Militæranalytiker: Milliard-indsprøjtning i Forsvaret er en tillidsprøve, der ikke må gå galt

Kronik af Jens Wenzel Kristoffersen (Center for Militære Studier) I Altinget den 8. september 2023. 

Med regeringens aftale 'Vilje og evne til at tage ansvar' fra 28. juni i år, og afsættelsen af cirka 143 milliarder kroner til styrkelsen af dansk forsvar og sikkerhed, rejser der sig en række spørgsmål. Disse spørgsmål drejer sig om primært tre ting:

For det første: Hvordan sikrer man sig, fra såvel politisk hold, som fra Forsvarsministeriets og Forsvarets side, at dette enorme og historisk set store beløb anvendes, forvaltes og investeres på en åben, transparent og troværdig måde, så de folkevalgte politikerne på forsvarsområdet, kan se både vælgerne og Forsvarets personel i øjnene – samtidig med at befolkningen kan få ro i maven og forstå, hvad alle de mange milliarder går til?

Dette er nødvendigt, fordi det godt kan være svært for almindelige mennesker – ja, sågar også eksperter på forsvarsområdet – at forstå anvendelse af så store beløb til Forsvaret, når befolkningen samtidig oplever, at kommunerne skal spare og lide under ”ikke tilstrækkelige” budgetter og stigende udgifter til velfærd på trods af, at regeringen siger, at ”der er penge nok”.

Det er også nødvendigt for troværdigheden af de folkevalgte politikere, der fører parlamentarisk tilsyn med Forsvaret i for eksempel det magtesløse ”forsvarsudvalg”, fordi hvis de vil genvælges ved et kommende valg, uanset hvor langt ude dette måtte ligge, vil blive stillet til ansvar for, hvad de som politikere gjorde for at få rettet op på den skrantende økonomiforvaltning i et ministerium, hvor der råder et tværgående styrelsesmæssigt kaos, hvor alle er lige, og med ingen styrmand ved roret.

Det er ligeledes af helt afgørende nødvendigt, at Forsvaret med Forsvarsministeriet i førerstolen, på fuldstændig krystalklar og troværdig vis kan redegøre for forbruget af hver en krone af de 143 milliarder kroner. 

For kan man ikke det, vil al tillid til den statslige økonomistyring af Forsvarsministeriets koncern være helt borte og tilliden fra befolkningen være endeligt brugt op.

Hvilken retning skal skuden sejle?
Og for det andet: Hvordan får man genskabt den nødvendige tillid til Forsvarsministeriet og Forsvaret, samt til at pengene anvendes på den måde, som de er tiltænkt, i opfyldelsen af aftalens tre pejlemærker: 1) Vilje og evne 2) Til gavn for samfundet og 3) Fundamentet på plads?

Det er det gode spørgsmål, som man fra politisk side og fra ministerielt niveau må stille sig, såfremt man ønsker at sikre sig, at man fortsat har befolkningens forståelse og vilje til at anvende så stort et beløb på Forsvaret.

Og når dette så er sagt, ser vi ind i en tiårig periode, hvor den ene delaftale efter den anden på Forsvarets område skal indgås, begyndende med det lidende og til stadighed skrumpende personel, efterfulgt af en opgave der skal sikre, at fundamentet er på plads.

Det er helt afgørende, at Forsvaret på fuldstændig krystalklar og troværdig vis kan redegøre for forbruget af hver en krone af de 143 milliarder kroner

Dette før vi overhovedet kan se ind i nye materielanskaffelser til et udsultet og ikke funktionsdueligt forsvar, og som ikke kan leve op til hverken Danmarks forpligtelser i Arktis og overfor rigsfællesskabet, eller i forhold til det nationale forsvar, og slet ikke i forhold til vores alliancefællesskab med to ud af 17 styrkemål opfyldt og en fortsat lang udsigt til at disse opfyldes. Og det kommer til at tage tid.

Disse delaftaler skal så samtidigt indgås blandt forligsrammens partier nemlig Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Konservative, Radikale, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.

Altså en politisk kreds af folkevalgte, som hver især har deres forskellige holdninger og prioriteter for, hvad der er fornuftigt og ønskeligt at bruge pengene til. Og det kræver lederskab og politiske kompromiser.

