Velfærdssamfundets »skæbnestund« sætter regeringen i et dilemma

Kommentar af professor Asmus Leth Olsen (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 30. april 2023.

Der trækker mørke skyer ind over velfærdsstaten Danmark. Ændrer vi ikke kurs, kan resultatet blive et »velfærdssamfund, der langsomt mister vitalitet og kvalitet, og som drukner i regler og bureaukrati«, som det hedder i regeringsgrundlaget.

I et interview fra marts her i Berlingske taler statsminister Mette Frederiksen om velfærdssamfundets »skæbnestund«, og ved KLs topmøde dagen efter var talen dedikeret til fem udfordringer for velfærdsstaten: Demografi, rekrutteringsproblemer, bureaukrati, sammenhængskraft og borgernes forventninger til velfærden.

Borgernes forventninger er den nye dreng i klassen blandt de fem udfordringer.

Demografien og rekrutteringen har været politisk rejsekammerat for skiftende regeringer i nogle årtier, bureaukratiet har været med så længe, at vi kan tage til Frederiksberg Ældre Kirkegård og filosofere over det ved tidligere statsminister Poul Schlüters gravsted. Sammenhængskraften har været et af 00erne og 10ernes politiske favoritbudskaber, fordi det er lidt af et gummibegreb, der kan skift form og farve alt efter, om det indgår i debatter om udlændinge, udkanten eller uligheden.

Forventninger og tilfredshed
Forventninger er derimod mindre fortærskede som emne i den offentlige debat. Forventninger er et spørgsmål om, hvad et mennesker mener, der vil eller bør ske under nogle givne omstændigheder. Det kan altså både ses som faktuelle forestillinger om velfærdens faktiske tilstand og mere normative tanker om, hvordan velfærden ideelt set bør være.

I den akademiske litteratur er forventninger fuldstændig afgørende, fordi de grundlæggende determinerer faktisk tilfredshed med en offentlig service. Borgerne er ikke født med en absolut målestok for, hvornår en service er tilfredsstillende. Det eneste, de derimod har, er forventninger, hvorfor tilfredshed eller utilfredshed kan defineres som forventninger, der indfries eller skuffes. I KL-talen citerer statsministeren den tidligere svenske statsminister Olof Palme for ideen om »voksende forventningers utilfredshed«, der rimer fint med den akademiske litteratur.

Hvor kommer forventningerne fra? For statsministeren er det meget et spørgsmål om, at vi som borgere oplever teknologiske og sociale forbedringer i vores eget private liv, som genererer forventninger til, at disse fremskridt er afspejlet i mødet med velfærdsstaten. De politiske eliter og mediernes omtale af velfærdsstaten spiller også en rolle, når forventninger skal tage form.

l den akademiske litteratur er forventninger fuldstændig afgørende, fordi de grundlæggende determinerer faktisk tilfredshed med en offentlig service.

Den stærke kobling mellem forventninger og tilfredshed betyder, at vi burde kunne hæve tilfredsheden ved aktivt at dæmpe forventningerne i den offentlige debat. Taler vi velfærdsstaten ned under gulvbrædderne, kan vi generere mere tilfredshed, når en borger træder inden for døren på den lokale folkeskole og overraskes positivt. En omskrivning af Olof Palmes lærersætninger kunne derfor være de »lave forventningers velsignelse«, hvis man vil utilfredsheden til livs.

Brugerne er ofte mere tilfredse
Titusind-kroners spørgsmålet er så, hvis forventninger og tilfredshed, der skal tælle. Der er grundlæggende to fundamentale interessentgrupper i velfærdsstaten. Den ene er de faktiske brugere, såsom de ældre på plejehjemmet, forældre med børn i folkeskolen eller den indlagte på hospitalet. Den anden er skatteborgerne, der måske aldrig eller kun langt ude i fremtiden faktisk kommer i kontakt med en given service.

Jeg har selv i ny forskning vist, at førstegangsforældre, hvis børn netop er begyndt i folkeskolen er langt mere tilfredse med både egen skole, hele skolesektoren og lærernes indsats end førstegangsforældre, hvis børn akkurat ikke endnu er begyndt.

En fortolkning er, at brugere af den danske folkeskole nyder godt af de lave forventningers velsignelse. De ankommer til skolen med lave forventninger, men træder så ind i skolegården og møder en virkelighed, der langt overstiger dem. En del anden forskning viser på samme måde, at brugere på andre velfærdsområder er mere tilfredse end alle andre.

Det sætter regering og politikere i et dilemma, fordi både brugere og skatteborgere har krav på at blive hørt. Hvis der er en grundlæggende tilfredshedskløft mellem de to, er opgaven svær: Hvilke gruppers forventninger og tilfredshed skal tælle?

Emner