Uklare grænser

Debatindlæg af lektor Peter Marcus Kristensen (Institut for Statskundskab) i Weekendavisen den 22. december 2023.

Det globale syd er en stærk kandidat til årets geopolitiske begreb. Vendingen »globale syd« blev brugt lige så meget i danske medier i 2023 som i de foregående 20 år. Dette skyldes især en tiltagende frustration over, at det globale syd ikke ubetinget støtter Vesten i krigen i Ukraine.

Frygten for, at Vesten har »tabt« det globale syd, forstærkedes, da BRIKS-landene (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika) i august indlemmede fem nye medlemmer efter at have modtaget interessetilkendegivelser fra op mod 30. G20-topmødet i september, hvor de indiske værter gjorde en dyd ud af være netop det globale syds stemme, var ligeledes farvet af nordsyd-skillelinjer inden for klima, Ukraine og eventuelle reformer af de internationale organisationer.

Da statsministeren og udenrigsministeren tog til FNs Generalforsamling, var det ikke mindst for at række ud til det globale syd. Israel-Palæstina-konflikten ses tilmed i samme nord-syd-prisme. Her kritiseres de vestlige regeringers støtte til Israel af det globale syd for at være dobbeltmoralsk. Og så fremviste det nylige klimatopmøde i Dubai - som tidligere COPer - kløften mellem det globale nord, hvis velstand bygger på historiske udledninger, og det globale syd, der har behov for (ressourcekrævende) økonomisk udvikling og er mere sårbart over for konsekvenserne af klimaforandringerne.

Men hvad er overhovedet det globale syd, og udgør nord-syd virkelig geopolitikkens centrale skillelinje?

Det er for det første en udbredt misforståelse, at det globale syd defineres af ækvator og Jordens opdeling i en nordlig og en sydlig halvkugle. Centrale aktører fra det såkaldt globale syd som Indien og Kina har hjemme på den nordlige halvkugle, mens Australien og New Zealand ligger på den sydlige uden at være en del af det globale syd.

Det globale syd findes ikke på et verdenskort, men er en måde at anskue globale økonomiske, politiske, historiske og institutionelle hierarkier.

En anden udbredt brug af betegnelsen - i hvert fald siden Brandtrapporten i 1980 - er som synonym for de fattige lande. Brandt-linjen delte verden op i et økonomisk nord og syd målt primært på bruttonationalprodukt pr. indbygger. Linjen gik cirka langs den 30. nordlige breddegrad med en bue uden om Australien og New Zealand.

Denne idé om en skillelinje mellem de rige og udviklede lande i nord og de fattige udviklingslande i syd lever stadig, men er efterhånden lidt af en anakronisme. Det globale syd står jo centralt på den geopolitiske dagsorden, fordi der her findes en økonomisk tyngde (tænk på Kina eller Golflandene), som påvirker både den globale konfliktløsning, klimapolitikken, infrastrukturen, teknologien og sportsøkonomien.

Spørgsmålet bliver derfor ikke, hvem eller hvor dette globale syd findes, men hvad begrebet kan bruges til som politisk geografi, der indfanger globale dominansrelationer. Et begreb, der kan spores tilbage til den politiske aktivist Carl Oglesby, som i 1969 brugte det til at beskrive USAs dominans over »det globale syd« under Vietnamkrigen.

Antropologerne Jean Comaroff og John Comaroff definerer det globale syd som en relation - den undertrykte underside af det globale nord - ikke en ting i sig selv. Selvforståelsen som globalt syd indebærer dermed en forståelse af at være nederst, domineret og undertrykt. Kolonihistorien står helt centralt her.

Den dekoloniale teoretiker Walter Mignolo betegner det globale syd som de steder på planeten, der har udholdt den koloniale erfaring, mens politologen Siba Grovogui ser samme som symbol for sammenhængskraften, som opstod med de tidligere koloniers fælles projekt om afkolonisering og realisering af en postkolonial international orden.

Som institutionelt projekt bruges det globale syd til at opnå anerkendelse, repræsentation og beslutningsmagt. Her går en linje til Bandung-konferencen i 1955 over de såkaldt alliancefrie landes bevægelse dannet i 1961 til FN-gruppen G77 fra 1964. Grupperinger med et erklæret mål om at bekæmpe økonomisk afhængighed og politisk kolonisering samt at blive suget ind i stormagternes konflikter.

Denne arv er væsentlig for at forstå kontrasten mellem det globale syds tilbageholdenhed i Ukraine og dets engagement i krigen i Israel-Palæstina. Sidstnævnte anskues som en konflikt med de globale nord-syd-skillelinjer, mens krigen i Ukraine ses som en lokal territorialkonflikt inden for den vestlige regionale orden, som man nødigt ønsker at involvere sig i.

»Europa bliver nødt til at vokse fra ideen om, at dets problemer er verdens problemer,« udtalte Indiens udenrigsminister for nylig.

Det globale syds opstigning er et symptom på en verden med flere regionale magtcentre. BRIKS-gruppen portrætterer sig som symbolet herpå, endda som sydens stemme, men BRIKS er ikke det direkte telefonnummer til det globale syd. Snarere er BRIKS blevet et forum for uenighed og konkurrence om det globale syds gunst.

Frem for at forene vil BRIKS-udvidelsen, der nu har indlemmet Egypten, Etiopien, Forenede Arabiske Emirater, Saudi-Arabien og Iran, kun mindske den smule sammenhæng, der tidligere var i det globale syd.

Indien og Kina er geopolitiske rivaler involveret i en 60 år gammel grænsekonflikt på land og maritim rivalisering i Indo-Stillehavsregionen. Iran og Saudi-Arabien er historiske ærkerivaler trods de kinesisk medierede tilnærmelser. Etiopien og Egypten har en simrende konflikt over opdæmningen af Nilen. Brasilien og Argentina har længe konkurreret om det regionale lederskab i Sydamerika.

Selvom det globale syd som begreb indgår i en potent politisk geografi, der frembringer minder om undertrykkelse og underudvikling, er det vigtigt at understrege, at der på ingen måde er tale om en monolit. Når det fremstår sådan, er det, fordi visse stater har en interesse i at tale enheden (og enigheden) op for selv at fremstå som talerør.

En dansk udenrigspolitik bør tage det globale syds legitime krav om anerkendelse, repræsentation og ligeværd seriøst, men samtidig udfordre ideen om, at der skulle være tale om en geopolitisk enhed.

Emner