Mette Frederiksen nedgør visse grupper for at opretholde velfærdssamfundet
Debatindlæg af professor Christian F. Rostbøll (Institut for Statskundskab) i Altinget den 17. oktober 2023.
Statsminister Mette Frederiksens (S) udtalelser om arbejdspligt og forældre på Aula handler om anerkendelse og opdeler befolkningen i moralsk gode og moralsk dårlige danskere.
Der er mange, der har kommenteret på Mette Frederiksens moraliserende tone i hendes seneste taler.
Hovedvægten i statsministerens tale ved Folketingets åbning lå ikke på konkrete reformer, men talen var en direkte formaning til forældre med skolebørn. I talen til Socialdemokratiets årsmøde i september handlede det om vores arbejdsmoral.
Statsministeren indskærper over for danskerne, hvordan vi bør opføre os. Vi skal gøre vores pligt som arbejdere og skatteydere, og som forældre skal vi ikke skrive så mange beskeder på aula.
Mette Frederiksen deler os i grupper
Den umiddelbare begrundelse for denne moraliseren er, at det er nødvendigt for at opretholde velfærdssamfundet.
”Hvis vi ikke holder fast i vores arbejdsmoral. Ja, så holder vores velfærdsmodel ikke,” sagde statsministeren til sine partifæller på årsmødet.
Anerkendelse handler om at løfte mennesker op og få dem til at føle sig tilfredse med sig selv.
Men statsministerens moraliseren har også en anden funktion end at ændre adfærd. Den er med til at anerkende visse grupper i samfundet og nedgøre andre. Mette Frederiksen fortæller os, hvilken gruppe der er gode danskere, og hvilken gruppe der er mindre gode danskere.
Hvis du arbejder hårdt og udviser respekt for lærerne, er du en god samfundsborger, hvis du ikke gør det, er du det modsatte.
Politikeres anerkendelse af visse grupper og nedgørelse af andre er ikke altid lige eksplicit, og Mette Frederiksen er god til ikke direkte at sige, hvem det er, der opfører sig forkert. Men læg mærke til diskussionen af Aula i åbningstalen.
Her kritiserede hun forældre for at ”spørge læreren om meget” og tilføjede:
”Så er der alle de beskeder, vi forældre sender til hinanden. Om forældrefester, jule-klippe-klistre-arrangementer, hytteture, bestyrelsesmøder og trivselsudvalg.”
Alle ved, at det ikke alle forældre, der er lige aktive på Aula. Ved at kritisere - ja latterliggøre - de forældre, der er mest aktive, får Frederiksen den mere passive gruppe forældre til at føle sig mere rigtig.
Hun anerkender og roser implicit den sidste gruppe på en måde, som øger deres selvværd.
Anerkendelse handler netop om at løfte mennesker op og få dem til at føle sig tilfredse med sig selv. Anerkendelsen behøver ikke at være direkte, men kan også ske ved, at man udhænger eller latterliggør andre grupper.
Politikernes ord kan rykke adfærd
Vi ser fra begyndelsen af statsministerens åbningstale, at det handler om anerkendelse af en særlig gruppe. Hun lægger således ud med at lovprise den unge kvindelig snedker, Anny Berntsen, der har lavet folketingets talerstol:
”Mennesker, der arbejder. Med deres hænder. Og med deres hoveder,” sagde hun.
Frederiksen, Tesfaye og Bek forsøger alle at ændre, hvad man kan kalde samfundets ’anerkendelsesorden’.
Der er her en lige linje til Frederiksens partifælle Mattias Tesfayes 10 år gamle bog ’Kloge hænder’, der har som hovedformål at anerkende værdien af og dermed øge prestigen ved erhvervsuddannelser og håndværk.
Kritikken af de overaktive forældre på Aula minder os om et andet socialdemokratisk bidrag til anerkendelseskampen, nemlig Kaare Dybvad Beks (S) bog ’De lærdes tyranni’.
Statsministerens tale er ikke lige så eksplicit som Kaare Dybvad Beks kritik af den kreative klasse, men med hensyn til anerkendelse og nedgørelse er effekten den samme.
Frederiksen, Tesfaye og Bek forsøger alle at ændre, hvad man kan kalde samfundets ’anerkendelsesorden’.
Et samfunds anerkendelsesorden handler om, hvad der anses som værdifulde og mindre værdifulde livsformer, uddannelser og jobs. Ofte sker kampen om samfundets anerkendelsesorden i lige så høj grad ved at latterliggøre og udskamme visse grupper, som det gør ved at rose eller vise værdien af andre.
Når politikere tyr til moraliserende tale, handler det altså ikke blot om at få folk til at ændre adfærd, men i lige så høj grad om få visse grupper til at føle sig værdsatte og gode mennesker.