Erdogans afpresning bør få Nato til at gentænke betingelserne for medlemskab

Efter måneders venten på, at Tyrkiet godkender den finsk-svenske ansøgning om Nato-medlemskab, er det måske tid for alliancen til at genoverveje alliancens konsensusprincip.

Kan det virkelig passe, at et enkelt Nato-land – med baggrund i interne magtpolitiske forhold og et snarligt valg og med det ene ben i Europa og det andet i Asien – kan blokere for to kernedemokratiske landes medlemskab af forsvarsalliancen?  

Er det derfor tid til at overveje, om Nato-traktaten skal tages op til revision og måske tilføjes et enkelt afsnit, som åbner op for muligheden for at kunne suspendere et land, såfremt det blokerer for en fredelig udvidelse af forsvarsalliancen? Eller kræver det blot, at de øvrige medlemslande bliver enige om dette uden om Tyrkiet? Der er nemlig rigtig gode grunde til at overveje dette. 

Nato er i princippet en fredelig alliance, hvis grundlæggende formål er forsvar og ikke angreb. Ganske få gange har det været nødvendigt for Nato at involvere sig i offensive operationer, og dette som oftest af humanitære årsager.  

Her har alliancen valgt at involvere sig aktivt, nogle gange med et FN-mandat i ryggen, som er den alment accepterede norm, og nogle gange uden. Oftest med det formål at forhindre folkedrab som i Balkan i 1994/95, i Kosovo i 1999 og senere i Libyen i 2011 i form af en ”humanitær operation”, og som støtte for den internationale koalition med blandt andet USA, Storbritannien – herunder Danmark – og med Frankrig i spidsen. Herudover har Nato været involveret i en mission i Irak fra 2018 og frem til nu; blot for at nævne de vigtigste eksempler. 

Tyrkiets afhængighed af Rusland 

Den anden grund til at tage traktaten op til overvejelse er, at Nato-alliancen hviler på et fælles værdigrundlag, aftalesæt og formålserklæring, som alliancens medlemmer har skrevet under på ved indmeldelse.  

Med traktatens indledende ord: ”Deltagerne i denne traktat bekræfter på ny deres tillid til formålene og grundsætningerne i De Forenede Nationers pagt og deres ønske om at leve i fred med alle nationer og alle regeringer. De er fast besluttede på at sikre deres folks frihed, fælles traditioner og kultur hvilende på demokratiets og den personlige friheds grundsætning og på lov og ret. Deres stræben er at fremme stabilitet og velfærd i det nordatlantiske område. De er besluttede på at forene deres kræfter til kollektivt forsvar og til bevarelse af fred og sikkerhed. I overensstemmelse hermed er de blevet enige om nedenstående Nordatlantiske Traktat…:” og i dets 14 artikler herunder den nok så berømte Artikel 5: den såkaldte musketered.  

Og netop nu, hvor freden er brudt i Europa, kan man med rette spørge, om netop disse værdier fortsat kan anses for opfyldt med den tyrkiske modstand mod at ratificere Sverige og Finlands medlemskabsansøgning. Dette samtidig med, at Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdoğan, kan ses holdende hånd med despoter og diktatorer, som Ruslands Vladimir Putin og Irans præsident Ebrahim Raisi ved et antal møder, senest efter krigen i Ukraines udbrud 19. juli 2022. 

Hvad der præcist er blevet aftalt mellem de tre ledere, er nok stadig lidt uklart for de fleste, ud over en aftale om en fælles erklæring om en normalisering af situationen i Syrien, en korneksport aftale for Sortehavet og formentlig våbenleverancer fra Iran til Rusland. Dette i samtidig erkendelse af gensidig afhængighed landene imellem.  

Tyrkiet udgør en trussel for alliancen sammenhængskraft med dets tætte bånd til Rusland og Iran.

Tyrkiet er afhængig af russisk gas på over 44,9 procent af det samlede gasforbrug og 10 procent af landets samlede olieimport. Tyrkiet er således dybt afhængig af russisk velvilje til fortsat at lade hanerne være åbne. 

Samtidig, trods kritik fra Rusland og Iran om Tyrkiets operationer i Syrien, foreligger der formentlig en stiltiende accept om, at Tyrkiet kan fortsætte og sågar indlede nye offensive operationer i Syrien mod det kurdiske mindretal, som det senest er annonceret.  

