Nyt forlig gør forsvarets fremtid mere politisk – og måske er det en god ting

Debatindlæg af centerleder og seniorforsker Kristian Søby Kristensen (Center for Militære Studier) i Altinget den 5. juni 2023. 

Det er historiske tider i dansk forsvarspolitik. Det nationale kompromis har sat en ny retning for dansk forsvarspolitik. Omfattende våbenstøtte til Ukraine, ophævelse af Danmarks EU-forbehold på forsvarsområdet, og sidst men ikke mindst, en politisk aftale om at anvende to procent af dansk BNP på forsvaret.

Det er i omegnen af 20 milliarder kroner om året – ekstra, og hvert år fra 2030. Med regeringens forligsudspil går forhandlingerne om de mange milliarder nu for alvor i gang.

Arktis, Østersø, flåde eller hær – hvad skal prioriteres? Det er til forhandling. Men rammerne for forhandlingerne ligger fast. Og de er nye. Regeringen og dens aftalepartnere i det nationale kompromis har lavet nye rammer for, hvordan dansk forsvarspolitik bliver til.

Forsvarsforlig plejer at være mellem fire og seks år. Det kommende forlig er tiårigt. Det er måske i virkeligheden den største forsvarspolitiske historie.

Forligsinstitutionen på forsvarsområdet er i forandring. Et tiårigt forlig tvinger Folketingets politikere til en længere planlægningshorisont; de har med andre ord sat det lange lys på, og det politiske lys rækker længere ud i forsvarets fremtid.

Derved bliver forsvarets langtidsplanlægning – mere end tidligere – genstand for politik. Og det kan være en god ting.

Forsvarspolitisk puslespil

Der er mange måder at lave forsvarspolitisk langtidsplanlægning. I Danmark er langtidsplanlægningen i vidt omfang centreret om forsvarets materielplan. Den plan indeholder, som navnet indikerer, forsvarets materiel. 

De politiske beslutninger rammes altså i høj grad ind af materielplanen

Her planlægges, hvornår udstyr skal udskiftes eller levetidsforlænges, og nye indkøb plottes ind i takt med, at planen rulles ud. Det er altså her, at forsvarets fremtid skabes.

Når der for nylig har været ballade om erstatningsanskaffelse eller levetidsforlængelse af de arktiske patruljeskibe, så er det netop fordi, at det har været forventningen – ifølge materielplanen – at skibene skulle erstattes af nye, ikke levetidsforlænges.

Materielplanen bliver i sagens natur mindre konkret jo længere ud i fremtiden den rækker, men nogle ting ligger fast. For eksempel låser F-35 kampflyet mange ressourcer fast, og forventes ikke udskiftet de næste 40 år. Det er en stor og vigtig brik i dansk forsvars fremtid, og derfor også afgørende i forhold til fremtidig planlægning.

Den slags brikker er der mange af, og mange af forsvarsplanlægningens brikker kan der derfor ikke sådan lige rykkes rundt med fra forlig til forlig. Fordi et forlig rækker kun så langt, som den politiske aftale gælder, og kan i sagens natur ikke beslutte ting udenfor forligsperioden.

De politiske beslutninger rammes altså i høj grad ind af materielplanen. Selvfølgelig under hensyntagen til den skiftende økonomiske ramme.

Men meget af et forsvarsforlig er derfor bekræftelse og/eller justeringer af allerede forberedte eller foretagne beslutninger. Eller lidt mere spidst formuleret: Politisk vievand kastet på den fortløbende nedefra-og-op militære planlægning. 

Tiårig forligsperiode

Forsvarsforlig, og de forhandlinger der leder op til deres indgåelse, handler om at tage beslutninger. Det er det, der driver debatten og forhandlingerne.

Hvad vil politikerne beslutte? Hvilket kampfly skal erstatte det tidligere, og hvor dyr skal den nye helikopter være? Skulle man ikke have købt nogen billigere fly – eller nogen flere helikoptere?

Det er helt afgørende forsvarspolitiske beslutninger, og det er legitimt at bruge tid og energi på dem. Men de er enkeltbeslutninger, der træffes i en allerede fastlagt sekvens af beslutninger.

Ofte tales der om erstatningsanskaffelser – selve ordet indikerer, at der ikke er så meget at beslutte. Der skal købes en ny til at erstatte den gamle.

Mere af forsvarets fremtid bliver genstand for politisk forhandling og beslutning

Det er beslutninger om de brikker, der skal lægges i den langsigtede plan, og der er ikke så mange måder, de brikker kan lægges.

Et tiårigt forlig forandrer den dynamik. Mere af forsvarets fremtid bliver genstand for politisk forhandling og beslutning.

Der er simpelthen flere af brikkerne på materielplanen, som politikerne meningsfuldt kan tillade sig at rykke rundt med i forligsperioden – og derfor i forligsforhandlingerne.

Det vil nogen mene er risikabelt. Forsvarsplanlægning er kompliceret, og ti år er lang tid – især i politik. Kan man regne med nok politisk evne og ansvarsfølelse til at sikre forsvarets langsigtede fremtid hos Folketingets forligskreds?

Og kan man regne med, at forsvaret kan forvalte en tiårig forligsperiode uden at budgetterne skrider? Måske er det gode ved et tiårigt forlig at den alt for lange politiske horisont, og at faren for at forsvarets økonomi skrider, tvinger begge parter til en ny politisk samtale om forsvarets udvikling.

Hvad om den samtale, i stedet for at handle om økonomi og enkelbeslutninger, handlede om målet? Hvordan skal forsvaret se ud om ti år? Muligheden er i hvert fald til stede for at få en mere langsigtet, strategisk og politisk samtale om, hvordan forsvaret skal udvikles.

Et tiårigt forlig gør det muligt – fordi der netop er flere beslutninger, der skal tages – også politisk at drøfte hvordan forsvaret faktisk skal se ud om ti år.

Emner