Putin står klar, hvis vi ikke favner flere lande, der vil Europa og vores værdier

Debatindlæg af professor Marlene Wind (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 18. februar 2023.

I denne weekend løber den 59. sikkerhedspolitiske konference i München af stablen. Det er en årligt tilbagevendende begive hed, som oprindelig kun handlede om sikkerhed, og som havde et NATO-fokus. Nu er den transformeret til et folkemøde for verdenstoppens regeringsledere og diplomater. Lidt som Davos for erhvervslivet.

I dag, hvor vi nærmer os etårsdagen for krigen i Ukraine, er det oplagt at se fremad og reflektere lidt over, hvor fundamentalt verden og Europa har forandret sig siden konferencen i 2020 introducerede begrebet »westlessness«. Det er et begreb, der dækker over den vestlige verdens indre splittelse, identitetskrise og eksistenskrise, samt tendensen i resten af verden til at bevæge sig væk fra Vesten.

Nogle vil sikkert mene, at det er præmaturt overhovedet at fokusere på et postkrigsperspektiv, nu hvor russerne igen mobiliserer, og ukrainerne fortsat kæmper for deres overlevelse. Det er på den anden side vigtigt at være forberedt - også mentalt - på, hvad det er for diskussioner, vi meget snart bliver nødt til at tage.

Nyt Europa skal huse flere

Mange flere lande vil nemlig lige om lidt stå i kø udenfor EUs venteværelse med store forventninger ikke bare til hjælp og markedsadgang, men også medbestemmelse. Hvor USAs militære isenkram viste sig afgørende for ukrainernes evne til at udfordre og udstille russernes pjaltehær og ikke mindst samfundsmodel, bliver det os i Europa, der må klare oprydning, genopbygning og husning af flere af de nye lande, der har været påvirket af krigen.

Men mens genopbygning bliver den »lette« mere praktiske del, bliver arkitekturen for det nye europæiske hus mere vanskelig. For hvordan skal EU i fremtiden kunne fungere med langt flere lande samtidig med, at fællesskabet skal være stærkere og en mere handlekraftig international aktør? Min forventning er, at vi - uanset om vi kan lide det eller ej - bliver nødt til at tage debatten om traktatændringer.

Ændringer der kan sikre, at flere medlemslande ikke mindsker EUs effektivitet og handlekraft. 

Min forventning er, at vi - uanset om vi kan lide det eller ej - bliver nødt til at tage debatten om traktatændringer.

Hvis vi ikke i fremtiden favner flere lande, der vil Europa og vores værdier, står Putin klar. Nogen husker måske det interview Putin gav på G20-topmødet i Osaka i 2019, hvor han selvsikkert forklarede, at Vestens liberale verdenssyn siden 1945 havde overlevet sig selv.

Stigende populisme og tilslutningen til Trump, Orbán og Le Pen viste, mente han, at liberalismen ikke længere var attraktiv. At Putin gennem de sidste over 20 år selv massivt har søgt at påvirke selvsamme opløsningstendenser gennem massive disinformationskampagner og sponsorater til Vestens højrenationale, gør naturligvis ikke hans pointer mindre interessante.

Vi har sovet i timen

En ny rapport fra EUs udenrigstjeneste viser, at vi også her har sovet i timen, og at den krig russerne har ført udenfor slagmarken de senere år er langt, langt mere massiv og potentielt ødelæggende for demokratierne i Vesten, end de fleste har forestillet sig. Så når Münchenkonferencen i 2020 pludselig talte om »westlessness«, viste det måske allerbedst, hvordan det faktisk var lykkedes Putin at få Vesten til at tvivle på sine egne værdier. Et godt eksempel var da Donald Trump i 2018 seriøst overvejede at trække USA ud af NATO, og da Macron i 2019 kaldte NATO hjernedød.

Putins krig i Ukraine har delvist vendt dette på hovedet, selvom der stadig er en højre- og venstrefløj i flere europæiske lande, som mener, at krigen i Ukraine er Vestens og ikke Ruslands skyld, og at fred og våbenstøtte er hinandens modsætninger. Hertil kommer, at ingen reelt ved, hvad USA gør efter næste præsidentvalg eller fire år længere frem. Dog tyder noget lige nu på, at flere forstår behovet for mere sammenhold og mindre blåøjethed, selvom vi også må erkende, at det langtfra er alle steder, at den russiske disinformationskampagne har slået fejl.

Udenfor Europa, i Afrika, i Indien, i Kina, Belarus og Iran er russernes fortælling gået rent hjem. Der påhviler derfor et enormt arbejde for Europa ikke bare i forhold til, hvordan vi kommunikerer med omverdenen. Men også om hvordan EU selv bør reformeres, så vi fremstår og bliver mere handlekraftige og troværdige.

At der er et behov for det, handler ikke kun om Putins disinformationssucces i resten af verden. Også indenfor EU selv er den helt gal, når ungarske Viktor Orbán selv under en højspændt krig sender sin udenrigsminister på sleske høflighedsvisitter i Moskva, Minsk og Teheran samtidig med, at han ivrigt obstruerer EUs fællesudenrigspolitik. Hvis »westlessness« i virkeligheden var en idé Putin selv plantede og fik Vesten til at tro på, må vi håbe, at det nye buzzword »zeitenwende« (epokeskift) fører til reel forandring, når verdens ledere mødes på endnu et af sine mange folkemøder i weekenden.

Emner