Dette alene stiller Erdoğan i et afhængighedsforhold til Rusland, samtidig med at Iran med Raisis velvilje og støtte til krigen i Ukraine forsyner netop Rusland med droner og missiler samt andet militært udstyr.  

Hermed er der tale om en triade af regeringsledere, som enten direkte eller indirekte er afhængige af hinanden og samtidig støtter Ruslands krig i Ukraine. Samtidig gør de fleste af Nato-alliancens medlemmer alt, hvad de kan for at forhindre netop Rusland i at få overtaget i Ukraine.  

Tyrkiets ageren i forhold til Rusland og Iran kan derfor meget vel betragtes som problematisk og kan næppe anses for at ville fremme de værdier, som Nato-alliancen hviler på, og ej heller FN’s pagt om fredelig koeksistens og at konflikter bør søges løst med fredelige midler. Tyrkiet udgør dermed en trussel for alliancen sammenhængskraft med dets tætte bånd til Rusland og Iran. 

Tyrkiet følger ikke demokratiets spilleregler 

I mange demokratier afgøres tingene normalt med en flertalsbeslutning. Dette er dog ikke tilfældet i Nato, hvor medlemskab og beslutninger afgøres ved konsensus blandt medlemslandene. I tilfældet her – med et land som Tyrkiet som med sine problemer med overholdelse af basale menneskerettigheder og med konsekvente fængslinger af politiske og regeringsfjendtlige politiske modstandere, samt med en regeringschef som næppe kan kaldes demokratiets fremmeste repræsentant – kan der være god grund til at se på, hvilke lande der ikke efterlever de grundlæggende værdier for medlemskab af Nato. 

Her kan det ikke afvises, at der måske er flere lande i Europa, som har lidt problemer med dette, men hvor dette ikke er groft nok til at udgøre et væsentligt brud på alliancens værdier. Anderledes er det dog med Tyrkiet, som gang på gang har fået kritik for dette – navnlig i dets aspiration til at blive et EU-land.  

På trods af dette har Nato fortsat brug for Tyrkiet som bufferzone for alliancen og som værn mod mellemøstlige trusler. Her er Tyrkiet en nyttig partner, så længe det spiller efter alliancens nodesæt og fælles værdier. Samtidig har Nato af flere omgange haft problemer med selvsamme ”enfant terrible”, når Nato den ene gang efter den anden har skullet træffe beslutninger af forskellig art i enstemmighed. 

Med Tyrkiets forsatte modstand mod finsk og svensk medlemskab er tiden måske kommet til for alliancen og overveje, om Tyrkiet – personificeret ved Erdogan – ikke skal ”meldes” eller ”smides ud” af alliancen.

Som eksempel kan nævnes Tyrkiets modstand mod vedtagelse af Natos forsvarsplaner for de baltiske lande og Polen tilbage i 2019, hvor Tyrkiet truede med at nedlægge veto mod en vedtagelse af disse. Og gennem de seneste par år, hvilket ikke er nyt, ses der en stadig stigende tendens til konfrontation med Grækenland i middelhavet, hvor en yderligere eskalation og eventuel konfrontation blandt Nato-allierede vil være særdeles uheldig.  

Samtidig anvender Tyrkiet flygtningestrømmene fra Syrien som økonomisk våben mod EU i reguleringen af mængden af flygtninge, som lukkes ind i EU, der dermed presses til yderligere støtte til Tyrkiet. Og samtidig har Nato også brug for Finland og Sverige som militære troværdige alliancemedlemmer i inddæmningen af et stadigt mere aggressivt Rusland med stormagtsdrømme om genskabelse af et Storrusland med tidligere Sovjetstater genindlemmet.

Afhængigheden går dermed begge veje. Men i Tyrkiets tilfælde har vi at gøre med et land, som ikke spiller efter de traditionelle vestlige spilleregler, hvor man i ”demokratiets” ånd oftest og efter dialog i de fleste tilfælde bliver enige om tingene. I Tyrkiet er det magtens sprog der taler, personificeret ved en autoritær leder, som tryner alt politisk modstand. 

Gentænk betingelserne for medlemskab 

En alliance, hvor medlemslandene ikke kan blive enige, er samtidig en svag alliance, og det ved Putin godt. Dermed risikerer denne uenighed at gå Putins ærinde.  

