Sundhedsvæsenet virker som i permanent krise

Kommentar af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Kristeligt Dagblad den 2. marts 2023.

DER ER NETOP VEDTAGET endnu en akutpakke, som skal afhjælpe nogle af problemerne i det danske sundhedsvæsen. Den indgår som et led i en perlerække af akutpakker, sundhedsreformer, omstruktureringer, krisepakker og så videre, som i de seneste årtier er blevet vedtaget af danske politikere for at afhjælpe tingenes tilstand i sundhedsvæsenet.

Når disse ”pakker” vedtages igen og igen, betyder det ikke, at tingene ikke på nogle områder er blevet bedre. De fleste er enige om, at kræftbehandlingen i det danske sundhedsvæsen har fået et betragteligt løft. Omvendt er det klart, at langt fra alle problemer er løst. Nogle gange er problemer måske endda blevet værre i de senere år. Det sidste gælder muligvis akutbehandlingen på hospitalerne.

Hvad er det, som gør, at sundhedsvæsenet i Danmark tilsyneladende befinder sig i en form for permanent krisetilstand, der afføder krisepakker med samme forudsigelighed, som at sommer følger efter vår? For at besvare dette spørgsmål, må vi først forstå karakteren af de sundhedsydelser, som udbydes i sundhedsvæsenet.

For den enkelte borger i Danmark er sundhedsydelser gratis. Det har i årtier være en vigtig ting for et flertal i Folketinget at bevare den ”frie, lige og gratis” adgang til sundhedsvæsenet. Ikke engang et mindre gebyr for at opsøge egen læge har det - i modsætning til situationen i mange andre velfærdsstater - være muligt at indføre i Danmark.

Man kan naturligvis - eller ens arbejdsgiver kan - købe en sundhedsforsikring, som giver adgang til behandling på privathospitaler for de sundhedsydelser, som udbydes her. Borgere med en privat sundhedsforsikring kan således i nogle tilfælde 'springe ventelisten over'. Men for alle borgere gælder det, at de har lige og gratis adgang til ydelser i det offentlige sundhedsvæsen.

BORTSET FRA ADGANGEN til egen læge, gælder det imidlertid, at man skal visiteres til behandling i sundhedsvæsenet. Det betyder, at man skal have indikationer på en bestemt sygdom, før man sendes i behandling. Det indebærer selvfølgelig en delvis bremse på anvendelsen af sundhedsydelserne, men også kun en delvis bremse.

I kredse med mange sundhedsansatte har man i årtier fortalt den vittighed, at man er en dårlig læge, hvis ikke man kan diagnosticere sig frem til, at en hvilken som helst person har indtil flere sygdomme. 

Alt i alt er der intet, som tyder på, at krisen i sundhedsvæsenet i Danmark er ovre. Tværtimod ser den ud til at skærpes. Der kommer med sikkerhed flere "akutpakker".

Er dette rigtigt, er vi alle til enhver tid potentielt behandlingskrævende. Bag vittigheden ligger der også det fænomen, at sundhedsydelser er præget af det, som samfundsforskere kalder informationsasymmetri. Det betyder, at læger - akkurat som forsikringsfolk - ved langt, langt mere om de ydelser, som de udbyder end de personer, som efterspørger dem. Vi er så at sige i lommen på en læges udsagn, for vi kan ikke prøve det af, som hvis vi får tilbudt en bil.

En masse potentielt behandlingsparate borgere plus fri adgang til sundhedsydelser er lig med et potentielt stort pres på sundhedsvæsenet. Man kan afbøde presset via en vis betaling eller via skrappere visitering, men ellers vil presset her og nu udmønte sig i længere ventelister. Sidstnævnte minder ikke så lidt om de køer, som opstår uden for butikker i bestemte historiske situationer og lande, hvor der er for få varer og/eller for lave priser på dem.

SELVOM MAN SÅLEDES altid må regne med et konstant og betydeligt pres på at få adgang til sundhedsydelser, accentueres problemet af den demografiske udvikling. Den indebærer, at borgerne lever længere. Det er naturligvis glædeligt og et politisk mål. Men det presser de offentlige finanser, fordi der bliver færre i den erhvervsaktive alder til at finansiere udgifterne for dem, som ikke er. Presset på de offentlige finanser gør det sværere at finde tilstrækkeligt med midler til sundhedsvæsenet.

En vigtigere virkning af de stadigt flere ældre er imidlertid, at de belaster sundhedsvæsenet mere, end befolkningen i gennemsnit gør. Godt nok er sundhedstilstanden for de ældre blevet stadigt bedre. Især i de seneste år. Men ældre vil stadigt - især i deres sidste leveår - langt oftere trække på de offentlige sundhedsydelser.

Alt i alt er der intet, som tyder på, at krisen i sundhedsvæsenet i Danmark er ovre. Tværtimod ser den ud til at skærpes. Der kommer med sikkerhed flere ”akutpakker”. 

Emner