Stærke organisationer baner vejen for fredeligt forhandlingsforår
Debatindlæg af Søren Kaj Andersen, Christian Lyhne Ibsen og Nana Wesley Hansen (alle lektorer på FAOS) i Altinget den 17. marts 2023.
Den højeste inflation siden 1980'erne og et historisk reallønstab i 2022 fik det til at se overordentlig svært ud op til starten på fornyelsen af overenskomsterne på det private arbejdsmarked. Oveni kom så regeringens udspil om at fjerne store bededag.
Herefter var vi mange, der begyndte at skæve tilbage til 1998, hvor vi sidst havde storkonflikt på det danske arbejdsmarked. Dengang var det daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), der i sin nytårstale luftede tanker om yderligere fridage. Nu var det så Mette Frederiksen (S), der med sin nye flertalsregering ville tage en fridag. Det lignede opskriften på en storkonflikt, "The Perfect Storm".
Ikke desto mindre står vi nu små tre måneder senere med forlig på alle de store forhandlingsområder. Der er lagt op til de højeste lønstigninger set længe, og Dansk Industri har meldt ud, at nye overenskomster er forhandlet på plads for mere end 92 procent af medarbejderne på DI's områder. Med disse aftaler i hus er det hele vendt rundt: Nu ligner det mere en overraskelse, hvis fagforeningsmedlemmerne stemmer nej.
At vi er kommet hertil, har fået mange til at rose den danske model og det med rette i en tid, hvor meget ser usikkert ud. Men hvad er forklaringen på, at det kan lykkes arbejdsmarkedets parter at lande forlig?
Et hurtigt bud er, at lønmodtagernes forhandlingsposition var så stærk denne gang på grund af mangel på arbejdskraft og reallønstab, at arbejdsgiverne skulle til lommerne. Dette bud er ikke forkert, men ufuldstændigt. Sammenligningen med 1998 vidner om, at vi i OK23 har haft anderledes stærke organisationer især på både arbejdsgiversiden – men også lønmodtagersiden – der kan tage ansvar og evner at lande aftaler trods betydelige udfordringer.
Læren fra storkonflikten i 1998
Storkonflikten i 1998 lærte os især to ting om, hvad der kan være udløsende for en storkonflikt: Den første lære er, at når arbejdsgiverne ikke kan enes indbyrdes, så kan fagforeningerne udnytte det – og det gjorde de.
Hvis vi kigger tilbage på storkonflikten i 1998, så er det tydeligt, at der er sket noget på organisationssiden, og at aftalesystemet fungerer anderledes i dag. Umiddelbart var det Poul Nyrups tanker om mere frihed, der bliver fremhævet som udløsende for konflikten, men bag dette var der markant intern uro blandt arbejdsgiverorganisationerne.
DI har ved den nuværende overenskomstfornyelse cementeret, at det er centralt i organisationens DNA, at man indgår aftaler.
Der var kommet utakt i forhandlingerne på det private arbejdsmarked i 1995. Arbejdsgiverne i det daværende AHTS, Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service, var i åben magtkamp med Dansk Industri og indgik derfor et toårigt forlig med 3F, inden industrien havde afsluttet deres forhandlinger.
DI mente, at forliget var for dyrt, så for at slippe ud af det indgik man et treårigt forlig for industrien. Hermed var utakten skabt, hvilket alle grundlæggende var enige om ikke var heldigt. For at genskabe takten blev der indgået et etårigt forlig på transportens område i 1997. Atter føg beskyldningerne på arbejdsgiversiden om, at det blev alt for dyrt – det lignede mere en to-treårig aftale.
Den anden lære er, at når parterne ikke er enige om, hvordan forliget skal udlægges, stiger risikoen for konflikt.
På baggrund af uroen blev det slået fast i Dansk Arbejdsgiverforening, at DI og CO-industri skulle forhandle først i 1998 – ingen andre måtte gå foran. DI skulle med andre ord her for første gang for alvor demonstrere deres magt, hvorfor det også blev magtpåliggende for DI at styre den økonomiske ramme stramt.
