Så fik Danmark sin mest ordoliberale regering

Kommentar af Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Kristeligt Dagblad den 3. januar 2023. 

ORDOLIBERALISME ER EN SÆRLIG TYSK efterkrigsliberalisme, som har haft meget stor indflydelse i Forbundsrepublikken. Den var en ideologisk reaktion på såvel Weimarrepublikkens evindelige politiske ustabilitet som naziregimets mange ugerninger. Ludwig Erhard - senere økonomiminister og forbundskansler - var manden, som bragte de ordoliberale idéer fra forskerne på universitetet i Freiburg og til Konrad Adenauers kanslerkontor, hvor de blev omfavnet.

Siden har de fleste tyske partier og regeringer i større eller mindre grad været påvirket af ordoliberalismen. Men påvirkningen rækker ud over Tyskland, fordi megen politik i EU-regi efter tysk ønske også har fået et klart ordoliberalt inspireret indhold. EU's konkurrencepolitik. Den økonomiske og monetære union. Det indre marked. Alle bærer de det ordoliberale stempel. Påvirkningen er imidlertid også kommet direkte til Danmark, blandt andet i form af budgetloven.

Den ordoliberale tankegang adskiller sig markant fra sine to ideologiske rivaler i form af neoliberalismen og keynesianismen. Kort fortalt har ordoliberalismen et mere positivt syn på staten end neoliberalismen og et mere negativt syn på offentlige underskud end keynesianismen. Udgangspunktet for al politik er for de ordoliberale tænkere - hvis primus inter pares er økonomen Walter Eucken - at en stærk stat skal sørge for, at økonomiens markeder fungerer perfekt. Den stærke stat skal inden for en lige så stærk retsstatslig ramme skabe stabile rammevilkår, således at ikke mindst den nødvendige arbejdskraft med den rigtige uddannelse er til stede.

DEN STÆRKE STAT SKAL OGSÅ VÆRE SÅ STÆRK, at man undgår, at private særinteresser påvirker den i urimelig grad, som det skete i Weimarrepublikken. Det skal ske ved, at der i ministerierne er tilstrækkelig selvstændig analysekraft og vilje til at sætte landets overordnede mål øverst. I praksis gøres det lettest via et stærkt finansministerium, som også skal have til opgave at holde kraftig snor i sektorministerierne, så offentlige underskud og gældsætning undgås mest muligt.

I forlængelse heraf bør politikerne ifølge den ordoliberale tankegang gøre en selvstændig indsats for at lytte til sagkundskaben, før de træffer beslutninger. Kommissioner skal sørge for, at den politiske beslutningstagen baseres på opdateret viden, og uafhængige institutioner skal afbalancere tendensen i et demokrati til, at politikere ofte træffer beslutninger med næste valg for øje.

Regeringen gør i regeringsprogrammet et nummer ud af at få arbejdsmarkedet til at fungere bedre. Den manglende faglærte arbejdskraft skal med al magt skaffes til veje. Samtidig ønsker man at reducere antallet af akademiske kandidater i fag, hvor de er i overskud i forhold til efterspørgslen. Samtidig strømlines seniorpensionen til en Arne plus-pension, hvilket vil øge incitamentet til at blive længere på arbejdsmarkedet. 

Den stærke stat skal også være så stærk, at man undgår, at private særinteresser påvirker den i urimelig grad, som det skete i Weimarrepublikken.

Herudover vil regeringen ifølge det cirka 60 sider lange program ”Ansvar for Danmark” genoprette den økonomiske politik i respekt for kravene i den økonomiske og monetære union og i budgetloven om begrænsede offentlige underskud. Det sker efter årene med til dels ufinansierede milliarddyre corona-hjælpepakker. Denne genopretningsøvelse vil uden tvivl styrke Finansministeriets rolle som motor i tilrettelæggelsen af den danske økonomiske politik efter helhedens - eller almenviljens - synspunkt.

DEN NYE REGERING SER OGSÅ UD TIL - i hvert fald på papiret i regeringsprogrammet - at ville styrke retsstaten, således som de ordoliberale går ind for. Det skal blandt ske gennem indførelsen af nye styrkede principper for god regeringsførelse.

Endelig vil regeringen nedsætte 12 kommissioner, udvalg og ekspertgrupper, som skal rådgive om blandt andet børne- og ungdomsområdet, fremtidens velfærdsinstitutioner, livslang uddannelse, busbetjening, offentlighedsloven og kunst og kultur i en krisetid. Det er i hvert fald et klart skridt væk fra Anders Fogh Rasmussens kritik af anvendelsen af ”smagsdommere” i råd og kommissioner.

Alt i alt er den nye regering langt fra fuldblodsordoliberal. Men den er ikke desto mindre den mest ordoliberale regering, som vi har haft i mange år. Det sidste er den helt sikkert ikke bevidst om. Forhandlerne har med næsten garanti ikke læst de ordoliberale tænkere. Det viser blot, at ordoliberale tankegange nu flyder så meget rundt i de europæiske regeringskontorer, at de har sat sig fast i politikernes bevidstheder som den ”rigtige” politik. 

Emner