Stat og kommuner har brug for hinanden. Men forholdet er kompliceret

Kommentar af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Kristeligt Dagblad den 28. marts 2023.

DANMARKS 98 KOMMUNER står stærkt i international sammenhæng. Deres rolle er nævnt direkte i den danske grundlov. Med kommunale budgetter årligt i omegnen af 300 milliarder kroner står de for en stor del af den offentlige økonomi. De har vigtige ansvarsområder af stor betydning for den enkelte borger med hensyn til skoler, bistand, job, pleje og offentlig service.

De danske kommuner har også en slagkraftig interesseorganisation i form af Kommunernes Landsforening (KL). Den omfatter alle landets kommuner og er forhandlingsorganisation på deres vegne. Kommunerne er en væsentlig del af den danske samfundsmodel, demokrati og velfærdsstat. Når KL kalder til møde, er regeringens topministre til stede.

Den til enhver tid siddende regering er klar over KL's betydning. Et tæt samarbejde er helt nødvendigt. Det betyder ikke, at relationen er udtryk for fred og fordragelighed. Som altid, når det drejer sig om fordelingen af penge, er det uundgåeligt med konflikter.

I mange år var det et stridspunkt mellem staten og kommunerne, at sidstnævnte ikke overholdt de økonomiske aftaler, som finansministeren havde indgået med KL. Når det er vigtigt, at sådanne aftaler overholdes, skyldes det netop, at kommunerne står for en så stor del af samfundsøkonomien. Uden en aftale om, hvor meget kommunerne skal have lov til at spendere, er der en nærliggende fare for, at samfundsøkonomien løber af sporet.

Der kom først en rigtig løsning på kommunernes ansvarsforflygtigelse med først sanktionslovgivningen i 2009 og den efterfølgende såkaldte budgetlov fra 2012. Den indebar nemlig sanktioner, hvis kommunerne under ét overskred de aftalte rammer for deres budgetter. Sanktionerne består i både individuelle og kollektive nedsættelser af bloktilskuddet til kommunerne, hvis kommunerne overskrider budgetterne. Muligheden for sanktioner har først og fremmest været præventiv.

I sidste ende er det staten, som har bukserne på

DEN VIGTIGSTE RELATION mellem staten og kommunerne er som nævnt de årlige kommuneaftaler. Aftalen mellem regeringen og KL om kommunernes økonomi i 2024 skal forhandles færdig i forsommeren. Allerede nu lægger regeringen dog op til, at det skal være en stram aftale, som svarer til, at også regeringens egen finanslov for statens husholdning er stram. Målet er i begge tilfælde at bekæmpe den høje inflation, som udhuler borgernes købekraft. Hvis ikke både finansloven og kommuneaftalen er stram, risikerer man at kaste brænde på inflationsbålet, lyder regeringens argumentation.

I forbindelse med den kommende aftale med KL har regeringen særligt peget på, at der skal ske besparelser på de kommunale jobcentre og på den kommunale administration. Besparelserne på jobcentrene hænger sammen med, at regeringen ønsker en omlægning af indsatsen. Det skal medføre, at kommunerne skal spare tre milliarder kroner i 2030. Det svarer til cirka en procent af de samlede kommunale udgifter.

Herudover ønsker regeringen, at aftalen med kommunerne skal indeholde besparelser på den kommunale administration. Baggrunden er blandt andet, at der er en række kommuner, som har langt højere administrationsudgifter end andre, selv når man tager hensyn til, at kommunerne har forskellige rammevilkår. Kommunernes udgifter til administration varierede således fra 7.541 kroner til 13.129 kroner per indbygger i 2021, hvis man ser bort fra de fire mindste økommuner, hvor udgifterne kan være særligt høje.

Regeringen har meldt ud, at der skal spares en enkelt milliard kroner samlet i 2024 i kommuners og regioners administration, og at dette skal stige til tre milliarder kroner frem mod 2030.

KOMMUNERNE ER sådan set ikke uvillige til at se på besparelser. Men de bliver fortørnede, når de oplever, at regeringen taler med to tunger. Finansministeren mener som sagt, at de kommunale budgetter skal strammes op af hensyn til samfundsøkonomien. Samtidig oplever de, hvordan enkelte sektorministre taler de kommunale udgifter op.

Senest har kommunerne undret sig såre over, at socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) for nylig kom med nye løfter om højere nationale standarder på handicapområdet, som det så er op til kommunerne at efterleve. Hvordan hænger sådanne løfter sammen med, at kommunernes økonomi skal holdes i kortere snor? Og hvordan flugter det i det hele taget med, at kommunerne ifølge regeringen skal have langt mere frihed til at indrette de kommunale velfærdstilbud, som de vil? Spørger kommunerne.

Staten og kommunerne er partnere. De er begge uomgængelige byggesten i den danske samfundsmodel. Samtidig er relationen altid behæftet med konflikter, fordi der er penge på spil. I den konflikt er forholdet ikke et mellem lige parter. I sidste ende er det staten, som har bukserne på.

Emner