Arbejdsgiverstrategien var nærmest konfrontatorisk, men efterhånden som det blev tydeligt, at det var svært for DI at nå frem til en aftale, blev strategien blødt op. Der var stor utilfredshed blandt de øvrige arbejdsgiverorganisationer i DA, og der var angiveligt store arbejdsgivere i DI, der blev stadig mere bekymrede over udsigten til konflikt.
Det endte med en aftale i industrien, hvor der kom lidt mere frihed; fri juleaftensdag. Mange fagforeninger mente, at det blev oversolgt ved fremlæggelsen af forliget, og bag kulisserne var de faglige forhandlere selv lunkne ved det forlig, de havde indgået.
Skuffelsen blev ikke mindre af, at der var nogle arbejdsgivere, der nærmest skrydede over det beskedne resultat for lønmodtagerne. Så selvom der var gevinster til lønmodtagerne, var de beskedne set i lyset af den debat om mere frihed, som Nyrup havde startet, og som man altså selv havde medvirket til at puste op.
Til sidst kom forliget til at ligne et nederlag for fagbevægelsen, og det endte som bekendt med, at et flertal af fagforeningsmedlemmerne stemte nej.
Dansk Industris dominans
I 2008 blev arbejdsgiverne i AHTS en del af DI, og i 2020 blev det Dansk Byggeris tur til at melde sig ind i DI-fællesskabet. DI var den dominerede arbejdsgiverorganisation i 1998, men er i dag den altdominerende arbejdsgiverorganisation.
De mange arbejdsgiverinterne diskussioner om, hvorvidt det er DI, der skal forhandle gennembrudsforlig på industriens område med modparten CO-industri, er helt væk i dag. DI styrer – med tætte bånd til DA – arbejdsgiversiden i forhandlingerne. Dette skaber også grundlaget for en klar kurs i forhandlingerne på tværs af de store forhandlingsområder.
Trods megen snak fra arbejdsgiverne op til OK23 om økonomisk usikkerhed og måske endda en nedtur i 2023, så har DI tydeligvis valgt en pragmatisk tilgang til overenskomstforhandlingerne denne gang. Det vidner de omkostningsstigninger, der er lagt op til, om.
DI har i dag styrken til at gøre det klart for medlemsvirksomhederne, at forhandlingsresultaterne måske er dyre, men samlet set er det den bedst mulige løsning for dem.
Det samme gælder det særlige boligtillæg til udlændinge i byggeriets aftale. Det er første gang, DI står i spidsen på arbejdsgiversiden her, og så lykkes det faktisk at få et gennembrud på særlige penge til de lavest lønnende udlændinge i byggebranchen. Det er et ønske, som 3F's byggegruppe har haft i mere end et årti.
På sin vis gentager historien sig fra den gang, da DI for første gang stod over for 3F's transportgruppe. Det var efter fusionen med AHTS ved overenskomstfornyelsen i 2010. Også den gang var social dumping det store emne. Efter lange forhandlinger indgik de to parter adskillige aftaler om netop dette emne.
DI har ved den nuværende overenskomstfornyelse cementeret, at det er centralt i organisationens DNA, at man indgår aftaler. Mange fagforeningsledere vil nikke til, at det er en hård omgang at forhandle med DI. Deres ressourcer er omfattende, og det mærkes. Men – vil man også ofte høre – de er til at lave aftaler med.
Udgangspunktet for DI ved denne overenskomstfornyelse har tilsyneladende været en erkendelse af, at det ville blive en dyr omgang. Denne tilgang må også ses i lyset af, at man givet gerne ville undgå en storkonflikt. En sådan strategi kræver en stærk organisation.
Det betyder blandt andet en organisation, der tillader sig selv at tænke stort – samfundsøkonomien, sociale forhold og så selvfølgelig virksomhedernes konkurrencesituation. Der er givet virksomheder i DI, der har svært ved at se sig selv i de aftaler, der netop er forhandlet på plads. Men DI har i dag styrken til at gøre det klart for medlemsvirksomhederne, at forhandlingsresultaterne måske er dyre, men samlet set er det den bedst mulige løsning for dem.
Bededag og overenskomst adskilles
Bølgerne gik vældigt højt op til starten på industriens forhandlinger 4. januar. Ledelsen i CO-industri med Claus Jensen i spidsen var mere end almindeligt rasende over den direkte forstyrrelse af overenskomstforhandlingerne, som regeringens bortskaffelse af store bededag medførte.