Med Tyrkiets tilbageholdenhed mod finsk og svensk medlemskab er Tyrkiet nemlig havnet i en vanskelig situation, hvor man på den ene side har brug for Nato og den sikkerhed, det giver mod fortsat russisk ekspansion og stormagtsdrømme, og en samtidig balancering over for det mellemøstlige syd, hvor tidligere venligt stemte lande på kort tid kan skifte holdning og alliere sig mod nye ”friends of opportunity”.  

Det tilbageværende spørgsmål er imidlertid af mere grundlæggende karakter. Nemlig om alliancens sammenhængskraft på trods af krigen i Ukraine er stærk nok til at rumme et uartigt barn i klasserummet, som ikke efterlever de mest fundamentale principper for vestlige demokratier – det at kunne træffe beslutninger i fællesskab og enighed – og dermed ikke længere kan anses for at være værdig til at være i samme klasserum.  

Med Tyrkiets forsatte modstand mod finsk og svensk medlemskab, uagtet at dette af mange blot betragtes som Erdoğans spil for galleriet og ønsker om at vise sig som en stærk leder overfor de Tyrkiske vælgere op til valget i Maj 2023, der kan tryne både Nato og EU samtidigt, er tiden måske kommet til for alliancen og overveje, om Tyrkiet – personificeret ved Erdoğan – ikke skal ”meldes” eller ”smides ud” af alliancen, såfremt der ikke kan opnås fælles fodslag i, at der rettes ind efter flertallets beslutninger. 

Tyrkisk udmelding kan komme på tale 

En udmelding af et Nato-land, der ikke længere lever op til det fælles værdisæt, og som gange har brudt alliancens værdier, kan nemlig godt lade sig gøre, såfremt et flertal i alliancen beslutter det. Det er bare ikke nævnt i traktaten, men var en del af den oprindelige tekst, som Canada oprindeligt fremsatte, men som blev undladt.  

Dette vil dog kræve, at alle medlemslandene undtagen Tyrkiet er enige om, at der foreligger så grove omstændigheder og brud på alliancens fælles værdier og regler, at traktaten ophæves. Det er måske mere relevant i denne sammenhæng og af hensyntagen til alliancens sammenhængskraft, i stedet at skride til suspendering af et medlem.  

Dette rejser naturligvis spørgsmålet om, hvad der udgør så grove omstændigheder og brud på alliancens medlemskabsregler, at det kan danne grundlag for en suspension. Dette ville nemlig kræve gentagne og grove brud på de fælles medlemskabsregler og samtidig kræve, at alle medlemslande kan blive enig om, at dette er tilfældet.  

Om en fortsat modstand mod finsk og svensk medlemskab er groft nok til at anses som brud på de fælles spilleregler, ånd og værdier, som Nato-traktaten udgør, er nok tvivlsomt. Her vil Tyrkiets ”Operation Peace Spring” måske udgøre en bedre kandidat for en eventuel suspension. Endeligt er det i sidste ende medlemmerne, som i enstemmighed kan beslutte en suspension, og hvad der udgør så ”gentagne og grove brud” på det fælles regelsæt eller værdier, at det vurderes tilstrækkelige til at skride til suspension.  

Noget må gøres for at sikre fælles fodslag i en alliance, der har sikret freden i Europa frem til Putins uberettiget angreb på Ukraine i februar 2022.

Om det bliver nødvendigt eller en realitet kan altid diskuteres, hvorimod der ikke er tvivl om, at handling er påkrævet, såfremt alliancen skal udvides, og Tyrkiet skal sige ja. Dette er samtidigt nødvendigt, såfremt Nato og dens medlemmer med fælles værdier og regelsæt fortsat skal overleve som værn mod despoter, diktatorer og andre aggressive regimer.  

Dette uagtet, at det politisk vil være meget uheldigt at bryde alliance op eller skride til suspension af et medlemsland, hvilket samtidigt ville sende det helt forkerte signal til Putin.  

Men noget må der gøres for at sikre fælles fodslag i en alliance, der har sikret freden i Europa frem til Putins uberettiget angreb på Ukraine i februar 2022. Kræver dette suspension af et land, som ikke vil efterleve de fælles regler og værdier, kan det blive nødvendigt og værd at overveje for at sikre alliancens fortsatte overlevelse.  

Navnlig med et land som Tyrkiet, hvor medlemskabet synes at afhænge af den mængde af afpresning, som Erdoğan kan slippe afsted med over for de to kandidatlande samt øvrige Nato-lande, synes dialog ikke at være en farbar vej, om end dette ville være at foretrække. 

Emner