Offentlige organisationer skal i dag være alting for alle mennesker

Kommentar af professor MSO Asmus Leth Olsen (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 29. maj 2023.

I tirsdags havde jeg fornøjelsen af at deltage i den årlige ledelseskonference, der arrangeres af et konkurrerende universitet beliggende i det østjyske og hvis navn, jeg derfor ikke vil kede med her.

Der var samlet over 700 offentlige ledere, som havde en hel dag foran sig med oplæg, paneldebatter og workshops.

Åbningspanelet bød på et engageret oplæg fra departementschef i Statsministeriet, Barbara Bertelsen. Hun kom med en række bud på, hvad der for hende er vigtigst i offentlig ledelse. Særlig ét af dem sad fast, der jeg luntede hjem fra Falkonérsalen på Frederiksberg: Ledere skal være forpligtede på den virkelige verden. Alting begynder og ender med virkeligheden. Problemer i den virkelige verden håndteres med løsninger, der manifesterer sig i den virkelige verden.

Det er en parafrasering, men omtrent det, som Bertelen sagde. Mere konkret forklarede hun, at offentlige ledere alt for ofte forveksler midler og mål. Man er tilfreds, når handleplanen er skrevet færdig, lovgivning er vedtaget, og strategimødet er afholdt. Gode processer er bare ikke den virkelighed, hvor de fleste mennesker lever og ånder.

At ville være alt for alle

At processuelt kviksand forveksles med virkningsfuldhed, tror jeg kommer af, at missioner og mål for offentlige organisationer i dag udvider sig hurtigere end universet. Offentlige organisationer skal i dag være alting for alle mennesker. De skal være et perfekt spejl eller reaktion på alle debatter i samfundet. Hver en daginstitution, universitet, multihus, kasserne eller kommunekontor skal løse klimakrisen, unges mistrivsel, diversitet og en håndfuld af FNs verdensmål.

Mens Region Midtjylland overamputerede ben af patienter, kunne regionen også vifte med en bæredygtighedsstrategi for 2030. Ja, ja, organisationer bør kunne have mere end to mål i hovedet på samme tid, og det ene forårsager ikke det andet. Det var ikke bæredygtighedsstrategien, der unødigt skar benene af folk.

Hjem til kerneopgaven

Men denne form for »mission creep« eller »organizational drift« - fine akademiske ord for at mission og organisation driver væk fra oprindeligt formål og kerneopgave - er ikke uden omkostninger. Der er tanker, der ikke bliver tænkt, og handlinger, der ikke bliver foretaget, når man skal være alt for alle. Organisatorisk opmærksomhed og beslutningskraft er knappe ressourcer, men bliver ofte behandlet, som var de uudtømmelige.

Den offentlige organisation med de tusinde mål kan være som kryptonit for kerneopgaven. »Kerneopgaven« er næsen blevet et fyord, fordi det er på mode at påpege, at mål er komplekse. Det er faktisk alt for svært at svare på, hvad kerneopgaven er, for hvad med X, Y, Z og har vi husket klimakrisen?

Men offentlige organisationer er oprindeligt sat i verden for at være noget for nogen og ikke alt for alle. Der er formålsparagraffer, rammelovgivning og bevillingslove, man kan stikke snuden i.

Vi lever bare ikke i en tid, hvor det er populært at forsimple, skære til eller vælge fra. Det er simpelthen blevet svært at sige: »Der foregår en stor debat ude i samfundet, som vi vurderer har meget lidt relevans for vores organisation, hvorfor vi har tænkt os at ignorere den 100 procent«. Man kan ikke bare melde sig ud, fordi alting er filtret sammen og forbundne kar, siges det, hvorfor man ikke kan fortrække sig til sit eget problemfelt.

Man skal i stedet dyrke kompleksiteten - nærmest svælge i den. Alligevel bliver de offentlige organisationer med de tusindvis af mål mere ens på overfladen, fordi alle skal have lidt at sige om de samme problemer.

For offentlige organisationer er det ekstra vigtigt at have en huskesnor på fingeren, hvor der står »kerneopgaven«. Slutbrugeren kan mistes lidt hurtigere af syne end kunden i butikken, hvor der er afregning ved kasse 1, hvis organisationen driver afsted som tømmer på det åbne hav.

Vi skal finde ud af, hvordan vi igen gør det populært at fokusere på kerneopgaven. Tale om kerneopgaven, finde hjem til den og holde fast i den, når verden river og flår i os. Nogen skal »bare« slukke ildebrande, lære børn dansk og matematik, stå vagt ved Estlands grænse, gøre syge raske eller udstede en byggetilladelse til en carport. Det er virkeligheden, der tæller.

Emner