Nej, nulvækst er ikke en magisk løsning på klimaproblemerne
Debatindlæg af Ulrik Beck, Andreas Lund Jørgensen og Peter Kjær Kruse-Andersen. Hhv. cheføkonom, Kraka, seniorøkonom, Kraka og adjunkt, Økonomisk Institut, Altinget den 19. juni 2023.
En ny bog har sat gang i debatten om, hvorvidt økonomisk vækst er foreneligt med den grønne omstilling af samfundet, der er nødvendig for at bremse klimaforandringerne.
I det ene ringhjørne står de mest inkarnerede tilhængere af såkaldt postvækst (”degrowth”), der mener, at negativ økonomisk vækst i den mest velstillede del af verden er den eneste vej ud af klimakrisen, fordi vækst og velstand hænger uløseligt sammen med CO2-udledninger.
I det andet ringhjørne står de mest vækstoptimistiske, der argumenterer for, at vækst er svaret på klimakrisen, fordi den teknologiske udvikling skal løse problemerne, og fordi øget velstand giver råderum til flere investeringer i et bedre miljø.
To grow or not to grow?
Økonomisk vækst er på mange måder en fantastisk ting: Den har løftet levestandarden i det meste af verden og giver mulighed for at løfte milliarder af mennesker ud af fattigdom. Og det gør, at forældre kan have en rimelig forhåbning om, at deres børn vil være mere velstillede, end de selv er.
Heldigvis mener vi heller ikke, at nulvækst er nødvendigt for at bremse den globale opvarmning. Omvendt deler vi frustrationen over trægheden i den grønne omstilling og erkendelsen af, at der er behov for at gøre meget mere.
Kort sagt, så er det ikke økonomisk vækst, der er problemet. Problemet er drivhusgasudledninger
Lad os starte med at slå fast: Selvom det er lykkedes nogle lande – herunder Danmark – at øge velstandsniveauet og samtidig sænke deres CO2-udledninger (såkaldt ”afkobling”), går udviklingen på globalt plan alt for langsomt til at leve op til Parisaftalens målsætning om at holde temperaturstigningerne under 1,5 grader celsius uden yderligere tiltag.
Og for verdensøkonomien som helhed har der da heller ikke været en afkobling mellem økonomisk vækst og CO2-udledninger endnu. Økonomisk vækst ser derfor ikke ud til at være tilstrækkeligt til at løseklimaudfordringen.
Alligevel køber vi – i lighed med de fleste fagøkonomer – ikke ind på ideen om, at et mål om lavere økonomisk vækst – eller sågar negativ vækst – er løsningen på klimaproblemerne.
Det skyldes ikke manglende vilje til at løse klimaudfordringerne, men grundlæggende uenighed om, hvilken tilgang der giver størst sandsynlighed for at lykkes med at håndtere udfordringerne, samt hvilken tilgang der kan sikre omstillingen til de lavest mulige omkostninger.
Problemet med postvækst er ironisk nok det overdrevne fokus på vækst. Kort sagt, så er det ikke økonomisk vækst, der er problemet. Problemet er drivhusgasudledninger. Derfor bør opmærksomheden rettes direkte mod at løse de konkrete klima- og miljøproblemer, som verden står overfor.
Alle kan bidrage ved at tænke over miljøkonsekvenserne af deres privatforbrug, men klimakrisen skal først og fremmest løses af handlekraftige politikere, som skal træffe de nødvendige beslutninger om at prissætte CO2-udledninger, opbygge grøn infrastruktur og eventuelt give støtte til grønne teknologier.
Intet magisk ved vækstrate på nul
Med denne tilgang bliver effekten på væksten en afledt effekt af den nødvendige regulering. Væksten vil altså afhænge af, i hvor høj grad politikerne er villige til at træffe de nødvendige beslutninger, samt om de vælger at tilgodese andre forhold, såsom fordelingsmæssige hensyn, lokale arbejdspladser og udflytning af CO2-udledninger til andre, mindre regulerede steder på Jorden.
I den optik er der ikke noget magisk ved en økonomisk vækstrate på nul – den kan sådan set være positiv eller negativ, alt afhængigt af hvor dyr den grønne omstilling bliver. Den gode nyhed er, at en del tyder på, at den grønne omstilling formentlig ikke er så dyr.
