Politikerne mangler de rette incitamenter

Kommentar af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 19. marts 2023.

Hvordan sikrer man, at mennesker har de rette incitamenter, når de skal træffe beslutninger for andre?
Den storsælgende libanesisk-amerikanske filosof, matematiker og investeringsguru Nassim Taleb populariserede for et halvt årti siden et begreb, der dårligt lader sig oversætte til dansk:»Skin in the game«. Simpelt forklaret handler det om at have noget personligt»investeret«i de beslutninger, man træffer - uanset om det er på egne eller andres vegne.

Talebs grundlæggende pointe er, at når man omkostningsfrit kan træffe valg, der koster andre, men måske gavner én selv på anden vis, er incitamenterne asymmetriske og perverse - og så ender man ofte med de dårlige valg. Det skal have konsekvenser for én selv at træffe de dårlige valg.

Den mere konkrete pointe hos Taleb, som han folder ud i sine mange bøger, er, at manglende»skin in the game«kan forekomme alle steder: Hos familier, på markeder og i politik.

Erhvervslederen, der beder andre investere i virksomheden, men selv placerer sine penge andre steder.

Politikeren, der gennemfører omfattende reformer af folkeskolen, men selv sætter sine børn i privatskole.

Politiledelsen, der får bonusser efter, hvor mange bøder, de kan få udskrevet, og derfor prioriterer at udskrive dem dér, hvor det er lettest, men hvor det sker ved at forsømme mere alvorlige former for kriminalitet, hvor man ikke får bonusser.

Regeringen, der gerne vil have militært indgreb i Irak eller Libyen, men uden selv at skulle til fronten.

Vælgeren, der gerne vil have udvidet værnepligten eller indført»samfundspligt«, men som selv er for gammel til at skulle»i trøjen«.

Talebs pointe handler lidt om fairness, men først og fremmest om, hvorvidt incitamenter og ansvar er skruet sammen, så man får bedre snarere end værre konsekvenser.

Den manglende»skin in the game«forekommer ifølge Taleb særligt i politik. Ikke fordi politikere er dårlige mennesker, men fordi de præcis er som de fleste andre. Det er bare omstændighederne, der er mere udprægede i politik - det at kunne lade andre bære omkostningerne. For hvis jeg er skyld i, at min nabos hus brænder, eller jeg selv investerer dårligt, koster det mig, men hvis politikere træffer beslutninger, der nede ad vejen koster milliarder i tab eller tusinder af menneskeliv, så bliver de som regel ikke stillet individuelt til ansvar.

Politikeren er nemlig ofte bare én i mængden. Medmindre der er tale om en personlig skandale, er det svært for nogen at stille en enkeltpolitiker til ansvar for beslutninger. Især hvis de ligger tilbage i tiden og er resultatet af brede forlig.

En regering kan blive straffet af vælgerne, hvis der for eksempel er dårlig samfundsøkonomi, uanset om det er dens eget ansvar, forgængernes eller de internationale konjunkturers. Men ofte er ansvaret uklart - måske særligt i det danske»samarbejdende folkestyre«med regeringer, der oftest både er mindretalsregeringer (og derfor skal have støtte fra andre) og samtidigt består af flere partier. Så hvem skal holdes ansvarlige?

Det giver alt sammen paradoksalt nok politikerne et incitament til at satse på»the quick fix«, der kan give indtryk af, at det var det, man gjorde her og nu, der også umiddelbart havde positive konsekvenser. Derfor ser man regeringer igangsætte store, nye udgifter i eller op til et valgår eller dramatiske lockdown-politikker under en pandemi - også selvom de langsigtede positive konsekvenser er små, ikkeeksisterende eller måske endog negative.

Læg dertil at konsekvenserne af uoverlagte eller dårlige politiske beslutninger ofte kommer år eller årtier senere, længe efter at de involverede politikere er videre til næste post, næste parti eller næste karriere.

Uddannelsesområdet, der i årtier har været underlagt den ene drastiske reform efter den anden, er et illustrativt eksempel. Først meget sent har det vist sig, at afskaffelsen af niveaudeling i 1970erne nok var en dårlig løsning for især de mindre dygtige, men det var næppe én, der ramte de politikere, der gennemførte den.

Kommunalreformen i 1970 og strukturreformen i 2007 skulle begge skaffe offentlige besparelser, men førte i begge tilfælde til en ekstrem centralisering, udhuling af nærdemokrati og drastiske konsekvenser for udkantsområder, som få havde øjnet.

Mange ville også med en vis ret pege på udlændingeloven i 1983, som først fik synlige konsekvenser senere, og langt større og mere drastiske end de fleste forudså.

Så hvordan får man mere»skin in the game«i politik? Problemet er her, som med så mange andre politiske reformer, at hvis der findes en ideel løsning, er det usandsynligt, at den vil kunne gennemføres. For den skal så skabes af de selvsamme politikere, der ikke selv har noget»skin in the game«i den forbindelse.

Emner