens ultimative våben igen iblandt os

Kommentar af dekan Mikkel Vedby Rasmussen (Det Samfundsvidenskabelige Fakultet) i Altinget den 15. marts 2023.

Forleden talte jeg med min 14-årige søn om atomvåben. Han var optaget af, hvor vi kunne gemme os, hvis russerne sendte en atombombe mod København.

Vi talte om, hvorvidt ejendommens kælder kunne bruges, eller om en metrostation var at foretrække som bombeskjul.

Jeg føler sjældent, at jeg ved for meget om et emne, men i dette tilfælde kunne jeg godt have ønsket lidt mindre viden.

Min søn er – også på dette område – mere stålsat end mig og er fantastisk til at tænke i muligheder, så han havde hurtigt en overlevelsesstrategi klar.

Kremls atomtrusler er mindre, men langt mere konkrete

Da jeg voksede op, var børnefjernsynet fyldt af bekymrede voksne, der sang ”lange bange-sange” om deres frygt for atomkrig. I dag er den frygt vendt tilbage.

Men i modsætning til under Den Kolde Krig, hvor truslen var både større og mere abstrakt, fordi alle forventede, at atomkrigen ville blive total og altødelæggende, så er Kremls atomtrusler mindre, men langt mere konkrete.

I et Europa, hvor krigen er vendt tilbage, er frygten for krigens ultimative våben således igen iblandt os.

For at fejre årsdagen for sin invasion af Ukraine opsagde Putin Ruslands deltagelse i INF-traktaten, hvilket vil sige, at Rusland ikke føler sig forpligtet til begrænse mellemdistanceraketter i Europa.

Det fik den franske præsident Macron til at foreslå en europæisk luftforsvarskonference for at drøfte, hvordan de europæiske lande kan forsvare sig selv mod missilangreb.

Nato har allerede et integreret luft- og missilforsvar, men det er primært en politisk koordinering af relativt få missiler. I dag står mange af de missiler i Polen i tilfælde af, at Rusland skulle ønske at sprede Ukrainekrigen.

Det ukrainske luftforsvar har været langt mere effektiv end ventet

I Ukraine har Rusland brugt missiler af forskellig slags til at tvinge den ukrainske civilbefolkning i knæ. 9. marts affyrede Rusland således 48 missiler fra fly mod ukrainske mål, mens 20 krydsermissiler blev affyret af den russiske flåde fra Sortehavet.

Derudover afskød russerne 13 ældre S-300 missiler og en række iranske droner. Ved at sende disse forskellige våben afsted på samme tid håbede den russiske militære ledelse at kunne overvælde det ukrainske luftforsvar.

Det ukrainske luftforsvar har været langt mere effektivt end ventet. Rusland har ikke blot kunnet flyve indover ukrainsk territorium, men har måttet skyde missiler fra sikker afstand for ikke at risikere at miste sine bombefly.

Rusland har også måttet foretage store angreb - som det 9. marts - for at prøve at komme uden om det ukrainske luftforsvar.

Det har reduceret de russiske missillagre, så Rusland i virkeligheden har mindre mulighed for at angribe Ukraine, end landet ville have haft, hvis det ukrainske luftforsvar ikke havde været så effektivt.

Jeg kom til at fortælle min søn, at Danmark ikke har et sådant luftforsvar. Selvom der står russiske missiler i Kaliningrad, som kan ramme Danmark, har vi meget få midler at forsvare os med.

Tilsvarende må vi forlige os på vores allierede, når vores soldater udsendt til Baltikum skal beskyttes.

Ukrainekrigen fortæller os, at fremtidens krig i høj grad bliver luftbåren: droner og missiler spiller en større rolle.

Ukrainekrigen fortæller os, at fremtidens krig i høj grad bliver luftbåren

At stå uden et forsvar mod dem, og uden en drone- eller missilkapacitet, som vi selv kan bruge, er i realiteten at prisgive os Kremls luner.

For øjeblikket håber Danmark på, at gode venner i Nato har den kapacitet, men Ukrainekrigen viser, at der er brug for langt flere kapaciteter, hvis et forsvar skal give nogen praktisk mening.

At opruste på missilområdet vil i praksis betyde, at Danmark skal købe patriotmissiler, som Sverige har gjort, anskaffe langtrækkende missil- og artillerisystemer til hæren og udstyre fregatterne med Tomahawk-missiler og en forøget luftforsvarskapacitet.

De indkøb vil matche russiske kapaciteter og vil derfor ikke i sig selv udgøre en trussel mod Rusland. Det svarer i virkeligheden til at dække sin bonde i skak med en anden bonde; modstanderen bliver ikke slået ud, medmindre hun angriber bonden.

Men russiske diplomater vil givetvis larme og påstå, at vi grundlæggende forrykker magtbalancen. Og selvfølgelig gør de det.

For i øjeblikket har Rusland en fordel, som landet ikke ønsker at miste, fordi Danmark har været alt for lang tid om at følge med den militærteknologiske udvikling på missilområdet.

Emner