Skal vi gå i reformpanik eller slappe af?

Kommentar af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Kristeligt Dagblad den 11. februar 2023. 

DER FOREGÅR FOR TIDEN en grundlæggende diskussion om, hvilken form for økonomisk politik, der bør føres i Danmark. Er der behov for grundlæggende reformer, eller er der ikke? Diskussionen om afskaffelsen af store bededag eller ej er blot en refleks af denne mere fundamentale debat.

På reformfløjen befinder sig regeringen, fagfolk omkring regeringen som for eksempel professor Nina Smith og chefredaktør på Børsen, Bjarne Corydon. På ”tag-det-nu-roligt”-fløjen har en af de mest markante skikkelser i medierne været lektor på Københavns Universitets Økonomiske Institut, Jeppe Druedahl, samt dele af oppositionen.

Regeringen peger i sit regeringsgrundlag ”Ansvar for Danmark” på, at vi snart løber ind i store problemer og kriser, som koster mange penge. Eller som regeringen skriver: ”Kriserne griber ind i hinanden. Og forstærker hinanden. Vi kan hurtigt miste grebet om dem og om økonomien, hvis vi træffer de forkerte beslutninger - eller undlader at træffe de rigtige beslutninger. Det vil få stor betydning for vores børn og børnebørn, hvis vi som politikere svigter vores ansvar i disse år.”

Sundhedssektoren er i krise ifølge regeringen, og den kan kun komme ud af krisen, hvis der satses store beløb på både kort og langt sigt. Sker det ikke, er der ganske enkelt risiko for, at den kollapser, som det ser ud til at ske i Storbritannien. Hertil kommer de meget store udgifter til forsvaret, som venter forude, fordi Ruslands krig mod Ukraine har vist, at Europa er et mindre sikkert sted, end vi i lang tid troede.

Desuden vil den grønne omstilling stille krav om langt flere investeringer i fremtiden. De lavt hængende og billige frugter er høstet. Fremover bliver skridtene mod en reduktion af CO2-udslippet med 70 procent blot dyrere. Oveni kommer, at globaliseringen - som har bibragt os så megen velstand i de seneste årtier - ser ud til at slå om i en delvis afglobalisering. Vi må nu i et vist omfang i Europa til at producere varer dyrere selv, som vi tidligere under globaliseringsbølgen fik produceret billigt i andre dele af verden. Det koster velstand og økonomisk vækst.

Alt dette finder sted i en situation, hvor der bliver stadig færre i den erhvervsaktive alder til økonomisk at understøtte den voksende ældre andel af befolkningen, som trods senere pensionsalder sammenlagt indebærer langt flere udgifter til omsorg og hospitaler. 

Ifølge den politiske logik kræver det krisetænkning, før grundlæggende reformer kan gennemføres.

I forhold til regeringens argumentation påpeger Jeppe Druedahl, at globaliseringen nok har ændret karakter i et vist omfang, men at det ikke er noget, som bør bekymre. Danske virksomheder vil ifølge ham stadig præstere stigninger i eksporten, som overgår væksten i den indenlandske økonomi. For danske virksomheder er internationalt konkurrencedygtige.

Med hensyn til klimakrisen henviser Jeppe Druedahl til beregninger foretaget af de økonomiske vismænd. De viser, at det ikke behøver at koste mere end fire milliarder kroner i tabt vækst i bruttonationalproduktet at leve op til 70-procentskravet. Vel at mærke hvis reduktionerne besluttes til at skulle foregå absolut rationelt.

Så er der straks større beløb på spil, når der drejer sig om forøgede forsvarsudgifter på cirka 20 milliarder kroner. Alligevel mener Jeppe Druedahl grundlæggende, at det er for ”peanuts” at regne, når man tænker på, at statsbudgettet er på 750 milliarder kroner.

Jeppe Druedahl anerkender nok, at det finanspolitiske råderum bliver spist op af ekstraudgifter. Men mener, at det kan skaffes til veje igen. For eksempel, hvis man ikke planlagde en så betragtelig vækst i de offentlige udgifter, som man gør nu. Eller hvis man var villig til at sætte skatterne op. Sammenlagt beskriver Jeppe Druedahl de danske offentlige finanser som overholdbare. Arbejdsløsheden er lav. Det kan i dag langt bedre betale sig at arbejde end før. Derfor er der ingen grund til krisetænkning og store reformer her og nu.

DEN STORE FORSKEL mellem regeringen og økonomer som Jeppe Druedahl skyldes sandsynligvis, at Druedahl ser tingene i et ret kort perspektiv. Regeringen har derimod det lange lys på. Regeringen, Bjarne Corydon og Nina Smith ved af solid erfaring med politik, at kriser kan skabe grundlag for reformer, som kan sikre og hjælpe det danske samfund i lang tid frem. Akkurat som vi stadig nyder godt af solide reformer skabt under Poul Schlüter og Helle Thorning-Schmidts regeringer.

Jeppe Druedahl synes derimod at mene, at vi altid kan løse eventuelle fremtidige problemer, efterhånden som de måtte komme i fremtiden. Det er der ingen grund til at spilde krudt på nu. Han har en rationel økonomisk tilgang til sagen. Regeringen og dens støtter mener derimod, at den politiske logik er anderledes end den økonomiske. Ifølge den politiske logik kræver det krisetænkning, før grundlæggende reformer kan gennemføres. De gennemføres ikke på grund af nok så mange rationelle økonomiske argumenter.

Emner