Socialpolitik er også sikkerhedspolitik i Vesten

Kronik af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Information den 3. august 2023. 

Jeg er vesterlænding ind til knoglemarven. Jeg synes, at 'vest er bedst' på grund af de individuelle frihedsrettigheder, markedsøkonomien, opfindelserne, ligebehandlingen, rationaliteten og ytringsfriheden suppleret med demokratiet. Alt sammen har sin oprindelse i og er forankret i Vesten. Og er også med til at give flertallet af Vestens borgere som helhed en livskvalitet, som ikke overgås.

Det er ikke mindst borgere i de lavere socialgrupper, som hidtil har nydt godt af Vestens samfundssystem. Hvor disse i andre dele af verden er tvunget til at henslæbe et liv som forarmede og underkuede, har de i Vesten fået mulighed for at ranke ryggen. I det mindste til en vis grad.

Det betyder på ingen måde, at Vesten er fejlfri. Det gælder hverken indadtil eller udadtil. Vesten har gennem århundreder begået uhyrlige overgreb på og indgreb over for lande uden for den vestlige sfære. Vi har fostret diskriminerende holdninger, som vi på ingen måde bør kunne se os selv i spejlet med.

Og frem for alt bærer Vesten et stort ansvar for vor tids alvorlige svøbe - klimakrisen.

Men når regnebrættet gøres op, og alle plusser og minusser lægges sammen, er Vesten trods alt bedre end alternativerne. Hvilket sandsynligvis også er hovedårsagen til, at det oftest er Vesten, mennesker på vandring søger imod, i det omfang de overhovedet får muligheden.

Missionsildhu

Selv om vi vesterlændinge måske kan blive enige så langt, er der en hage ved konstateringen. Nemlig den, at følgen af regnestykket ofte ledsages af en meget uheldig overlegenhedsfølelse, som kan være fatal, hvis den kombineres med Vestens trang til mission. For så kan overlegenhedsfølelsen udgøre en legitimering af alskens vestlige indgreb og overgreb uden for Vesten.

En af Vestens store udfordringer er derfor, hvordan vi tackler på den ene side med gode argumenter at være overbeviste om vores eget bedre værd - og på den anden side lader det vedblive med at være en holdning, som ikke fører til handlinger i form af politiske og militære interventioner og globale konflikter.

Bagtæppet for Vestens udfordringer er tabet af demografiske, økonomiske, politiske og (men i langt mindre grad) militære muskler. De andre i verden bliver flere og flere. Ikkevestlige lande får større økonomisk og politisk vægt. Og de får også mere avanceret militært isenkram, selv om Vestens militære overlegenhed er massiv, så langt øjet rækker. I teknologisk innovation har Kina indhentet os.

Vestens udfordringer indebærer, at Vesten bør se sig om efter en ny forståelse for, hvordan vi skal placeres i verden. Hvem er vi, og hvad vil vi, og hvordan bør vi behandle ikkevestlige lande? 

Borgere, som ikke kan klare sig selv, må have tilstrækkelig hjælp. For deres egen skyld. Men også for at sikre opbakning til vort samfundssystem

En af Vestens styrker og svagheder er som sagt tilbøjeligheden til mission. Det har affødt mange gode ting som menneskerettigheder, internationale hjælpeorganisationer, organisationer til fremme af sundhed, fødevareproduktion og mange lignende velfærdsforbedrende initiativer, som alle oprindeligt havde det ideelle formål konkret at overføre vestlige økonomiske midler og viden til ikkevestlige lande. I samme omgang er der imidlertid også en lang række mindre gode ting, som Vestens indre missionstilbøjelighed har afstedkommet. Militære interventioner i den tredje verden, hvis fremmeste formål til tider har været at promovere vestlige økonomiske eller politiske interesser. Interventioner, der ofte har været ødelæggende for de ramte landes evne til at fungere, og som har trukket spor af massedød og destruktion efter sig. Og som blev iværksat, i fald landene ikke blev betragtet som helt tro mod Vesten.

