Stop alarmismen, Martin Thorborg - der er ingen grund til at fylde kælderen med dåsemad og toiletpapir

Kronik af major og militæranalytiker Alexander Tetzlaff (Center for Militære Studier) i Berlingske den 28. maj 2023.

Den kendte iværksætter Martin Thorborg berettede for nylig i Politiken om, hvordan han »prepper«, altså det at man forbereder sig til dommedag ved for eksempel at indkøbe lagre af mad og lignende.

I artiklen fortæller Thorborg, hvordan han har købt jodtabletter, solcelleanlæg og to ugers lager af mad til familien, hvis strømmen i stikkontakten forsvinder.

Selvom det ikke er decideret uhensigtsmæssigt, at den enkelte borger sørger for at have ekstra mad på lager eller varmekilder i reserve i tilfælde af en krise, så er det ikke vejen frem.

Individuel »prepping« kan nemlig skabe et misforstået trusselsbillede i offentligheden, hvor truslerne overdrives - og det kan skabe en følelse af panik, som i sig selv er skadelig.

Nutidige krisers komplekse karakter gør, at det primært er større samfundsaktører såsom virksomheder og især myndigheder, som skal på banen for effektivt at forhindre en katastrofe i Danmark - men det arbejde haster til gengæld også.

Behøver ikke at gøre som Sverige

I Danmark har myndighederne endnu ikke som i Sverige sendt anbefalinger ud til borgerne om at forberede sig på krigen eller krisen ved blandt andet at have mad på lager eller egne varmekilder om vinteren. Det er i min optik fornuftigt og ikke mangel på rettidig omhu, at vi ikke har fulgt deres eksempel.

Der er mange forskelle, som begrunder en anden tilgang i Sverige, men myndighedernes anbefalinger til et personligt kriseberedskab hos borgerne kan i værste fald føre til en form for alarmisme i samfundet. Og så risikerer man, at vi som samfund netop går Putins ærinde ved at skabe unødig frygt i samfundet.

Ruslands erklærede mål i deres såkaldte Gerasimovdoktrin er at udøve propaganda, cyberangreb og politisk pres - og den stærke danske tryghedsfølelse er netop vores stærkeste kort mod andre staters forsøg på at undergrave tiltroen til statsapparatet i Danmark.

Selvfølgelig skal vi ikke være naive, og der er naturligvis en øget geografisk trussel mod dansk territorium, hvilket afsløringerne af russiske spionskibe i dansk farvand vidner om.

Men netop truslen mod dansk infrastruktur er et godt eksempel på noget, som den enkelte borger ikke kan gøre meget ved - det kræver nogle helt andre ressourcer at sikre eller overvåge havbunden.

Pointen bliver derfor, at trusselsbilledet mod Vesten (herunder Danmark) er et andet: Truslernes hybride og højteknologiske karakter samt samfundets komplekse opbygning gør, at den enkelte borger er en mindre vigtig aktør i fremtidens krisehåndtering.

Kriserne kan kun håndteres kollektivt

Det betyder omvendt, at myndighederne må påtage sig en større rolle. Den enkelte borger kan hverken forhindre eller imødegå et cyberangreb rettet mod kritisk infrastruktur som for eksempel elforsyningen. Et sådant angreb løses bedst ved at sikre, at for eksempel Energistyrelsen kan omdirigere elforsyningen via andre ruter til forbrugerne og dermed øge robustheden i forsyningskæden, snarere end at hver borger skal have en nødgenerator klar i tilfælde af strømnedbrud.

Det er man nødt til i lande som Pakistan, men som stat befinder Danmark sig i en helt anden gunstig position ift. at sikre borgernes basale behov, og det skal vi naturligvis udnytte.

Et andet og positivt udenlandsk eksempel på robusthed i den kritiske infrastruktur kan findes i Ukraine, hvor Ruslands bevidste forsøg på at ødelægge el- og varmeforsyning hen over vinteren har slået fejl. Ukrainerne har været i stand til at omdirigere og genopbygge beskadigede elinstallationer, så Ruslands strategi mislykkedes.

Europas energiforsyning er i forvejen blandt de mest forbundne energisektorer i hele verden, hvilket kun er med til at gøre det sværere for fremmede magter at påvirke vores forsyningssikkerhed.

I dag trækker man på skuldrene af de lange »toiletpapirkøer« i supermarkederne i begyndelse af coronapandemien - det viste sig at være en unødvendig bekymring. Tværtimod var netop statens indgriben og fortsat sikring af fødevaretransport og andre kritiske forsyninger, også toiletpapir, med til at undgå det dommedagsscenario, som århundredets største samfundskrise ellers kunne have ført til.

Håndtering af pandemien er derfor (alle fejl til trods) et praj om, hvordan nutidens kriser bedst løses: ved at udbygge og tilpasse vores velfungerende samfunds allerede eksisterende kapaciteter bedst muligt.

Borgernes vigtigste rolle i et nutidigt, hybridt trusselsbillede bliver derfor at forholde sig kritisk til desinformation og mane hinanden til besindighed, så der ikke opstår hysteri. Vi må ikke overreagere. Hvis vi derimod som borgere blot genaktiverer det samfundssind, vi lærte under coronapandemien, er vi i min optik nået langt.

Pointen er, at det ikke er de enkelte borgere, men de større samfundsaktører, der må tage det primære ansvar for vores fremtidige sikkerhed. Derfor er det myndigheder og civilsamfund, som nu skal tage fat og udvikle det robuste og sikre samfund og på den måde sikre os mod morgendagens ekstensive trusler, som vi har forpligtet os til i NATO.

Man kan for eksempel tage udgangspunkt i begrebet samfundssikkerhed, som vores nordiske nabolande har udviklet for at imødegå en lang række tænkelige scenarier. Fælles for landene er blandt andet deres myndigheders evne til at arbejde på tværs og danne nye, meningsfulde samarbejder, som i langt højere grad end den enkelte borgers »prepping« kan bidrage til en øget sikkerhed i Danmark.

Ansvaret for styrkelsen af Danmarks hjemlige sikkerhed i en tid præget af større omvæltninger såsom pandemier, krig i Europa og Ruslands atomtrusler hviler ikke på den enkelte borger. Det er større samfundsaktører, som må tage det primære ansvar for vores fremtidige sikkerhed.

Emner