Når det så samtidigt står lysende klart, at den gruppe af forsvarsudvalgsmedlemmer, som for tiden sidder på tinge, for manges vedkommende har et begrænset kendskab til Forsvaret.

Deri ligger der en yderligere udfordring, når disse så samtidig skal tage stilling til i hvilken retning og kurs supertankeren ”M/S Forsvaret” skal stævne. Dette fordi, at regeringen og forligspartiernes 'Vilje og evne til at tage ansvar', hvor aftalen har karakter af et forlig, ikke i tilstrækkelig grad er klar og tydelig i teksten og med tilstrækkelig klare mål siger til Forsvaret, i hvilken retning skuden skal sejle.

Altså kort og godt: Hvad er det vi, udover ”Lov om Forsvarets formål”, vil have at Forsvaret skal løse af opgaver for Danmark. Aftalen er med andre ord malet med så bred en pensel, at det stadig er uklart for mange, ikke mindst for Forsvaret, hvilke opgaver det er, man fra politisk side gerne vil have, at Forsvaret skal løse.

Og her skulle man mene, at forsvarsudvalget ville være nok. Men desværre nej. For forsvarsudvalget har ingen magt af betydning. Men når opgaveløsningen fortsat er uklar, ikke mindst for det udsultede forsvar, så er der ekstra behov for at få defineret denne opgave. Dette åbner op for det tredje spørgsmål.

Skeletter i skabet

For det trejde: Hvad er det, man mener, at Forsvaret skal løse af opgaver i de tre geografiske indsatsområder i 1) Danmark, Færøerne og Grønland 2) Nærområdet i øst, og 3) verdens brændpunkter?

Hvad er det, man konkret mener med, at dansk forsvar skal løse opgaver i de nævnte områder. Det er fortsat meget uklart og ikke særligt tydeligt i den beskrevne tekst. Derfor blafrer svaret også fortsat i vinden.

Det står lysende klart, at gruppen af forsvarsudvalgs-medlemmer for manges vedkommende har et begrænset kendskab til Forsvaret

Dette betyder så samtidigt, at når opgaven er uklar, bliver det også vanskeligt at rammesætte de nødvendige midler og udstikke den rigtige retning i de enkelte delaftaler.

En afledt effekt heraf bliver at opgaverne, som ikke er klare, også bliver vanskelige at måle på i forhold til rammer, disponeringer og afløb. Og i sidste ende, at kunne gøre rede for, hvad midlerne blev brugt til. Og netop denne udfordring bliver en af de store knaster, som den nyudnævnte forsvarsminister skal tage sig af.

Det bliver nemlig en af de helt centrale opgaver for et vingeskudt ministerium med en lang række af økonomiske skandaler og sager bag sig, hvor de sidste lig formentlig ikke er faldet ud af skabet endnu, og hvor det fortsat må forventes, at skandalernes tid endnu ikke er slut.

Her begiver Forsvarsministeriet, med ministeren i spidsen, sig ud på en kæmpestor og nødvendig rejse. For regeringen, befolkningen og ikke mindst Forsvaret kan ikke leve med, ”at der ikke er orden i pudsekassen”.

For så vil vi gense den ene skandale efter den anden. Og det tjener hverken politikere, ministerium eller Forsvaret og ikke mindst befolkningen.

Så hvad er så løsningen på ovenstående. Det er ganske simpelt. Der ligger nemlig en opgave i at få defineret netop ”opgaven”, og dernæst at føre den nødvendige kontrol med at opgaveløsningen så også sker som defineret.

Opgaven

Fra politisk hold må man sætte sig ned og definere opgaverne og gøre sig klart, hvad det er for nogle opgaver, som man ønsker, at Forsvaret skal løse. Ikke hvordan, men hvilke. Og dernæst afsætte de nødvendige rammer i hver enkelt delaftale.

Dernæst må regeringen og forligspartierne kommunikere dette tydeligt ud til Forsvarsministeriet og Forsvaret, så navnlig Forsvaret ikke er i tvivl. Konkret og tydeligt med klare delmål for opgaveløsningen.

Når dette så er sket, må man indhente den nødvendige militære fagekspertise i forhold til, om det er muligt, og hvad det koster, hvornår dette kan lade sig gøre, herunder de højre/venstre begrænsninger, der eventuelt måtte findes. Ærligt, tydeligt og uden indpakning i misforstået politisk loyalitet.