Konfliktnedtrapning

Fremover er det i Vestens langsigtede interesse på baggrund af ikke vestlige landes øgede styrke at få skruet ned for interventionerne og konflikterne. Vi skal da stadig altid lægge gode ord og vestlige holdninger til grund for den internationale ageren. Vi skal stadig missionere de vestlige værdier, men vi bør holde igen med at følge dem op med handlinger, som øger konflikterne mellem Vesten og ikkevestlige lande.

Vesten bliver ikke mindre Vesten ved at skrue ned for de eksterne interventioner. Vesten får tvært imod mulighed for at opretholde sig som Vesten på et mere solidt grundlag, som alt for mange konflikter ville underminere. Det betyder også, at Vesten måske ikke behøver at opruste helt så meget som påregnet. Vesten har allerede overlegenhed på det militære område som udstillet af vestlig våbenteknologis knusende effektivitet i Ukraines forsvarskrig mod Rusland. Ikkevestlige lande opruster også, men de ser ikke som helhed ud til at udgøre nogen stor trussel for Vesten.

Angribes lande i Vestens nærområde, kan de få og får de militær hjælp, som tilsyneladende rækker til at inddæmme og tilbagerulle truslerne. Det skal Vesten naturligvis kunne levere på, hvad vi også gør. Nogen ekstra oprustning skal der sandsynligvis også til på grund af den skærpede geopolitiske situation, men er der virkelig behov for at gå hele vejen, når nu truslerne er mindre end frygtet?

Sammenhængskraft

Sammenhængende hermed er også, at Vestens robusthed langtfra kun hænger sammen med militær styrke. En af årsagerne til opbygningen af de vestlige velfærdsstater under Den Kolde rig var, at Vestens værdier skulle sikres opbakning fra hele den brede befolkning, hvilket i vidt omfang lykkedes.

Nu er der nye potentielle konflikter mellem Vesten og resten af verden, som igen må tage højde for, at Vesten af egne borgere er og opfattes som et socialt retfærdigt sted i verden. For Vestens styrke er ikke kun sammenholdet mellem Vestens lande. Det beror også på sammenhængskraften internt i landene.

Vestens styrke beror med andre ord også på socialpolitik og velfærdspolitik, som medvirker til en social orden, som gør, at borgerne i Vesten står bag Vestens basale værdier og regeringernes promovering af dem. Borgere, som ikke kan klare sig selv, må have tilstrækkelig hjælp. For deres egen skyld. Men også for at sikre opbakning til vort samfundssystem. Socialpolitik er også sikkerhedspolitik i Vesten.

Accepterer vi den præmis, bliver det et problem, hvis Vestens fremtidige oprustning presser socialpolitikken for meget for midler. Vi må undgå netop den gøgeungeeffekt. Ligesom vi må have øjnene rettet skarpt mod generelt at sikre mere social lighed i Vesten. Som det var i årene, som Thomas Piketty har kaldt den 'gyldne periode' i 1950 til 1980. Uligheden blev da holdt i ave nationalt i de fleste vestlige lande, men herefter slap man tøjlerne i mange lande.

Hvis man vil Vesten det vel, bør tøjlerne igen strammes op for at sikre mere lighed. Arvebeskatningen bør øges for at sikre, at borgerne har mere lige udgangspunkter i livet, som er en grundlæggende vestlig værdi. Opstramningen bør også gælde muligheden for at slippe uden om at bidrage til sammenhængskraften via skattely og lignende, fordi en basal vestlig værdi tillige er skattemæssig ligebehandling. Endelig er det svært at forestille sig, at vi kan løse vor tids værste krise - klimakrisen - uden at vi samarbejder globalt med alle i en eller anden udstrækning. Får klimakrisen lov at hærge på grund af for lidt internationalt forpligtende samarbejde, fordi man vil bruge ressourcerne på noget andet, er Vestens sikkerhed også i høj grad i fare.

Summa summarum: Vil vi bevare Vesten baseret på vestlige værdier, fordi det er den verden, vi holder af, går vejen langtfra kun gennem krudt og kugler. Ordentlig socialpolitik, retfærdig skattepolitik, effektiv klimapolitik og Vestens villighed til på lavkonfliktuel vis at dele lederskabet af verden med andre er mindst lige så vigtigt for Vestens sikkerhed.

Måske er disse ting endda langt vigtigere end militært isenkram.

Emner