Nulvækstideologien er opskriften på død og fattigdom

Kommentar af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 8. januar 2023

Et ekko af et spøgelse runger i disse tider igennem den offentlige debat. Fra venstrefløjen og dele af højrefløjen lyder igen det gamle krav om, at vi som samfund skal droppe ambitionen om økonomisk vækst. Det vil - hvis det skal have nogen mening - reelt sige at sætte udviklingen i stå og nøjes med den velstand, vi allerede»har«.En sådan forestilling om, at man skulle kunne holde fast i, hvordan tingene nu engang er og nøjes med dét, er langt fra ny. Asketer, der har prædiket afholdenhed, og mentalt konservativ modstand mod forandring er så gamle fænomener som de første opfindelser i oldtiden.

Karl Marxs virkelighedsfjerne utopi om et samfund, hvor alle skal»yde efter evne og nyde efter behov«som en permanent tilstand, vandt også længe genklang som en ny slags semireligiøs vision og fik i kølvandet på industrialiseringen i det 20. århundrede og den almindelige venstredrejning efter 1968 ny medvind. Senest har klima- og bæredygtighedsdagsordenen rullet mange af de samme ideer ud - og illustrativt nok er for eksempel aktivisten Greta Thunberg nu kommet helt ud af skabet som en rendyrket venstreradikal antikapitalist.

Men at sætte uret i stå vil uvilkårligt have uoverskuelige omkostninger. Prøv blot at tænke på, hvad der var sket, hvis man på et tidligere tidspunkt - illusorisk som det end er - havde formået at sætte den økonomiske udvikling i stå.

Det ville reelt betyde, at man ikke ville / skulle / kunne opfinde, konkurrere og blive bedre til at skabe mere billigere eller bedre. Men som økonomiprofessor Don Boudreaux fra George Mason University har påpeget, har de fleste mennesker i den vestlige verden i dag i praksis på mange punkter en bedre levestandard end verdens dengang rigeste privatperson, John D. Rockefeller, havde for blot et århundrede siden. Ikke på grund af velfærdsstaten, men på grund af innovation og konkurrence og deraf følgende vækst.

Eller for at gøre det endnu mere konkret og nutidigt: Tænk på, hvad der var sket, hvis man blot i for eksempel 1972 havde taget nulvækstmissionærerne bag»Grænser for vækst«på ordet: Det seneste halve århundrede alene har budt på den mest bemærkelsesværdige vækst i levestandard og muligheder, som menneskeheden endnu har set i de 60-80.000 år, siden små grupper af vore forfædre udvandrede fra det afrikanske kontinent og bredte sig til resten af kloden.

Dengang i 1972 var der endnu mange danskere, der ikke havde træk-og-slip toiletter, men måtte»i gården«. Kun halvdelen havde køleskabe eller frysere, og få havde vaskemaskiner. Mange havde ikke tv, og hvis de havde et, var det sort/hvid og på størrelse med en seng - og man kunne som regel kun se én, statslig kanal. Næsten ingen havde fjernvarme. Biler og rejser var luksusgoder for en mindre del af samfundet. De hverdagsgoder, vi i dag tager for givne, kostede små formuer.

Uden det sidste halve århundredes vækst og innovation havde der heller ikke været nogen personlige computere. Ingen softwareprogrammer til at jonglere milliarder af informationer på få sekunder. Intet internet. Ingen smartphones. Ingen muligheder for med nye opfindelser at udnytte»grønne«energikilder.

Der ville ikke have været de samme moderne laboratorier, som kan udvikle nye effektive kure mod alt fra små dagligdags sygdomme til cancer og pandemiske vira, og millioner og millioner ville være døde af årsager, man i dag kan undgå med et besøg på apoteket. Vi spiser i dag mere frisk frugt, flere grøntsager, og de fleste produkter er mindre farlige - og danskernes gennemsnitlige levealder er på de årtier steget med godt fem år.

Mest bemærkelsesværdigt ville man have dømt milliarder af mennesker i udviklingslande til evig fattigdom på et niveau ikke meget højere, end det havde været i årtusinder.

I stedet for en fastfrysning i sådanne omstændigheder har vi oplevet, at verden er blevet renere, sundere og med mindre fattigdom og ulighed globalt.

Sagen er i en nøddeskal, at man ikke på et givent tidspunkt kan vælge til og fra med hensyn til, hvilke endnu ukendte opfindelser der skal komme i fremtiden. Ingen nok så kloge politikere, bureaukrater eller intellektuelle kan fra en lænestol gennemskue eller udregne præcis, hvilke fremtidige behov, der vil opstå, eller hvilke løsninger på sådanne, der vil være mulige eller rentable.

Gods og guld er ikke alt, og et samfunds velstand er ingen garanti for lykke - hverken for de enkelte mennesker eller for hele samfund. Men at skabe de bedst mulige rammer for at motivere mennesker til at arbejde, opfinde og udvikle nye måder at gøre det samme på billigere og bedre er på ethvert realistisk parameter bedre end noget kendt alternativ. Og at gøre nulvækst til en samfundsideologi er helt bogstaveligt en dødssejler med uendeligt store, men svært gennemskuelige menneskelige omkostninger.

Emner