Men ved pressemødet, da forhandlingerne startede, var Claus Jensen klar i mælet om, at bededag var politikernes værk og ikke noget, han kunne forhandle med DI om. Denne klare adskillelse har stået fast siden.
Det skete, selvom det tiltrak nogen opmærksomhed, at der helt på toppen af industriens overenskomst – i den såkaldte præambel – står, at hvor lovgivning måtte gribe ind i overenskomsten, er parterne forpligtet at genoprette de oprindelige bestemmelser i videst mulige omfang. Det kunne ligne en tekst, der er skræddersyet til, at DI skulle kompensere for bededagstabet. Mon ikke parterne brugte en del tid i starten af deres forhandlinger på dette spørgsmål?
Forhandlingsresultatet viste dog, at bededag var blevet parkeret på politikerne bord, og det er nok sigende for forhandlingsklimaet mellem DI og CO-industri, at der er stor bevidsthed om, at deres forlig lægger rammen for løn og vilkår, hvorfor ansvaret er stort.
Fagbevægelses Hovedorganisation, FH, er også resultatet af en fusion – sammenlægningen af LO og FTF. FH har været højlydte i kritikken af bededagslovgivningen, men da industriforliget forelå, blev der tydeligt opfordret til at bakke op om aftalen og altså skille bededag og overenskomstfornyelse ad.
Der er ingen fagforbund – heller ikke blandt de tidligere FTF-organisationer i det offentlige – som siger andet. Samtidig kan man også konstatere, at opbakningen til CO-industri som forhandler af gennembrudforlig er til stede blandt de faglige organisationer – fra betonarbejdere til børshandlere og fra 3F til Finansforbundet. De er alle medlemmer af FH.
Et nej nu vil overraske
Forligene i OK23 kan stadig falde, hvis fagforeningsmedlemmerne stemmer nej. Men forhandlingsdueligheden i den danske aftalemodel har vist sig overordentlig høj.
DI har via gennembrudsforligene med CO-industri og derefter med 3F Transport vist en pragmatisk tilgang fra arbejdsgiversiden og har evnet at holde sammen på ellers forskelligartede interesser på såvel arbejdsgiver- som lønmodtagersiden. Og forliget om boligtillæg til udenlandske arbejdstagere i byggeriet er – på trods af nogle kritiske røster – et nybrud på et emne, der har været historisk svært.
Før forhandlingerne gik i gang, spåede vi, at risikoen for storkonflikt var historisk høj. Lighederne med 1998 var slående. Nu vil vi blive overraskede, hvis lønmodtagerne stemmer nej.
De indgåede forlig har fået bred støtte og er også blevet kommunikeret ganske entydigt af begge parter. På den ene side medgiver arbejdsgiverne, at forligene er dyre, men at dette var forventet, givet den økonomiske situation og behovet for genopretning af reallønnen. Samtidig antydes det, at smallere forlig ville kunne føre til storkonflikt.
På den anden side fremfører fagforeninger, at der i aftalerne er nok økonomi til en genopretning af reallønnen inden for to til tre år. Samtidig gentages det gang efter gang, at store bededag er politikernes ansvar og altså ikke et tema, der hverken kan eller skal løses i OK23. Kontrasten til den højlydte ærgrelse i 1998 hos lønmodtagernes forhandlere er slående.
Tilbage venter den sidste slutspurt i forligsinstitutionen og fremsættelsen af de samlede mæglingsforslag, som lønmodtagerne skal stemme om. Da store bededag netop er afskaffet af regeringen ved lov, er det stor set utænkeligt, at store bededag kommer tilbage.
Derfor vil resultatet af en eventuel storkonflikt blive et voldsomt dræn af strejkekassen, og så vil man i øvrigt få det, som allerede er forhandlet hjem som lovindgreb. Måske derfor er det ikke rigtigt til at få øje på nogen slagkraftig nej-kampagne nu.
Før forhandlingerne gik i gang, spåede vi, at risikoen for storkonflikt var historisk høj. Lighederne med 1998 var slående. Nu vil vi blive overraskede, hvis lønmodtagerne stemmer nej. Urafstemningen forventes omkring midten af april.