Statsministeren har overtaget den borgerlige kamp for klassiske dyder
Indlæg af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Kristeligt Dagblad den 14. oktober 2023.
Klassiske borgerdyder har fået en talsperson i statsminister Mette Frederiksen (S). Hvordan hænger det sammen?
STATSMINISTER METTE FREDERIKSEN (S) har fået kritik for at moralisere, når hun har slået til lyd for en forbedring af danskernes arbejdsmoral. Danskere, som overhovedet kan arbejde, bør arbejde mere.
Kan statsministeren tillade sig det? Ligger der indirekte i kravet om flid, at danskerne er for dovne? Og hvorfor er det en socialdemokrat, som appellerer til flid, som det ellers historisk er de borgerlige, der har slået til lyd for?
Mette Frederiksen har talt for, at lærerne i folkeskolen igen skal betragtes som autoriteter, som skal behandles med respekt. Ind med autoriteterne og ud med det overdrevent antiautoritære. Statsministeren har også slået på, at et samfund bør præges af tillid, sund fornuft og pragmatisme. Alle dem, som vil i den retning, repræsenterer det gode ved Danmark.
Hvad er linjen i Mette Frederiksens borgerdydsappel?
Svaret kan måske sammenfattes i, at der er tale om et opgør med det, som man kan kalde venstreliberalismen i Danmark i almindelighed og i Socialdemokratiet i særdeleshed.
Venstreliberalismen står for det selvrealiserende menneske, som ser med skepsis på alle autoriteter fra familien, over uddannelsesinstitutionerne og til samfundet som helhed. Verden skulle være grænseløs, både direkte og i overført forstand. En af de venstreliberale slagsange er John Lennons ”Imagine” fra 1971, hvor vi inviteres til at forestille os en verden uden grænser og barrierer.
Fra den politiske venstreside ser det venstreliberale menneske kritisk på forholdene i det bestående samfund, som betragtes som grundlæggende borgerligt. Tit og ofte forbindes venstreliberalismen med året 1968, da retningen fik sit gennembrud via studenterog ungdomsoprøret, selvom tendensen allerede havde ligget der som frø i årene forud.
I Socialdemokratiet begyndte venstreliberalismen så småt at vinde indpas med Jens Otto Krag som leder, som helt i modsætning til tidligere ledere som Thorvald Stauning, Hans Hedtoft og H.C. Hansen havde en vis fidus til de venstreliberale holdninger. Forud for Krag havde socialdemokratiske ledere rod i arbejderklassen og de faglige organisationer, hvor de klassiske borgerdyder stod stærkt.
Da Anker Jørgensen overtog som leder af Socialdemokratiet efter Krag, blev venstreliberalismen ikke skubbet frem, men den blev heller ikke rullet tilbage. Med Svend Auken som stærk leder blev Socialdemokratiet yderligere bevæget i venstreliberal retning. Denne bevægelse blev standset under efterfølgerne, Poul Nyrup Rasmussen, Mogens Lykketoft og Helle Thorning-Schmidt, men venstreliberalismen stod stadig ret stærkt.
MED METTE FREDERIKSEN som leder af Socialdemokratiet fra 2015 skete der imidlertid et afgørende kursskifte. I første omgang gik hun sammen med den nye ledelse i gang med et grundlæggende opgør med den ”grænseløse” udlændingepolitik, som Socialdemokratiet med udlændingeloven fra 1983 havde stået bag. Det mundede ud i et nyt og omfattende udlændingepolitisk program i 2018, som - trods modstand fra venstreliberale kredse i Socialdemokratiet - lagde en kurs med en tydelig restriktiv udlændingepolitik.
Den nye udlændingepolitiske linje blev blandt andet legitimeret med, at den var helt i tråd med socialdemokratismen, som den var under Stauning, Hedtoft og H.C. Hansen. Der var så at sige tale om en ideologisk ”tilbagevenden til rødderne”, hvilket altid for et parti er en klart mere acceptabel måde at legitimere et kursskifte på end ved at henvise til, at man blot gerne ville have arbejderstemmerne tilbage fra Dansk Folkeparti, som sidstnævnte i vidt omfang havde snuppet ved folketingsvalget i 2015.
Mette Frederiksens efterfølgende opvurdering af flid og det anti-anti-autoritære kan ses som en udbredelse af opgøret med venstreliberalismen. Opgøret med den tidligere ”grænseløse” socialdemokratiske udlændingepolitik var en succes i Mette Frederiksens øjne. Det var det i den forstand, at det gjorde, at de faglærte og ufaglærte arbejderstemmer i stort tal vendte tilbage til Socialdemokratiet efter kortvarigt ophold hos Dansk Folkeparti.
Sandsynligvis vil det også vække stor genklang hos mange vælgere, at lærernes autoritet igen får en plads på piedestalen, som de hør og bør ifølge Mette Frederiksen.
DERIMOD BLIVER DET efter alt at dømme mere problematisk, når det drejer sig om danskernes arbejdsmoral. På den ene side rører Mette Frederiksen ved noget vigtigt. Den danske velfærdsstat er opbygget med en stor grad af kollektiv solidaritet. Lige meget hvor meget vi betaler i skat, får vi lige adgang til alle offentlige ydelser. I mange andre lande er adgangen til ydelser i form af hospitalsydelser, plejehjem, hjemmehjælp og så videre i vidt omfang knyttet op på en betydelig egenbetaling.
Det betyder på den ene side, at det er afgørende, at skattebetalingen og dermed arbejdsmoralen er i top. På den anden side kan der også i det danske system være en tilskyndelse til at køre på frihjul, hvor man trækker sig fra arbejdsmarkedet helt eller delvist, men stadig får den fulde pakke med velfærdsydelser betalt af andre skattebetalere. Lidt á la i Admiralens vise i operetten H.M.S. Pinafore: ”Stå aldrig til søs! Lad de andre stå! Så får I stribevis af ydelser uden skat lagt på!”.