Tysk politik er ved at køre af sporet - og det kan ramme hele Europa

Debatindlæg af professor Marlene Wind (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 9. december 2023. 

For nogle år siden boede jeg med familien i Belgien.

Min bedre halvdel var og er stadig chef for finansiel stabilitet i EUs Bankunion, som holder øje med, at vi har solvente og sunde europæiske banker, så vi undgår en ny finanskrise.

Jeg var gæsteprofessor (og Global Law Fellow) på KU Leuven, mens vores dengang teenagesønner blev kastet nådesløst ud i et på mange måder velgørende antidigitalt skoleophold på Europaskolen.

Når jeg siger »på mange måder«, så handler det om, at overgangen fra pc til pen og papir i alle fag var lidt af en prøvelse for deres knap så trænede formskrift. Det værste var dog ikke det antidigitale skoleunivers i Bruxelles, men snarere den lejlighedsvise køretur gennem Tyskland til Danmark, som helst skulle foregå om natten, så irritationen over den manglende internetforbindelse kunne minimeres.

Selvom det er fem år siden nu, er turen gennem Tyskland, som for de fleste, der har prøvet de tyske motorveje, stadig håbløs. Det værste er næsten, at man har vænnet sig til ikke at forvente andet. Skal gemalen for eksempel på en af sine tilbagevendende ture med toget fra Bruxelles til møde i ECB i Frankfurt, afsluttes al internetafhængigt arbejde rutinemæssigt, når toget kører ud af Liege.

Det tyske internet er ganske enkelt så ustabilt, at man for at undgå forhøjet blodtryk, har vænnet sig af med at være online, når man ruller ind i, hvad der tidligere var Europas største industrimagt.

Jeg ved godt, at alt dette ikke er nogen nyhed. Men det er stadig uvirkeligt, hvor galt det står til med Europas største økonomi. I forvejen kan jeg ikke være den eneste, som undrer sig over, hvor den tidligere så berømte tysk-franske akse er blevet af?

Alliancen, som vi stadig fortæller vores studerende er afgørende for Europas fremdrift, er i disse år nærmest ikkeeksisterende. I Frankrig sikkert pga. præsident Macrons interne problemer især med migration og ustabilitet samt en Le Pen, som bider ham i haserne. I Tyskland fordi regeringen er dysfunktionel, og kansler Scholtz ikke kan få samling på tropperne. At det indvandrefjendske AfD lige nu ligger højere end det socialdemokratiske SPD i popularitetsmålingerne, gør det ikke lettere.

At tyskerne er håbløst baggud ift. sine europæiske naboer, når det gælder ikke bare digital infrastruktur, men også investering i almindelig infrastruktur, omstilling til grøn energi og ikke mindst militæroprustning og langsigtede offentlige investeringer, er efterhånden velkendt. Men det er også noget, som i stigende grad bekymrer i andre europæiske hovedstæder.

Alliancen, som vi stadig fortæller vores studerende er afgørende for Europas fremdrift, er i disse år nærmest ikkeeksisterende.

Det, flere nu spørger sig selv om, er, om Tyskland vil kunne levere den økonomiske, men også militære hjælp til Ukraine, som man har lovet, og som landet har så enorm brug for i år frem? Og hvad kommer der til at ske vedrørende selve beslutningen om at igangsætte forhandlinger om optagelse ved EU-topmødet 14.-15. december og de ekstra penge til EUs budget, det vil fordre?

Det er altså ikke kun Ungarns Viktor Orbán og en stigende Ukraine-træt amerikansk kongres, som skaber problemer lige nu. Ifølge amerikanerne er der brug for mere end 106 milliarder dollar. Penge, som det bliver meget vanskeligt at mobilisere, hvis Europas største land er lammet.

Det har naturligvis heller ikke hjulpet, at den tyske forfatningsdomstol 15. november afgjorde, at den tyske trafiklysregering ikke respekterede den såkaldte »Schuldenbremse« i den tyske grundlov. Vel at mærke en gældsbremse, som politikerne i 2009 selv indskrev i grundloven under finanskrisen. Den siger, at landets gæld i forhold til BNP ikke må overskride Maastricht-traktatens tærskel på 60 procent af BNP. Som en anden Odysseus har Tyskland altså bundet sig selv til masten.

Sagen ved forfatningsdomstolen var initieret af det konservative oppositionsparti CDU, som ikke er uvant med at bringe sager for domstolen, som man ikke kan komme igennem med politisk. Men det, mange spørger om lige nu, er, hvad de langsigtede konsekvenser bliver, hvis politikerne ikke - måske ved næste valg - får gældsbremsen fjernet. Vil Tyskland for eksempel fremadrettet kunne øge EUs budget, så den økonomiske støtte til et land i krig rent faktisk kan føres ud i livet?

Det tyske demokrati efter Anden Verdenskrig med en omfattende forfatning og stærk domstol er på mange måder forbilledligt og et eksempel til efterfølgelse. Ikke mindst når det handler om at sætte grænser for flertallets magt og for eksempel få undersøgt sager, som bare et mindretal ønsker udredt. For eksempel ville et flertal i Bundestag ikke kunne slippe afsted med at feje hverken en Støjberg-, mink- eller FE-sag ind under gulvtæppet, fordi flertallet dikterede det. Demokrati og retsstat er ganske enkelt betydeligt bedre beskyttet i Tyskland.

Men det er bizart at indskrive en gældbremse i grundloven, som kun to tredjedele af Bundestag kan ændre igen. Og det er uansvarligt af CDU i en situation, hvor Europa er i krig, og hvor der er behov for massive investeringer, at trække domstolskortet. Især fordi Tysklands gæld kun er halvdelen af Frankrigs og en tredjedel af USAs i forhold til BNP.

Som Economist skrev i sidste uge: Tyskland har mange problemer. Gæld er ikke et af dem.

Emner