Politikernes frygt for prisen på en CO2-afgift kan blive en selvopfyldende profeti

Kommentar af lektor Søren Hove Ravn (Økonomisk Institut) i Altinget den 2. november 2023.

Den grønne omstilling volder fortsat politikerne og ikke mindst regeringen problemer. Klimalovens første delmål er en reduktion af drivhusgasudledningerne på mellem 50 og 54 procent allerede i 2025, sammenlignet med niveauet i 1990.

I praksis udregnes 2025-tallet som et gennemsnit for årene 2024-2026, så stopuret sættes altså i gang om blot nogle få uger. Samtidig fastholder Klimarådet, at regeringen fortsat ikke har anskueliggjort, hvordan målsætningen om en reduktion på 70 procent i 2030 kan opfyldes.

En væsentlig del af debatten har handlet om, hvordan en såkaldt CO2-afgift skal designes, hvor høj den skal være, og hvornår den skal indføres. 

Hvor politikerne har haft svært ved at finde det rette ben at stå på i den debat, så har økonomerne været anderledes klare i spyttet.

Over en bred kam og fra så forskellige kanter som Cepos, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Concito har stort set samme melding lydt: Der bør indføres en CO2-afgift hurtigst muligt, den skal omfatte alle dele af økonomien, og den skal være forholdsvis høj.

De Økonomiske Vismænd har regnet ud, at en afgift på omkring 1100 kroner per ton udledt CO2 vil være den billigste vej til at sikre, at målsætningerne i Klimaloven kan opfyldes.

Når så mange økonomer er tilhængere af en CO2-afgift, så skyldes det først og fremmest, at udledning af drivhusgasser er et skoleeksempel på det, som økonomer kalder en eksternalitet.

Det divergerende syn på CO2-afgiftens velsignelser afspejler sig også deri, at politikere og økonomer ikke synes helt enige om prisen for den grønne omstilling.

En situation, hvor udlederen – det kunne eksempelvis være en produktionsvirksomhed – som udgangspunkt ikke tager højde for de skadelige effekter ved drivhusgasudledning, fordi vedkommende ikke selv bærer den fulde omkostning derved.

Det er fast inventar i økonomernes lærebøger, at eksternaliteter kan modsvares af en afgift, som sikrer, at for eksempel drivhusgasudledning bliver præcist lige så omkostningsfuldt for udlederen, som det er for samfundet.

En CO2-afgift har således den fordel, at udlederen får incitament til at vælge eller udvikle mere klimavenlige alternativer.

Hvis den indføres bredt, sikrer den desuden, at en given CO2-reduktion kan opnås på den billigst mulige måde rent samfundsøkonomisk, fordi en ensartet pris på CO2-udledning vil gøre det rentabelt at foretage de største reduktioner netop der, hvor det koster mindst. 

I 2022 indgik et bredt flertal i Folketinget en aftale om en CO2-afgift for industrien og andre sektorer. Afgiften træder i kraft i 2025, og vil frem mod 2030 stige til 750 kroner per ton.

Det næste store skridt skulle efter planen være den CO2-afgift for landbruget, som et ekspertudvalg under ledelse af tidligere økonomisk overvismand Michael Svarer er blevet bedt om at se på.

Politikerne har dog ad flere omgange udskudt Svarer-udvalgets rapport, og det er næppe nogen underdrivelse, at der er betydelig politisk modstand mod dette tiltag.

Generelt kan man således roligt konstatere, at politikerne ikke deler økonomernes begejstring for CO2-afgifter, som daværende klimaminister Dan Jørgensen i 2020 kaldte for ”en Georg Gearløs-agtig model”.

På den måde risikerer politikernes frygt for, at omstillingen bliver kostbar at blive en selvopfyldende profeti.

Det divergerende syn på CO2-afgiftens velsignelser afspejler sig også deri, at politikere og økonomer ikke synes helt enige om prisen for den grønne omstilling.

Blandt andre har De Økonomiske Vismænd fremført, at den samlede regning ikke er uoverskuelig, specielt med tanke på, at den blot udgør en begrænset andel af den velstandsstigning, som må forventes over den samme årrække, hvor regningen skal betales.

Politikerne virker derimod til at forvente meget betydelige omkostninger, måske både politisk og økonomisk. Men netop heri ligger et paradoks: En høj og ensartet CO2-afgift er som nævnt den billigste vej til den grønne omstilling.

Hver gang politikerne afviger fra denne vej og i stedet søger at gennemføre omstillingen via tilskud, støtteordninger og selektiv erhvervsfremme – måske netop af frygt for den politiske pris – ja, så stiger den samfundsøkonomiske omkostning ved omstillingen.

På den måde risikerer politikernes frygt for, at omstillingen bliver kostbar at blive en selvopfyldende profeti.

Emner