De økonomiske vismænd vurderede sidste år, at indførelsen af en ensartet CO2-afgift på 1000 kroner per ton CO2e og udfasning af de eksisterende energiafgifter vil give et lille samfundsøkonomisk overskud og bringe Danmark i mål med 70 procent-målsætningen.
Hvis man politisk ønsker omfordeling, kan det klares med kendte redskaber som udviklingsbistand og støtte til grøn omstilling og klimasikring
Et nyt studie fra 2023 viser også, at EU's CO2-kvotesystem, EU ETS, har ført til betydelige CO2-reduktioner uden væsentlige negative økonomiske konsekvenser for de berørte virksomheder og brancher. En lignende konklusion kom Kraka også frem til i en analyse sidste år.
Den viste, at indførslen af en CO2-afgift historisk har reduceret et lands CO2-udledninger uden nævneværdig betydning for samfundsøkonomien. Der ser altså ud til at være noget om snakken, når økonomer siger, at CO2-kvoter og/eller en CO2-afgift er en omkostningseffektiv måde at reducere udledningerne på.
At afkoblingen mellem vækst og CO2-udledninger går for langsomt, er et af postvækst-bevægelsens primære argumenter for, at der er brug for en ny tilgang til klimapolitikken. Vi mener derimod, at det er udtryk for, at der endnu ikke har været den nødvendige vilje på globalt plan til at føre den nødvendige klimapolitik.
Hvis manglende vilje til forandring står i vejen for den grønne omstilling, må man dog spørge sig selv, om postvækst repræsenterer et mere spiseligt alternativ.
Omfordeling kan blive dyrt
Et af de bærende elementer i postvækst-tilgangen er, at den mest velstillede del af verden i det globale nord, skal reducere deres udledninger og ressourceforbrug betragteligt, så resten af verden – som historisk ikke har haft samme vækstbidrag fra fossile brændsler – kan udvikle sig indenfor de planetære grænser.
Taget i betragtning af, hvor svært det har været for de industrialiserede lande at leve op til deres løfter om at betale ind til den klimafond, der blev aftalt ved COP15 i København i 2009, så virker det utopisk at tro, at global omfordeling i den skala har nogen gang på jorden.
Det er også en dyr måde at omfordele mellem nord og syd på. Hvis man politisk ønsker omfordeling, kan det klares med kendte redskaber som udviklingsbistand og støtte til grøn omstilling og klimasikring.
Et grundlæggende princip bør derfor være, at man sigter efter en omkostningseffektiv grøn omstilling
Blandt andet derfor er vi tilhængere af en anden tilgang, hvor man opstiller nogle klare klimapolitiske mål baseret på, hvad forskningen fortæller os er nødvendigt, og herefter lever op til målene på en omkostningseffektiv måde.
Det mindsker måske væksten en smule, men hvis vi kan levere vores bidrag til planetens overlevelse ved at frasige os en smule økonomisk vækst, så virker det som et mål, der er værd at gå efter – mildt sagt.
Den samme logik gælder for nogle af de andre miljøkriser, som verden står overfor. Hvis den videnskabelige konsensus er, at biodiversitetskrisen kræver, at en del af et lands areal udtages til urørt natur, så må politikerne sikre, at det sker.
Væksten afhænger af politikkerne
Det vil sandsynligvis også sænke væksten en smule, men dette bør ikke være fokus – og i det store billede bliver det formentlig negligerbart. Derfor bør hensynet til økonomisk vækst heller ikke her stå i vejen for den nødvendige regulering.
I sidste ende må vi indstille os på, at den grønne omstilling i et eller andet omfang vil reducere den økonomiske vækst – i hvert fald i en periode. Men hvor meget afhænger i høj grad af, hvilken vej politikkerne vælger at gå.
Hvis politikkerne vælger de mest omkostningseffektive instrumenter som eksempelvis CO2e-afgifter, bliver væksteffekten formentlig lille. Men hvis politikerne i stedet vælger ineffektive instrumenter, kan den grønne omstilling hurtigt blive meget dyr.
Et grundlæggende princip bør derfor være, at man sigter efter en omkostningseffektiv grøn omstilling, så man kan få flest mulige miljøforbedringer og forureningsreduktioner for pengene. Hvis man gør det, tyder det nuværende vidensgrundlag på, at positiv økonomisk vækst og ambitiøse miljøpolitikker kan gå hånd i hånd.