Stoler Mette Frederiksen ikke på Wammens regnestykke?

Kommentar af lektor Søren Hove Ravn i Altinget den 18. februar 2023.

Er Danmarks statsfinanser holdbare på langt sigt? Det spørgsmål regner Finansministeriet på med jævne mellemrum, senest i maj 2022. Gennem nogle år har svaret været et klart ja.

Det var derfor ganske bemærkelsesværdigt, da statsminister Mette Frederiksen den 17. januar i Folketinget offentligt erklærede, at ”regnestykket ikke går op i fremtiden”. Den udmelding rejser en lang række spørgsmål, som det vil klæde regeringen at besvare i den kommende tid.

Finansministeriet opgjorde senest den finanspolitiske holdbarhed i maj 2022, hvor beregningerne viste, at finanspolitikken i Danmark udviser en overholdbarhed på 1,4 procent af bruttonationalproduktet (BNP). De Økonomiske Råd, som fungerer som finanspolitisk vagthund, foretog et lignende regnestykke i oktober. De nåede frem til samme hovedkonklusion, men dog en overholdbarhed på ”kun” én procent af BNP.

Det betyder, at de fremtidige offentlige indtægter mere end modsvarer udgifterne, eller med de økonomiske vismænds ord, at finanspolitikken permanent kan lempes med 27 milliarder kroner om året, og stadig være holdbar.

Det er meget muligt, at det ”regnestykke”, som Statsministeren henviste til i et interview med Weekendavisen, skal forstås i en mere overført betydning, om end konteksten netop var en diskussion om fremtidige offentlige indtægter og udgifter. Ikke desto mindre rejser hendes udtalelse en lang række relevante spørgsmål. 

Forudser – eller ønsker – Frederiksen i stedet, at de offentlige udgifter vil eller skal vokse hurtigere end det, som beregningerne lægger op til?

Man må gå ud fra, at Statsministeren er enig i de beregninger, som hendes finansminister og partifælle Nicolai Wammen fremlagde i maj. Hvordan når hun så frem til, at regnestykket alligevel ikke går op i fremtiden? Ligger der formelle beregninger bag?

En sandsynlig forklaring er, at hun deler den tvivl om nogle af forudsætningerne bag regnestykket, som økonomiprofessor Nina Smith for nyligt gav udtryk for.

Det er naturligvis helt legitimt, men i så fald bør hun og regeringen vel lægge dette åbent frem. Finder hun eksempelvis de fremtidige stigninger i tilbagetrækningsalderen, som beregningerne bygger på, urealistiske?

Her er det værd at anføre, at Kommissionen om tilbagetrækning og nedslidning sidste år fremlagde en model, som indebærer en mere afdæmpet levetidsindeksering af pensionsalderen, men stadig efterlader de offentlige finanser mere end holdbare.

Forudser – eller ønsker – Frederiksen i stedet, at de offentlige udgifter vil eller skal vokse hurtigere end det, som beregningerne lægger op til? I så fald, hvilke udgifter? De aktuelle holdbarhedsberegninger tillader, at de offentlige velfærdsudgifter kan stige i takt med både demografiske ændringer samt den generelle velstandsudvikling, hvilket flugter nogenlunde med den historiske udvikling.

Det kan også tænkes, at Statsministeren forventer så store stigninger i forsvarsudgifterne eller udgifterne til den grønne omstilling, at Finansministeriets beregninger ikke holder, eller for den sags skyld noget helt femte.

Pointen er naturligvis, at det vil klæde regeringen at lægge sådanne overvejelser frem. Ikke blot i form af politiske erklæringer, men også de bagvedliggende økonomiske beregninger, så disse kan analyseres og diskuteres.

Ellers kan der i værste fald opstå mistanke om, at regeringen opererer med to sæt af finanspolitiske holdbarhedsberegninger: De officielle beregninger, som Finansministeriet løbende lægger frem, og som eksempelvis bruges til at overbevise internationale investorer om, at den danske stat har en bundsolid økonomi, hvilket medvirker til en lav rente på danske statsobligationer.

Og så et sæt af langt mere pessimistiske skyggeberegninger, som ikke lægges detaljeret frem, men som eksempelvis kan bruges til at skabe den krisebevidsthed hos danskerne, som udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har efterlyst.

I længden giver det næppe mening, at Finansministeren opgør de offentlige finanser til at være overholdbare, mens Statsministeren rejser rundt med det modsatte budskab.

Emner