De er forskningens kronjuvel, men hverken lægfolk eller politikere vil kendes ved dem: Slip de videnskabelige eksperimenter løs

Kommentar i Berlingske den 25. juni 2023 af Asmus Leth Olsen, professor i eksperimentel offentlig forvaltning på Institut for Statskundskab.

På universitetet gør vi os mange forestillinger om, hvordan metoder, hypoteser og teorier vil gøre os klogere under ideelle betingelser.

Problemet er bare ofte, at den virkelige verden sjældent er den ideelle verden.

I min egen kravlegård i socialvidenskaberne går det videnskabelige eksperiment sin sejrsgang i fornemme tidsskrifter.

I det socialvidenskabelige eksperiment, også kendt som lodtrækningsforsøg, tester man en intervention, der ved lodtrækning tildeles én gruppe (individer, enheder, institutioner), mens alle, der ikke udtrækkes, udgør en kontrolgruppe. Den tilfældige lodtrækning sikrer, at de, der får interventionen, ligner dem, der ikke får den. Derfor kan forskelle mellem de to grupper efter interventionen tilskrives interventionen og intet andet.

Med det afsæt laves der i disse år fantastiske eksperimenter, der fortæller os, om børnene bliver dygtigere af mere undervisning, hvordan vi får bedre integration af udlændinge, eller modvirker diskrimination.

Derfor slog Reformkommissionen da også på tromme for en række spændende eksperimenter, da den kom med anbefalinger til nye reformveje tilbage i maj. Vi kommer dog nok til at vente længe, hvis vi stiller uret efter, at politikerne skal sætte de mange forsøg i søen.

Safe space for politik

Det er bare sådan, at beslutningstagere og offentlighed ikke kaster sig over disse resultater med stor iver for at sprede dem til alle kroge af landet. Ofte forbliver det veldesignede videnskabelige studier, der står lidt og flagrer i vinden uden at tiltrække sig den store opmærksomhed.

Der er en bred aversion mod eksperimenter. Folk kan ikke lide tanken om, at nogen udsættes for en politik eller invention, mens andre ikke gør.

Anderledes er det, når de selvsamme metoder viser deres duelighed på det medicinske område. Tænk bare på, hvordan store lodtrækningsforsøg på rekordtid gav os sikre og effektive vacciner, der afsluttede pandemien før tid. Eller senest med det meget omtalte fedmemiddel fra Novo Nordisk, der i et relativt simpel lodtrækningsforsøg har vist varig reduktion af kropsvægten, og som nu hives ned af hylderne med så stor hast, at der må rationeres.

Iveren er ikke på samme niveau i det øvrige samfund. Jeg har allerede for flere år siden her i avisen underholdt med forskerog eksperimentevangelisten Donald T. Campbell vise ord, der allerede i slutningen af 1960erne slog fast, at politikere er allergiske over for eksperimenter, fordi der er »tryghed under uvidenhedens kappe«. Sikker viden om, hvad der virker, kan være en ubehagelig sten i skoen, hvis man som beslutningstager har et politisk program, man bare gerne vil føre ud i livet. Eksperimenter kan ødelægge det safe space, som det politiske maskinrum nogle gange foretrækker at være.

Befolkningen er heller ikke med

Senest har en række nyere studier vist, at den bredere befolkning og relevante faggrupper heller ikke deltager i heppekoret for eksperimenter, der skal undersøge »hvad virker«. Dette gælder uafhængigt af folks forståelse af videnskab og generelle faglige ekspertise.

Der er en bred aversion mod eksperimenter. Folk kan ikke lide tanken om, at nogen udsættes for en politik eller invention, mens andre ikke gør. Dette er også tilfældet, når interventionen ikke som udgangspunkt stiller nogen dårligere, eller bedre og senere vil kunne udrulles til alle. Det er en stærk lighedsnorm, som også holdes i hævd, når den er konsekvensløs for alle parter.

Samtidig hersker der en stærk »vidensillusion« blandt både lægfolk og eksperter. Vi behøver slet ikke teste effekten af en ny politik, fordi eksperter sikkert allerede kender effekten.

Jeg har selv i en nylig spørgeskemaundersøgelse, der endnu ikke er udgivet, spurgt tusindvis af forældre med børn i skolealderen om deres syn på videnskabelige eksperimenter til at forbedre den dansk grundskole. Grundskolen er et af de områder, hvor der konstant laves spændende ny eksperimentel forskning om, hvordan vi øger børns læring og trivsel. Det er også et felt, hvor der er meget stor debat om, hvordan vi bedst studerer skolen videnskabeligt.

Men forældrene er mindre begejstrede, når det gælder eksperimenter. Kun omkring 20 procent støtter ideen om, at skoleforskning kan lære af metoderne i medicinsk forskning og bruge flere eksperimenter. Hvordan skal vi så blive bedre? Ifølge 85 procent af forældrene er det bedste, skoleforskningen kan gøre, at lytte til lærernes erfaringer med, hvad der virker.

Vi kan lære meget af lærerne og andre fagprofessionelle, men vi kan kun systematisk forstå, »hvad der virker«, hvis vi slipper de videnskabelige eksperimenter løs. Det bliver bare svært, når kun en håndfuld nørder på universitetet drømmer om det.

Emner