 Her kunne man indledningsvis se på de tre geografiske indsatsområder og tydeliggøre disse. Hvad er det for opgaver, som man reelt set vil have løst i det arktiske, i Grønland, på Færøerne, og hvordan får vi løst dette i et konstruktivt og forpligtende samarbejde mellem rigsfællesskabets parter.

Men hvad kræver alt ovenstående så? Her må Forsvaret igen komme ind med den militærfaglige ekspertise. Hvor mange skibe, fly, personel og så videre. Dernæst må vi se på det nationale forsvar, det der kaldes for territorial forsvaret, i Danmark og Østersøområdet og med en skelen til Øst og vores Nato og alliancemæssige forpligtelser der.

Afslutningsvis må vi finde ud af og definere, hvad det konkret er, vi vil have løst af opgaver i verdens brændpunkter, med den selvfølgelige fleksibilitet dette kræver.

Ekspertudvalg- og kontrolorgan

Herudover skal der nedsættes et uvildigt kontrolorgan, der på kvartalsvis, halvårs og helårlig basis holder statusmøder om, hvordan delaftalerne ses opfyldt. Her vil Forsvarsministeriet skulle spille en afgørende rolle i afrapporteringen og dermed have et ansvar for målopfyldelsen.

Navnlig på det økonomiske område ses der behov for særlige kompetencer og afrapportering, samt i forhold til hvert enkelt delprojekt i de enkelte delaftaler. Klart, tydeligt og ærligt, så politikere, befolkningen og alle andre kan forstå, hvordan det går.

Her rækker det ikke med det nævnte ekspertudvalg, såfremt dette ikke også anbefaler nedsættelsen af et uafhængigt kontrolorgan, der samtidig har kompetence til at rådgive og agere indenfor områder, der ikke forløber tilfredsstillende, og samtidig med muligheden for i samråd med Forsvarsministeriet, regeringen og forligspartierne at foretage de nødvendige justeringer.

Politisk og ledelsesmæssigt mod

Startende med det politiske niveau, vil det være helt centralt, at politikkerne nu løfter deres ansvar og definerer de opgaver, som de gerne vil have dansk forsvar skal løse.

Det er ikke nok her med den sædvanlige melodi som oftest lyder: "…vi venter på, hvad forsvaret mener". Nej, her menes der, at man tager reelt ansvar og finder ud af, hvad det er for nogle opgaver, Forsvaret skal løse.

Når opgaven er uklar, bliver det også vanskeligt at rammesætte de nødvendige midler og udstikke den rigtige retning i de enkelte delaftaler

 Og her kan det være hensigtsmæssigt måske at skele til den nuværende sikkerhedspolitiske situation, hvor det vil være altafgørende for Danmarks overlevelse, at Forsvaret i en fart kan levere i de to søjler: 1) tilstrækkelig kampkraft og 2) bidrage til effektiv afskrækkelse.

Resten giver sig selv, for dette vil nemlig være definerende for opgaven, og dermed ved Forsvaret også, hvad det er for opgaver, de skal løse. Og så skal Forsvaret nok fortælle, hvad dette kræver. Enkelt klart og tydeligt, som det politiske niveau, regeringen og andre kan forholde sig til.

I denne proces kan det så samtidig godt være, at det bliver nødvendigt at få givet Forsvaret og ikke mindst det personel, der skal stå i spidsen for forandringens vinde, et serviceeftersyn i form af organisering.

Og her kræves der politisk og ledelsesmæssigt mod til at kigge ind i såvel Forsvarsministeriets organisation og i Forsvaret. Disse forandringens vinde må i sidste ende komme blæsende ud af Forsvarsministeriet og ministerens kontor i behørig konsultation med Forsvaret, som skal leve med disse beslutninger.

Igen er det her nødvendigt, at der tages et klart politisk ansvar for, at denne konstruktion bliver rigtig, med de rigtige mennesker, på de rigtige poster.

Så det afsluttende spørgsmål kunne meget vel være, om vi "har de ti år, som det kræver at have vilje og ikke mindst mod til tage det fornødne ansvar?" Svaret er næppe.

Men det haster, fordi den sikkerhedspolitiske situation er, som den er, og de forskellige trusler mod Danmark hurtigt kan materialisere sig, når vi mindst venter det og er mindst klar til det.

Emner