Regeringen har et problematisk syn på demokrati

Opinionsindlæg af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 23. januar 2023.

I hvad der virker som snart længe siden fremhævede statsminister Mette Frederiksen (S) i sin anden nytårstale den socialdemokratiske teolog og demokratiforkæmper Hal Koch (19041963) som idol: »Demokrati er meget mere end en styreform. D er en livsform. Det er ikke afstemningerne, der er demokratiets egentlige styrke. Det er samtalen,« refererede hun dengang, i åndelig forlængelse af regeringsgrundlaget fra 2019, hvori S-regeringen sagde, at man ville »styrke demokratiet« og øge tilliden til politikerne.

Koch - som Frederiksen mange gange har støttet sig til - havde i sin bog »Hvad er demokrati?« (1945) argumenteret, at et ideelt demokrati ikke bare er en formel proces, hvor et flertal kan tryne et mindretal, men en livsform, hvor oplyste borgere taler sig frem til fælles forståelse. Ikke mindst mindretalsbeskyttelsen lå ham på sinde.

Frederiksens fremhævning af Koch fik i 2021 - hvad der også kan synes som længe siden - daværende oppositionsleder Jakob Ellemann-Jensen (V) til at kontrastere Kochs ideal og Frederiksens praksis. Han kaldte det sidste for »tillidsbrud og løftebrud«, for demokrati er »den ærlige samtale«, herunder »en grundlæggende respekt for sine med- og modspillere.« Ellemann-Jensens anke var blandt andet, at man ved lovforslag har gjort høringsfrister urimeligt korte, at lovforslag hastes igennem, og at man tromler oppositionen.

Nok er regeringen nu delvist ny, men meget andet synes her uændret.

Det har man senest kunnet se i forbindelse med SVM-regeringens adfærd - særligt regnearksinitiativet om at afskaffe store bededag for derved at kunne øge arbejdsudbuddet og det forkætrede »økonomiske råderum«. Regeringen har noget kreativt og barokt knyttet det sammen med en forøgelse af forsvarsudgifterne i et nyt forsvarsforlig. Barokt fordi der allerede er tilstrækkeligt med penge i »råderummet« - og kreativt fordi man har stillet en accept af netop den finansiering som ultimativt krav for, at andre partier vil blive lukket ind til forhandlingerne. Samtidig hastes behandlingen ekstraordinært igennem, selvom intet er presserende. Ikke meget kochsk »samtaledemokrati« over dét.

At stemme om ét forslag nu betyder jo ikke, at der partout skal være afstemning om alle andre forslag i fremtiden.

Et modsvar fra en ellers splittet opposition har været at lufte mulig brug af grundlovens §42: At et mindretal på en tredjedel af Folketinget kan forlange visse typer af vedtagne love udlagt til folkeafstemning. Bestemmelsen blev indført i 1953 som kompensation for afskaffelsen af Landstinget - for at sikre at et snævert flertal ikke kan majorisere en lov igennem, som et vælgerflertal vil være imod. Den er kun blevet brugt ved fire folkeafstemninger samme dag i 1963, da den daværende SR-regerings upopulære jordlove alle blev forkastet med et brag.

At den ikke er brugt oftere, skyldes ikke, at den er urimelig, men andre ting: En række typer af love er undtaget, og mindst 30 procent af alle valgberettigede skal stemme imod lovforslaget. Desuden har blandt andet denne mulighed nok gjort, at regeringer har holdt sig tilbage med at presse upopulære love igennem.

Statsministeren var hurtig til at affærdige ideen: »Prøv at høre her: Der har jo aldrig været afholdt en folkeafstemning om et konkret politisk emne,« sagde hun i sidste uge.

Det er en påstand, der ganske enkelt er faktuelt forkert. Dels var der netop de fire meget konkrete folkeafstemninger i 1963. Dels har der - selv hvis man vælger at se grundlovsændringer, suverænitetsafgivelse og internationale traktater som ukonkrete - ved adskillige andre lejligheder været afholdt folkeafstemninger om endog ganske konkrete emner: Om salget af de Vestindiske Øer (1916), om ændring af valgretsalderen (1953, 1961, 1969, 1971, 1978) og om ændring af Tronfølgeloven (2009).

Videre indvendte Frederiksen, at »Skal vi så have folkeafstemninger en gang om måneden eller hvert halve år?« Hun blev her loyalt sekunderet af sin nu vicestatsminister, Jakob Ellemann-Jensen, der argumenterede, at »meningen med et repræsentativt demokrati er jo også, at hele befolkningen ikke skal mødes hver torsdag og stemme om alting«.

Indvendingen giver ikke mening. At stemme om ét forslag nu betyder jo ikke, at der partout skal være afstemning om alle andre forslag i fremtiden. Det kom der heller ikke i kølvandet på 1963-afstemningerne. Desuden ville et sådant scenario kun folde sig ud, hvis man havde en regering, der konsekvent majoriserede forslag igennem, som vælgerne var imod - og det var sådan set netop dét, som var bekymringen i 1953 og derfor meningen med at indføre muligheden.

En mulighed, der i øvrigt blev indført på initiativ af den dengang Venstre-ledede regering, netop fordi man frygtede flertallets magt over mindretal.

Noget kunne tyde på, at regeringens ledende ministre måske nok har underskrevet Grundloven, men ikke har forstået dens mening eller baggrund - eller bare skifter argumentation alt efter egen magtposition.

Emner