Ph.d.-studerende: Afkoblingen af Rusland rammer alle videnskabelige discipliner i Arktis

Debatindlæg af Ph.d.-studerende Lin Alexandra Mortensgaard (Institut for Statskundskab) i Altinget den 16. november 2023. 

Når klimaforandringer i den arktiske region skal sættes i perspektiv, sker det ofte gennem metaforer, der skal illustrere hvor meget hurtigere, vildere, varmere og mere utilregneligt klimaet forandrer sig i Arktis sammenlignet med andre regioner.

Arktis er i klimasammenhæng 'kanariefuglen i kulminen' eller 'the bellwether for climate change' – altså en indikator eller et forvarsel om, hvad der er i vente.

I mere (natur)videnskabelige termer taler man om ’Arcticamplification’, altså det, at Arktis – alt efter hvordan det arktiske klima afgrænses i tid og sted – opvarmes to, tre eller endda fire gange hurtigere end resten af kloden.

At den arktiske region derfor spiller en særlig rolle i vejr- og klimamodeller, er ikke breaking news, lige så lidt som det er en nyhed, at ’arktiske’ klimaforandringer ikke som sådan er ’arktiske’, men i sagens natur er en del af det globale klimasystem, med dertilhørende globale konsekvenser.

Den videnskabelige afkobling mellem Vesten og Rusland rammer hele paletten af discipliner fra humaniora, over samfundsvidenskab og til naturvidenskab.

En lang række videnskabelige discipliner arbejder på at forstå og fremskrive klima- og økosystemforandringer i den arktiske region. Forskere måler havisens udbredelse og dynamik, mens andre borer iskerner dybt i Grønlands indlandsis, forsker i forandrede havstrømme eller ændringer i livsbetingelserne for an række organismer og dyr hjemmehørende længst mod nord.

En forudsætning for at kunne sige noget om det ’arktiske’ klima eller de ’arktiske’ økosystemer er videnskabeligt samarbejde og adgangsmuligheder for forskere på tværs af regionen.

Med Ruslands angrebskrig i Ukraine blev denne cirkumpolare forskningsindsats med ét sat i bero, som en del af en bredere vestlig reaktion på Ruslands handlinger i Ukraine.

Et dilemma af dimensioner
Som jeg for nyligt har udfoldet i et DIIS-policy brief har krigen i Ukraine også haft store konsekvenser i Arktis. Det gælder på politisk niveau, hvor man for eksempel har sat Arktisk Råd på pause fra de syv allierede arktiske staters side – alt imens det sikkerhedspolitiske fokus på Arktis fra USA, Norge, Danmark, Nato med flere stødt tager til.

Men krigen har også konsekvenser i Arktis i form af afbrudt videnskabeligt samarbejde. Den videnskabelige afkobling mellem Vesten og Rusland rammer hele paletten af discipliner fra humaniora, over samfundsvidenskab og til naturvidenskab.

Samarbejde med russiske institutioner er sat i bero eller stoppet, og vidensdelingen mellem forskere med base i Rusland og forskere i Vesten har meget svære vilkår. Men at Vesten ikke kan fortsætte business as usual – heller ikke på forskningsfronten – i lyset af Ruslands handlinger i Ukraine, er både forventeligt og forståeligt.

Alligevel afføder den nuværende situation et dilemma. Rusland udgør i kystlinje og landmasse cirka halvdelen af det areal, man typisk refererer til som Arktis. Det betyder, at Rusland i klimasammenhæng er helt afgørende for at få et helhedsbilledet af ’arktiske’ klimaforandringer.

For eksempel er data og viden om den permafrost, som strækker sig vidt og dybt i Sibirien, og som blandt andet udleder metan til atmosfæren i takt med, at den tør, meget vigtig for den større forståelse. 

Der er ikke udsigt til en optøning i forholdet til Rusland foreløbigt

Metan er en kraftig drivhusgas, så i tillæg til permafrostens lokale konsekvenser for infrastruktur bidrager den potentielt også globalt med store mængder kulstof til en allerede opvarmet atmosfære.

Hvor meget permafrosten bidrager til den globale opvarmning er i sig selv teknisk svært at måle og estimere, fordi denne dataindsamling kræver målinger i undergrunden over store områder, som ikke kan foretages via satellit, fly eller drone.

Med den videnskabelige afkobling mellem Rusland og Vesten får permafrostforskningen endnu værre betingelser og lider store data- og videnstab, som ikke blot kan erstattes ved at flytte forskningsprojekter til Alaska, Canada, Svalbard eller Grønland.

Behov for skræddersyede løsninger
Der er ikke udsigt til en optøning i forholdet til Rusland foreløbigt. Men der er heller ikke udsigt til at klimaforandringerne og deres globale konsekvenser aftager – tværtimod.

Af samme grund bliver vi nødt til at overveje, hvordan vi kan sikre at data og viden om permafrost, havis og gletsjere i Rusland igen kan blive en del af det arktiske videnskabelige kredsløb.

Det er den russiske data, som mangler, men beslutningen om afkobling er i høj grad vestlig, samtidig med at det er russiske forskere, som risikerer en hel del ved at samarbejde ’for tæt’ med vestlige kollegaer og institutioner. På den måde ligger den arktiske klimaforsknings fremtid i hænderne på beslutningstagere både i Vesten og i Rusland.  

Hvordan kan vi holde liv i den vidensinfrastruktur, som møjsommeligt er opbygget mellem forskere og institutioner siden Den Kolde Krigs afslutning? Eller kan vi som minimum finde en løsning på den manglende klimadatadeling?

Fra vestlig side bør dette spørgsmål ikke anskues som en genoptagelse af tidligere samarbejde med Rusland. Det vil være et signal i strid med Vestens sanktionering af Rusland og det samlede signal, som Vesten ønsker at sende Rusland.

Løsningen er snarere at tænke i undtagelser i forhold til den nuværende afkobling; altså en skræddersyet løsning på en konkret problematik, snarere end en politisk åbning mod Rusland.

Som beskrevet af flere klimaforskere i denne temadebat er det afgørende at forstå processer, som foregår i Arktis, for at forstå klimaforandringer uden for Arktis. De geofysiske forandringsprocesser er i forvejen ekstremt komplekse, og den videnskabelig forståelse af dem kræver god data og videnskabelig debat om resultaterne.

Derfor bliver vi nødt til at overveje, hvordan vi kan undgå, at klimaforskning i og om Arktis ender som to afkoblede videnskabelige klubber, en for vestlig klimaforskning og en for russisk klimaforskning.

Emner